Når nogen siger ordet »elite«, får kulturlivet altid rasende travlt med at løbe væk

I sportens verden og i erhvervslivet er elite et plusord. Men så snart det bliver nævnt i sammenhæng med kulturen, kigger alle pludselig væk. Det er højst besynderligt, skriver Berlingskes kulturredaktør, Nathalie Ostrynski, i denne kommentar.

Nathalie Ostrynski er kulturredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Ja, jeg er en del af eliten.«

At høre den sætning komme stolt ud af munden på et menneske med numsen placeret solidt i en kontorstol på kulturlivets top, er en lige så stor sjældenhed som at møde selvsamme person i komplet tyrolerornat til en våd oktoberfest i en jysk hal sammen med de lokale.

Det er forunderligt og for det meste ret morsomt at iagttage, når kultureliten undslår sig at være en del af sig selv.

Læs bare her den tidligere skuespiller og København-borgmester Klaus Bondams noget forvirrende svar i Weekendavisen, da han bliver spurgt, om han vil stå ved at repræsentere eliten.

»Jeg har instinktivt lyst til at svare nej. Men det ved jeg godt ikke holder vand. Det er jeg jo nok. Ikke økonomisk, kan jeg love dig for, men kulturelt, ja, politisk, måske. Jeg er ikke bange for at tage det på mig,« siger han og formår alligevel at lyde som en mand, der er ret skræmt over at iføre sig noget som helst, der kunne lugte lidt af at sidde øverst i samfundet.

Selvom han i kraft af sine tidligere meritter og med sin nuværende position helt uomtvisteligt er en del af eliten.

Elite er et ord, der synes at skabe akut mundknude og rysten på hovedet, når det rammer kulturlivet. Inden nogen helst skal opdage det, kravler man i rasende tempo ned fra den samfundstop, man ellers befinder sig vældigt tilpas og smilende på, når det røde premieretæppe er rullet ud.

I stedet for at blive roligt siddende, fremviser man i stedet med vigtig mine alt fra en flosset provinsbarndom til en slidt sommerhusbadekåbe for at vise, at »nej, nej, jeg er skam ikke elite. Jeg er ligesom alle jer andre«.

Det er ikke kønt at se på, og måske ville det højne de kulturelle ambitioner på dansk jord, hvis kultureliten indrømmede over for sig selv, hvad den rent faktisk er, og hvad den i kraft af al sin viden, ånd og ikke mindst magt har mulighed for at udrette.

Tænk, hvis den løftede fødderne lidt mere ud af vadestedet mellem det almindelige og det særlige, hvor den befinder sig nu. I det ingenmandsland kan der være langt til storhed.

​Ægte mod

Ovre i sportens verden har man absolut ingen hykleriske kvababbelser, hvad dét angår. Her er det fuldstændig legitimt at stræbe efter eliten, og hvis man siger højt, at man går efter guldet, får man ikke andet end anerkendende blikke tilbage. Der er det noget af det fineste at være på eliteholdet.

Det bemærkelsesværdige er, at vi som nation heller ikke har nogen anmærkninger til eliten. Vi klapper ivrigt af både guldmedaljevinderne og de utålmodigt trippende unge mennesker, der står lige bag dem med ild i øjnene og åbent siger, at de går efter førstepladsen næste gang. Egentlig synes der ikke være nogen ende på, hvor meget danskerne elsker sportsstjerner, der med ægte courage ønsker at gå hele vejen uden skyggen af jantelov i øjnene.

Ude i erhvervslivet er der tilsyneladende heller intet selvpålagt pineri at spore, så længe albuerne ikke er alt for skarptslebne. Virksomhederne har talentprogrammer, og på LinkedIn bliver der ikke lagt fingre imellem, når det gælder at hylde dem, der har ambitionen om at få indflydelse og skabe noget. Emojis med opadvendte tommelfingre og klappende hænder flyder i en lind strøm.

I de her socialdemokratiske ministerår er elite forsøgt talt ned, mens et jordnært, folkeligt paradis med arbejdende velfærdshænder er forsøgt talt op. Men danskerne har ikke noget problem med eliten, hvis den åbent vedkender sig sit ansvar og samtidig har tydelige ambitioner om at skabe noget for andre.

Problemet opstår, når man snobber nedad på utroværdig vis, giver uklare svar og forsøger at rende af pladsen, så snart et kritisk spørgsmål opstår. Det er først, når eliten foregiver at være i øjenhøjde med alle andre, at man bliver skeptisk og spørger, hvad den elite egentlig er til for. Hvad laver den? Hvad er dens agenda? Når den skaber sit eget tabu, bliver det først rigtig interessant at beskæftige sig med, hvad der foregår.

Hvis kulturelitens medlemmer tog deres egen samfundsposition alvorligt og åbent turde debattere den, ville der blive skabt alletiders mulighed for, at danskerne og politikerne måske også begyndte at tage kulturen mere seriøst end i dag, hvor den ofte bliver placeret nederst i det politiske hierarki både på Slotsholmen og hos vælgerne.

Nu lader man bare, som om kultureliten er et samfundsmæssigt fatamorgana, som ingen har set, hørt om eller været i. Selvom den eksisterer både i åbne og lukkede netværk.

Kultureliten kunne med mod gå foran og fortælle de unge, hvorfor kultur også er en vigtig bestanddel i kunsten at føre et nysgerrigt og givende liv. Som en ægte elite med et intellektuelt ansvar og pligtfølelse over for de yngre generationer bør gøre det.