Når man ikke vil have store muskler

Når man gerne vil være slank og veltrænet, men stadigvæk vil være i stand til at kunne gå ind ad en dør uden at vende siden til.

Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Det er et dilemma, de fleste piger på et tidspunkt støder på. De vil gerne være veltrænede og slanke med fast kød på arme, ben, mave og de andre steder som er kvinders smertensbørn, men skrækscenariet er at blive en bredskuldret amazone, som kan lægge mændene ned i arm.

Men kvinder behøver ikke at frygte håndvægtene og træningsmaskinerne. Der skal nemlig rigtig meget og intensiv vægttræning til, før man som kvinde begynder at blive »pumpet«, forklarer Karina Andreasens personlige træner Pernille Kjellstrøm fra SATS.

»Vi skal selvfølgelig holde øje med hende, så hun undgår at blive muskelsvulmende og bredskuldret. Men som jeg kan se på hende, er hun ikke disponibel for at få store muskler, så vi skal ikke være bange for det. De fleste piger ønsker ikke at få store muskler, men mange kan man trygt sætte i gang med at træne, for de bliver ikke overtrænet af at komme i et træningscenter to-tre gange om ugen. Det har både noget med kropstypen at gøre, men også med den kost, man skal spise for at blive rigtig stor. De ting spiser Karina slet ikke. Det er faktisk svært at få så store muskler,« siger Pernille Kjellstrøm og forklarer, at det er mængden af vægt, man belaster kroppen med, som gør forskellen. Og så at mænd til forskel fra kvinder generelt er mere fokuseret på at få trænet deres bryst og arme, mens opskriften for Karina Andreasen derimod er at træne harmonisk og »let«.

»Det er vigtigt, at man træner symmetrisk med øvelser, som ophæver hinanden, så man træner begge sider af kroppen påén gang. Hver gang man eksempelvis laver en øvelse med forsiden af skulderen, laver man en tilsvarende med bagsiden. Så kan man til de piger, som gerne vil træne lidt mere mave eller ben give dem en ekstra øvelse,« siger Pernille Kjellstrøm, som også har tilladt sig at gå et skridt længere med Karina

»Jeg har lavet en form for »kaos-træning«, hvor man hopper frem og tilbage mellem maskinerne alt efter hvilke, der er ledige. På den måde er man hele tiden i gang, man falder ikke i staver og pulsen bevares høj. Så forbrænder man kalorier samtidig med at man styrker musklerne,« siger Pernille.

Karina har fået lagt et grundlæggende træningsprogram, så hun kan blive fortrolig med de mange maskiner og forskellige typer håndvægte. Så kan det med tiden udvides og blive mere avanceret.

»Hun skal lære det grundlæggende at kende, og så kan vi begynde at sætte krydderi på senere. Det bliver hele tiden lidt sværere, hvor hun nu skal lære at holde kroppen i balance, samtidig med at hun husker at spænde ordentligt op i muskler og led, så hun ikke får skader. Derfor er det vigtigt, at det er mig, der træner hende for at få den korrekte holdning. Det er vigtigt, at man lærer at lave øvelserne rigtigt, så de kan udfordre dig på den rigtige måde,« siger Pernille og forklarer, at mange af de øvelser, man laver med vægttræning, er de samme som man laver, når man deltager på hold som bodypump, pilates og boksning. Øvelserne vil grundlæggende være de samme, men der vil i løbet af de næste par uger blive sat ekstra vægt på og der vil blive foretaget småændringer og justeringer.

»Det grundlæggende i Karinas træning ændrer vi ikke på, men det er klart, at hvis hun skal blive ved med at udvikle sig i positiv retning, skal vi opgradere hele tiden,« siger Pernille Kjellstrøm.