Når jalousien banker på, så tag den med ro!

Jalousien er grim og ødelæggende - men vi skal nok klare os.

Foto: Søren Bidstrup. Hassan Preisler og Maise Njor.
Læs mere
Fold sammen

Maise Njor

»Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet«, var der engang en statsminister, der sagde. Men det er en dårlig idé. Ikke at gøre det. I hvert fald når det gælder jalousi – så fej, for helvede, til gulvtæppet ser ud, som om der bor et vortesvin under det. Det gør der nok også. Et stort grimt vortesvin. For af alle dumme, klamme, pinlige følelser, er jalousi den værste.

Misundelse er noget andet. Det er nærmest finere. For jalousi er forbeholdt den, du elsker, den, du burde stole på, den, du burde vide, kun elsker dig. Og du er alligevel lidt i tvivl … Hvorfor tvivler du på, at du er værd at elske?

Så gem den i jalousiskabet, fej den bort. For hvis først du lufter den, så er der ingen vej tilbage. Har du først vist din jalousi, er du ikke længere så fin og attråværdig som før. Du er blevet alt for menneskelig, alt for lille. Desuden har du sagt til din elskede, at du er usikker på, om han eller hun er i stand til at elske ordentligt.

Måske var det det, der fik L.O.C. til at skrive:

»Ifølge dig er der noget i vejen, Og du burde være den, der kendte mig bedst, Så i nat vil jeg gøre noget for dig, Elske med den, du hader allermest, For jeg er lige så langt ude, som du siger...«

»Du skal vide, at jeg flirter og danser med alle mulige, men jeg har aldrig haft en affære, og jeg har kun én kæreste ad gangen,« sagde en kæreste engang.

Det var rart. For så kunne jeg slappe af, og se ham drøne svedig rundt på dansegulvet og lave sine jeg-sætter-kontinuerligt-en tærte-i-mikroovnen-dansemoves med diverse damer, han kunne hænge i deres kavalergang og snøvle-tale ned på deres brystvorter, og jeg var ligeglad. For jeg stolede på ham.

Jalousi er for dem, der ikke føler sig gode nok, og er bange for, at »hende med håret«, som min veninde kalder dem, kommer og snupper ens kæreste. Der er altid en »hende med håret«, som får mændene til at ranke ryggen og være ekstra sjove, når hun træder ind i lokalet. Med de ben.

»Ben, der fortsætter helt til Bratislava, eller i det mindste dér, hvor alle mænd gerne vil være,« tænker man. Og overstrækker skankerne for at se, om man kan nå jorden fra en gennemsnitlig spisebordsstol. Det kan man måske ikke, men man kan i det mindste opnå så meget jordforbindelse, at man tænker, at en person, der svigter ens tillid, slet ikke er værd at have.

Hassan Preisler

Når Jalousien dukker op ved min hoveddør, så er det oftest, når jeg har besøg af Kærligheden. Og når den viser sig, Jalousien, er det altid hånd i hånd med sin håndlanger, Selvhadet. Den kan nemlig ikke stå på egne ben. Uden Selvhadet er den intet. Jalousien alene får aldrig taletid – det ved den – så den allierer sig!

Mens den i mit ene øre hvisker, at hende, jeg har mødt, hellere vil have ham den anden mand – ham den stærke, kloge og generøse – så lyder fra Selvhadet i det andet, at jeg er for svag, dum og nærig. »Han er stabil«, »du er alt for sensitiv,« supplerer de hinanden. »Han er sjov«, siger Jalousien, »du er kedelig«, lyder ekkoet fra Selvhadet. »Han er dygtig«, siger den ene, »du er talentløs« den anden.

»Han er mere mand!« kalder de i kor. Og penge, position og magt er de faktorer, som de måler mig på. Og humor … Og evnerne på et lagen! Og overskud, selvsikkerhed og stolthed. Skulderbredde, bogsamling og hårgrænse. Ordene fra min mund – og ånden fra samme.

Når Jalousien og Selvhadet synger deres duet for mig, så sker det oftere, end jeg vil være ved, at jeg giver efter. Jeg lader mig forføre af deres ydmygelsers lokketoner. Og når jeg gør det, så giver jeg mig hen til Selvmedlidenhedens trygge favn. Hun står altid klar til at gribe mig, når de andre har slået mig til jorden.

»Det er synd for dig,« siger hun så. »Verden er uretfærdig, og du er et offer! Gå du bare hjem og læg dig på sofaen, det har du fortjent,« lyder det fra hende. »Se dårligt TV!« »Og tro ikke på Kærligheden, den vil dig det ikke godt!« »Gå, løb, flygt!«

The The synger, at kærlighed er stærkere end døden. Det kan godt være, de har ret i det, men Kærligheden taler ikke med en høj stemme, når den udfordres af rutinerede debattører som Jalousien og dens kompagnoner, Selvhadet og Selvmedlidenheden. De taler med volumen og insisterer, som gjaldt det deres liv.

Så jeg har lært mig selv, at det er bedst ikke at gøre noget overhovedet, så længe slaget mellem spillerne i kærlighedsspillet står på. Jeg træder tilbage og siger ikke et ord. For når krudtrøgen er lettet og stilheden atter har genfundet sig, viser det sig gang på gang på – og på magisk vis – at tilbage på slagmarken står Kærligheden. Uden nævneværdige sår eller PTSD.