Når hverdagsfascismen kryber frem: Savner du virkelig fars hårde hånd så meget?

Det politiske liv har i dag de samme skel som i kulturlivet. Det handler ikke om højre-venstre. Det handler om enkel-kompleks.

debat
Kresten Schultz Jørgensen SH Kresten Schultz-Jørgensen byline Fold sammen
Læs mere
Foto: Kresten Schultz Jørgensen SH PR

Måske så De kopien af det brev, som USAs præsident, Donald Trump, for et par uger siden sendte til Tyrkiets præsident, Erdogan. En klassisk Trump med sproget fra en 9-årig, hvad lingvistikere jo talrige gange har belyst: At præsidentens formuleringer matcher et barn i 4. klasse.

Jeg lagde til almindelig moro en kopi af brevet ud på Facebook. Men så skete der noget. Overraskende mange mente, at nu måtte »hetzen« mod Trump stoppe, fordi den amerikanske præsident trods alt udtrykker sig, så »man kan forstå det«.

Og dét er jo ikke løgn. Forståelse er det helt store nummer i moderne politik, hvor flere og flere mener, at »klar tale« er det, en politiker skal kendes på.

Sprog og ånd

Man kunne her minde om, at det politiske sprog vel også skal inspirere, opløfte og udfolde tingene. Som når Kennedy fik amerikanerne til at drømme stort om Månen. Og som når Churchill samlede Storbritannien med sprog og ånd -  og fik Nobelprisen i litteratur for sine særlige evner.

Men nej, forståelse er det nye sort.

De politiske skillelinjer ligner dermed nogle, vi også kender fra livet i almindelighed, kunsten og kulturlivet. Sætter man fx pris på kompleksiteten i en roman med sammensatte personer, eller foretrækker man triviallitteraturens primitive persontegning med hvid og sort?

Værdsætter man et nonfigurativt maleri, eller skal tingene »ligne« noget, man genkender? Tør man udfordre alle sine sanser i et provokerende teaterstykke, eller skal kunsten bare ramme de helt enkle følelser, det brede grin og det drivende sentimentale? Kan man rumme seksuelle og religiøse varianter – eller kan man ikke?

Det politiske liv har i dag de samme skel som i kulturlivet. Det handler ikke om højre-venstre. Det handler om enkel-kompleks.

George Lakoff fra Berkeley University er en af pionererne inden for den såkaldte kognitive lingvistik. Hans forskning peger på, at mennesker motiveres af meget enkle mønstre, der er grundlagt i de familiestrukturer, vi enten er opdraget i eller savner.

»Komplekse løsninger omfatter, at man diskuterer tingene længe og grundigt med den risiko, at løsningerne bliver lidt komplekse.«


Nogle orienterer sig - med Lakoffs begreber - i forhold til Den Autoritære Forælder, mens andre er trygge ved Den Samtalende Forælder. Den Autoritære Forælder har indbygget hierarki og tydelig afregning. Hos Den Samtalende er tingene altid flydende og til diskussion.

Når de to familielogikker oversættes til livsstil og politisk vælgeradfærd, bliver vi tiltrukket af enten enkle eller komplekse løsninger. Enkle løsninger er fx at straffe hårdt og forsvare grænsen med skydevåben. Komplekse løsninger omfatter, at man diskuterer tingene længe og grundigt med den risiko, at løsningerne bliver lidt komplekse.

Og så tilbage til Donald Trump, der egentlig slet ikke er pointen i denne klumme. Pointen er, at flere og flere tilsyneladende savner enkelheden og finder det svært, at håndtere kompleksiteten i både livet, kunsten og politikken.

Den lingvistiske analyse af Trumps brev til Erdogan er nem nok: Hans sprog er krigens og fascismens. Hans sætninger er trusler og hån. Det overraskende er, at så mange søger tryghed i netop dét – den »klare tale«. At så mange savner den stærke hånd. At flere og flere ikke kan rumme nuancer, tvivl eller evnen til at skelne.

Jeg har ikke løsningen. Men måske man kan stille et enkelt konkret spørgsmål, når hverdagsfascismen kryber frem. Savner du virkelig fars hårde hånd så meget?