Når man vælger ikke at hade dem, der dræbte ens kone

Marmorkirkens sognepræst Mikkel Wold kalder det et beundringsværdigt valg. Og netop et valg. Efter terrorangrebet i Paris skrev en fransk journalist på Facebook: "Jeg vil ikke give jer den gave at hade jer. I får ikke mit had." Journalistens kone blev dræbt under angrebet på koncertstedet Bataclan.

Portræt af Mikkel Wold, domprovst i Marmorkirken i København. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan man beslutte sig for ikke at ville hade?

At fornægte hadet og vige uden om, fordi had er at ophøje terrorister og give dem en status, så de kan modtage følelser fra andre, et had for eksempel? Og at det ville være at tildele dem en værdi, de ikke er berettiget til?

På et kontor i et fjernt hjørne af Marmorkirken i hjertet af København sidder den næsten to meter høje sognepræst Mikkel Wold. I selskab med statuer af Ansgar og Grundtvig. Akustikken runger let, og ind gennem de høje kirkevinduer forsøger decembers sparsomme dagslys at finde vej til kontoret.

For nylig læste Mikkel Wold om den franske journalist, Antoine Leiris, som mistede sin hustru under terrorangrebet på koncertstedet Bataclan i Paris. Og som under overskriften »I får ikke mit had« skrev på Facebook:

»Fredag aften stjal I en exceptionel persons liv, mit livs kærlighed, moderen til min søn, men I får ikke mit had. Jeg ved ikke, hvem I er, og jeg ønsker ikke at vide det, I er døde sjæle (...) Så nej, jeg vil ikke give jer den gave at hade jer. I beder om det, men at svare på had med vrede, er det samme som at blive offer for den samme ignorance, som har gjort jer til dem, I er.«

Teksten er foreløbig delt 232.133 gange.

»Den franske journalist vil ikke hade den mand, der kynisk dræbte hans kone, så meget skal han ikke have,« konkluderer Mikkel Wold og kalder det for et utrolig beundringsværdigt valg. Og netop et valg.

Vreden har en genstand, hadet er en tilstand

»Han vælger at lade fristelsen til at hade gå forbi. Vreden har han, for ellers var han jo ligeglad, men han hader ikke. Det er vigtigt at skelne. Vi taler om det blinde had, men ikke om den blinde vrede. Vreden har en genstand, hadet er nærmere en tilstand, som intet godt fører med sig, og som blot avler nyt had og langsomt fortærer den hadende.«

Med 21 år som præst i en af landets mest kendte kirker, skribent, bidragyder til bøger om teologi og samfund, debattør og underviser i sjælesorg, er Mikkel Wold en erfaren herre i at forholde sig til livets store spørgsmål.

»Jeg har tænkt over ordene hjerte og barmhjertighed,« siger han efter en opfordring fra Berlingske om at være med i interviewserien om julen og hjerter.

»Når vi formår at vige uden om hadet, er det til en vis grad udtryk for barmhjertighed,« forklarer han.

»Men barmhjertighed betyder ikke, at vi negligerer retfærdighed, det er uendelig vigtigt at få med,« understreger han.

»Man annullerer ikke retfærdigheden. Det er der nogen, der fejlagtigt tror. De tror, at barmhjertighed er sådan en ophøjet form for ligegyldighed, hvor det ikke betyder noget, at nogen gør andre mennesker fortræd, for så skal man bare være barmhjertig bagefter.

 

Men det gør da i allerhøjeste grad noget. Barmhjertighed viger uden om hadet, ja, men den negligerer ikke det forurettede. Det ville også være at tilsidesætte ofret og ofrets familie.«

Skilsmisser er et håb, der slukkes

Ifølge Mikkel Wold er barmhjertighed et væsentligt element af tilgivelse. Men det er ikke altid, vi er i stand til at tilgive. Skilsmisser kan for eksempel skabe et voldsomt had mellem to mennesker.

»Det er jo et håb, som slukkes endegyldigt. Man kan ikke længere være sammen, derfor kan det føles så utrolig hårdt, og kan hos nogle opleves direkte hadefuldt. Og hvordan får man efterfølgende sit hjerte med videre i sit liv? Sit inderste jeg? Sig selv? For nogen er det næsten umuligt.«

Nogle mennesker ønsker samtaler med sognepræsten, når et håb slukkes, og de synes, at kampene undervejs i et ægteskab eller et forhold har været forgæves. De har spildt flere år af deres liv på at kæmpe.

»Jeg vil nu mene, at man godt kan kæmpe for noget, og så på et tidspunkt indse, at man må smide håndklædet i ringen og alligevel være glad for, at man dog gjorde forsøget. At kampen netop derfor ikke har været forgæves.«

Sognepræsten har et bud på, hvad vi kan gøre, når ønsket om hævn melder sig. Måske kan vi komme så meget videre, siger han, så vi kan forsone os. Enten med den anden, hvis det er muligt. Eller med vores situation, som den nu er. Og så gå i gang med livet på ny.

»Måske kan vi også tilgive, det vil være et godt mål at have. Der er en stor befrielse i tilgivelsen,« mener Mikkel Wold.

»Men tilgivelsen skal svare til virkeligheden, så den ikke bare bliver den ligegyldighed, hvor jeg lader som om, at det ikke gjorde noget.

Man skal mene sin tilgivelse midt i katastrofen

Man skal MENE det. Man skal MENE sin tilgivelse midt i katastrofen og anerkende katastrofen. Først da kan man begynde at tænke på at tilgive. Og måske først om meget lang tid eller for nogles vedkommende aldrig.«

Han holder sit blik fast.

»Barmhjertighed er at tilgive med hele sit hjerte. Så nærmer vi os talen om Guds nåde. Nåden er den totale barmhjertighed, og den er Guds måde at møde mennesker på. Guds barmhjertighed er det dybeste grundlag for mod på livet.«

På Wikipedia kan man få det fejlagtige indtryk, at hjertet først og fremmest symboliserer følelser.

Men det passer ikke, lyder det fra sognepræsten.

»Hjertet symboliserer en hel masse, men ikke udelukkende følelser. Hjertet symboliserer meget mere end følelserne. Hjertet er »mit inderste jeg«. Når vi taler om hjertets længsler, er det jo ikke blot følelserne, men vore dybeste længsler, vi taler om. Det er sådan, som jeg i virkeligheden er, når jeg har smidt de masker, jeg kan tage på. Eller den ene maske, jeg måske har haft på alt for længe.«

Mikkel Wold tænker lidt.

»Man kan ufrivilligt komme til at være et menneske, der indfrier andres forventninger til, hvordan andre synes, man skal være. Men pludselig bliver man visket ud. Man kan ikke længere finde sit »inderste jeg,« sit hjerte, og ved ikke længere, hvem man selv er.«

At glemme sig selv er at blive sig selv

Helt bevidst bruger Mikkel Wold ikke ordet »selvforglemmelse«, når han for eksempel taler om identitet med konfirmanderne. Et tema, de er stærkt optaget af. Men siger til dem, at man kan være så optaget af nogen eller af noget, at man glemmer sig selv.

»At glemme sig selv er at blive sig selv. Men hvis man tilstræber selvforglemmelsen, opnår man den ikke. Selvforglemmelse kommer ind ad bagvejen, ikke af fordøren. Den mest fuldendte form for selvforglemmelse opnås i kærligheden. Så kærligheden fører mennesket til at være sig selv. Den er udadvendt. Dermed er den, der udøver kærligheden, selvforglemmende i det omfang, han eller hun formår kærligheden.«

Mikkel Wold rejser sig for at hente kaffe, og mens han sætter kopper på bordet, siger han, at man også kan komme til at gøre og sige ting, hvor man »ikke har sit hjerte med.« Noget, de fleste godt kender.

»Det er, når vi ikke har vores inderste »jeg« med. »Jeg har ikke mig selv med, fordi jeg gør eller siger noget, der strider imod min overbevisning.«

Sognepræsten har dog både sit hjerte og sin overbevisning med, når han den 24. december holder sin juleprædiken i Marmorkirken.

Omkring 1.000 mennesker vil være tilstede om eftermiddagen klokken 16. Og mens han holder sin juleprædiken, vil han betragte nogle af de mange ansigter.

Ansigter, der afspejler dybe følelser. Nogle vil lytte, andre vil sidde i deres egne tanker og andre igen vil skiftevis lytte og forsvinde ind i tankerne. Eller bare være der.

Vi bliver mere følsomme

»Julen er sådan en lidt underlig påmindelse, hvor det følelsesmæssige bliver ... vi bliver lidt mere følsomme, sensitive og tænksomme, tror jeg.

Vi sanser, og det kan være meget godt, hvis det, man pludselig sanser, normalt er noget, man måske ellers er døv overfor. Hvis man til daglig har en høj hastighed i de fleste af livets forhold, er der risiko for, at man ikke sanser det væsentlige.

Men når der bliver mere stille, når man har fået købt de julegaver, man skulle, og det meste omkring juledagene er på plads, kan følelser komme op til overfladen og vise sig, indimellem meget overraskende.«

Ifølge Mikkel Wold kan det være ret sundt lige at blive banket lidt tilbage fra løberiet. Det er på den måde, man kan lære at sanse det væsentlige.

»Det er som bekendt kun med hjertet, vi kan det. Præcis som den lille prins fandt ud af i Saint-Exupéris fortælling.«

Er der noget, vi er elendige til, mener han, er det at sanse det vigtige.

»Det er jo ikke ligefrem vor tids spidskompetence at finde ro.«

Når børn går på listesko

Til gengæld har vi tårnhøje forventninger til hinanden.

Selv husker han som barn de store forventninger hans mor havde, især til sig selv, når julen nærmede sig.

»Jeg er vokset op i et hjem alene med min mor, som i mange år oplevede julen som et pres, for det hele blev jo ikke så perfekt, som hun ønskede. Slet ikke hvis både økonomi og følelser var i underskud. I sådan en situation lærer børn at gå på listesko, for nerverne kunne være lidt på højkant.«

Mange har tårnhøje forventninger til, hvordan den perfekte jul skal være og se ud.

»Selvfølgelig er det forskelligt, og til dem, der kan holde sig fri af forventningshøjspændingen, er der bare at sige »til lykke« og »bliv endelig ved!« Men det er nu ikke den afslappede holdning, jeg synes, man møder mest af de her dage.«

Mikkel Wold holder af julen. Men hvert år tager han sin timeout midt i december. Det meste af selve juledagene foregår nemlig i Marmorkirken, hvor han i år har gudstjeneste i alle juledagene.

»Når jeg har hørt Søren Banjomus og George Michaels »Last Christmas« lidt for mange gange, og handelstandsforeningen begynder at virke som om, de har overtaget hele julen, rejser jeg f.eks. til Rom i nogle dage. Så går jeg ture dernede og lytter til alle byens lyde, mærker den italienske livsglæde og forsvinder i nogle timer et par tusinde år tilbage på Forum Romanum, hvor der er så fredeligt.«

Og hjertet har sognepræsten taget med sig.