Når ingenting er luksus

Stilhed, ro, i seng når solen går ned. I opmærksomhedsøkonomien er det en luksus ikke at bruge energi på at forholde sig til noget.

Det er næsten ikke til at holde ud at være sådan en kliché. Der står jeg midt i en svensk skov, i VIPP’s shelter, som jeg skal overnatte i. Vi har åbnet vinduerne i begge sider af det lille hus, så hele forsiden mod søen og halvdelen af bagsiden mod skoven har åbnet sig. Vi er midt i skoven, tæt på vandet, en del af naturen, mens dag bliver til aften, og lyset langsomt ændrer sig. Og jeg når at tænke »det her har jeg savnet. Det har jeg brug for.« Det er den allerværste kliché om storbymennesker, den slags mine jyske forældre ville grine af, men det er rigtigt. Det føles ufatteligt beroligende. Og rart.

For ro, afkobling og stilhed er blevet en ny luksus. En ting, som man rejser efter og opsøger. De betaler gerne for det, også dyrt.

»Det er jo mest et fænomen for storbymennesker,« siger Louise Byg Korsholm, direktør i trendbureauet PEJ-gruppen med et grin på en lidt skrattende telefonforbindelse. Hun er på vej hjem fra lufthavnen i Karup, og her er både dårlig mobildækning og rigelig med stilhed.

»Men fordi vi alle sammen er så meget på konstant, har vi brug for det modsatte. Der kommer altid en modreaktion, og det er den, vi ser nu. De pauser, vi havde i vores liv før, f.eks. når vi stod ved busstoppestedet og ventede, dem har vi fyldt op med sociale medier. Derfor er man nødt til at tage sig pauser. Det er også det, der får folk til at dyrke mindfulness eller gå til yoga. Man kan ikke være online, når man står i yogastillingen hundestrækket.«

Eller når man er i en svensk skov, hvor mobildækningen er ganske dårlig. Her, et par timers kørsel fra København, er VIPP’s shelter nemlig stillet op. Her kan kunder, der overvejer at købe det, komme forbi og se det, her overnatter medarbejdere på team building, og her lukker man journalister på jagt efter tidsånden ind.

VIPP, der oprindeligt var et mindre firma i Randers, som producerede en pedalspand til klinikker og frisører, har i løbet af de sidste 15 år udvidet sit repertoire. Fra aggregater, der kan bruges i køkken og bad som vådrumsskrabere, toiletbørster og opvaskebørster til hele køkkener og nu altså en hel bygning, det 55 m2 store shelter, som kan købes for 3,5 mio. kroner, og som kommer fuldt udstyret med alt fra spisebord til kaffekop og dynebetræk til lommelygte. Det eneste, køberen skal have, er, udover en stor check, en grund med el og vand. Når shelteret er indkøbt, bliver det sat op, og man får overdraget en nøgle med licens til at nyde stilheden.

Ideen dukkede op, da tredje generation i familien bag VIPP, Kasper Egelund, i en periode boede med sin familie i en lejlighed i Tribeca i New York.

»Efter en periode drømte han om fred og ro og om at være ude i naturen,« fortæller Morten Bo, der er designchef for VIPP.

»Han var hverken til klassisk camping med telt og sovepose eller til et sommerhus, hvor man skal finde et eksisterende hus, man kan lide. Og hvis man selv skal i gang med at bygge et hus, så ved de fleste, at det er en omfattende proces. Men der fandtes ikke noget, som var færdiglavet og lækkert, og så fik vi ideen til, at det kunne vi da lave.«

Som sagt så gjort. VIPP’s shelter er en firkantet bygning i metal. Indvendigt er væggene beklædt med filt – stilheden og roen i huset slår en i møde, når man åbner døren – der er glas fra gulv til loft i husets længde i den ene side og i halvdelen af den modsatte. Her er et stort badeværelse, en hems under glastag til at sove på og et køkken med en siddeplads ved langbord med to bænke. Alt holdt i gråt, sort og hvidt.

»Vi har ikke tænkt på shelteret som en bygning, som traditionel arkitektur, men nøjagtigt, som når vi laver andre produkter, som på et værktøj. Det her er et værktøj til at komme ud i naturen. Derfor er jeg meget glad for en detalje som de store vinduer, der har meget smalle rammer. Naturen kommer til at virke som et maleri, og uanset hvordan vejret er, er det flot at være der. Det er et sted, man tager hen for at lade sine batterier op og komme tættere på naturen. Det har mange mennesker brug for, også selv om de ikke bor i New York, men i København.«

Stilhed og ro er attraktivt

At stilhed, ro og tid til at gøre ingenting er attraktivt, ved man i rejsebranchen, hvor hotellet Parrot Bay i Caribien har valgt mottoet »Silence is the new luxury«, mens man i Chewton Glen i England kan bo i træhytter og nyde stilheden – i en så ekstrem grad, at alle træhytterne er udstyret med låger, som room service lydløst kan leveres i. I Sverige kan man for 4.700 svenske kroner sove en nat i et værelse i trætoppe i Mirror Cube. Og har man ikke råd til det, kan man i det mindste downloade app’en Stereopublic, hvor brugerne hjælper hinanden med at finde stille steder i storbyer.

At man kan sælge adgangsbilletter til stilhed til høje priser skyldes, at vi er rykket fra oplevelsesøkonomien til opmærksomhedsøkonomien, mener Julia Lahme, direktør i Lahme Aps og netop nu aktuel som livsstilseksert i programmet »Et glimt af Danmark« på DR1.

»I opmærksomhedsøkonomien er valutaen opmærksomhed, ikke penge. Vi måler alt i delinger, likes og klik. Vi betaler derfor nu alting både med penge og ved at give ting vores opmærksomhed. Så det er hypereksklusivt at melde sig ud af det at være på hele tiden. At have råd til at gøre det. I oplevelsesøkonomien betalte man for at opleve hvad som helst. Man rejste verden rundt, man fløj over Nordpolen i luftballon, mens man livestreamede det. Nu bruger man penge på nogle andre ting, på at være stille og uden for det kredsløb, hvor man betaler med sin opmærksomhed. Det er en ny form for luksus.«

Et godt eksempel (og lidt ekstremt forstås) på den tendens er, siger Julia Lahme, en festival, der finder sted i Marokko i dette efterår.

»Festivalen hedder en Restival, og her skal man helt alvorligt lære the art of unplugging. Det er jo fuldstændigt fantastisk, at man kan få folk til at betale for den slags. Man skal være sammen med en række andre mennesker så langt ude i en marokkansk ørken som muligt, hvor man skal lave ingenting, men det er den største luksus i vores tid. Ikke at gøre noget, ikke at give nogen vores opmærksomhed. Restivalens hjemmeside oplyser heller ikke pris. Det her er så eksklusivt, at det er for folk, der godt ved, at de har råd. Nøjagtigt som når de allermest eksklusive tøjbutikker har ting i vinduerne, så skriver de heller ikke priser på. Deres kunder ved godt, at det er dyrt, og de ved også, at de har råd uden at skulle se på priserne. Det samme gælder her.«

Men der er et paradoks i opmærksomhedsøkonomien, siger hun, for luksus er kun luksus, hvis den opfattes som sådan, og hvordan får man gjort sit stilfærdige retreat i en marokkansk ørken eller et simpelt shelter til 3,5 mio. til en statusmarkør, hvis likes og kliks ikke er smart?

Hun griner.

»Man fortæller stadig, hvad man gør, men man gør det ikke imens. Man gør det måske bagefter, når man er kommet hjem fra ørkenen, og så gør man det på nye måder. Man viser ydmyghed. »Tænk, at jeg skal lære dette af dette fantastiske menneske« eller »jeg har været så heldig at blive udvalgt....« Man henleder opmærksomheden på andre »jeg var så heldig, at jeg mødte dette menneske« i stedet for at sige »se mig«. Men man fortæller det stadig. Det er en ny form for luksus, men det giver stadig kun status, hvis de rigtige ved, at du har råd til den.«

Det allerfineste er blevet at gøre ingenting og tie stille. I hvert fald lidt. Om jeg så lagde et billede på instagram af den stille sø? Gæt selv.