Myten Magnum

Fotobureauet Magnum har i 60 år leveret verdens bedste fotografier skudt af verdens dygtigste fotografer. Ingen danskere er indtil videre trådt hele vejen ind i fotografiets hellige haller, men M/S har talt med de få, der har været tæt på den myteombruste gruppe, som er blevet kaldt en døende dinosaur.

Fotobureauet Magnum har i 60 år leveret verdens bedste fotografier skudt af verdens dygtigste fotografer. Ingen danskere er indtil videre trådt hele vejen ind i fotografiets hellige haller, men M/S har talt med de få, der har været tæt på den myteombruste gruppe, som er blevet kaldt en døende dinosaur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Magnum, Jacob Aue Sobol, Jan Dagø

Fra den spanske borgerkrig og apartheid til 11. september og tsunamien i Sydøstasien. Når verden brænder på, har Magnum dokumenteret det på celluloid.

Nævn et fotografi, som har defineret en verdensbegivenhed i anden halvdel af det 20. århundrede, og der står næsten med garanti Magnum forneden. Myterne kan man ikke tage fra Magnum. Heller ikke historierne om de gale og kompromisløse fotografer, der lever deres liv gennem kameralinsen og sætter livet på spil i jagten på det perfekte motiv. Ensomme ulve altid på jagt efter det brøkdel af et sekund, der fortæller historiens gang.

I år er det 60 år siden, at Robert Capa og Henri Cartier-Bresson sammen med George Rodger og David »Chim« Seymour stiftede fotobureauet Magnum, og for nylig kom bogen »Magnum by Magnum« med fotografiske mesterværker fra alle årene. Det var i efterdønningerne af Anden Verdenskrig, og de fire fotografer havde på hver sin måde dokumenteret krigens rædsler og overlevet dem. Et årti senere var både Capa og Seymour blevet dræbt med fingeren på udløserknappen i andre krige, men i 1947 delte de et optimistisk syn på et fotobureau ejet af medlemmerne og en vision om at forene dokumentar- og kunstfotografiet.

I dag er Magnum stadigvæk verdens mest prestigefyldte fotogruppe. Gennem årene er den vokset til 69 medlemmer og medejere, som finansierer de fire hovedkontorer i New York, London, Paris og Tokyo. Men det er også en tung organisation, som har haft svært ved at omstille sig til nye tider, og det er en lukket loge, hvor ånden fra stifterne Capa og Cartier-Bresson hviler tungt. Ud af de omtrent 500 ansøgninger, gruppen modtager hvert år, slipper kun få igennem og bliver optaget som prøvemedlemmer – såkaldte nominees. Og efter to år – som Magnum kan vælge at forlænge for at se det ny medlem yderligere an – går nogle få videre og bliver associates. Men selv da kan man ikke vide sig sikker og kan nå at ryge ud, inden man måske en dag bliver fuldgyldigt medlem.

Joachim Ladefoged var den første dansker, der i 2000 blev optaget som nominee i gruppen. Men Ladefoged nåede aldrig hele vejen gennem nåleøjet og efter to år blev han i 2002 stemt ud igen. I dag er han medejer af et andet af verdens store bureauer, nemlig VII (Seven, red.), som blev stiftet af flere Magnum-medlemmer, der forlod det legendariske bureau i starten af det ny årtusind. Selv om Ladefoged anerkender Magnums historiske kvaliteter, er han ikke sikker på, at bureauets betydning er den samme, som den var engang.

»Når man er ung fodboldspiller, drømmer man om at spille på landsholdet eller for Real Madrid, og som ung fotograf er det Magnum, fordi de har en historie, og fordi det i gamle dage var der, de største fotografer var,« siger Ladefoged i sin bil med øresnegl i øret på vej til en opgave.

»Det er stadigvæk stort at komme ind, men det er ikke som i gamle dage. Ikke for at prale, men et eksempel er, at der i magasinet »American Photo« i 2005 blev lavet en liste over fotografiets 100 vigtigste mennesker. Der lå VII nummer tre, og Magnum var slet ikke på listen. Der var to fotografer fra Magnum, hvoraf den ene senere gik ud og kom med i VII. Omvendt må man heller ikke forklejne dem. De har trods alt skabt nogle store historier,« siger Ladefoged, hvis gamle helt, James Nachtwey, forlod Magnum for at danne VII.

»Men de skal have kredit for at have holdt ud i så mange år og for, at de stadigvæk eksisterer og formår at tiltrække unge fotografer,« siger Ladefoged, der også kritiserer det politiske spil, der er internt i gruppen.

»Der er mange diskussioner, og når organisationen vokser sig stor, er der mange fløjkrige og fraktioner, der bekriger hinanden. Nogle går ind for den gamle Cartier-Bresson-stil og andre for den ny stil, som eksempelvis Martin Parr står for. Så er der nogle, der har noget imod, at man tager kunstfotografer ind, men som nominee skal man holde sin kæft og høre efter, hvad de gamle siger. Dengang, da man i Paris skulle stemme om mit medlemskab, tog jeg ordet, og det var ilde set. Jeg sagde, at jeg syntes, det var på tide at tage en anden slags fotografer ind, der kunne lave en anden slags fotografi. Jeg havde selv fået et barn på det tidspunkt og ville ikke længere ud og fotografere krige. Bagefter var der mange, der klappede mig på skulderen, men der var også mange, der ikke brød sig om, at der kom en nominee og sagde sådan nogle ting. Da de samtidig kunne se i min mappe, at jeg havde bevæget mig videre og ikke kun havde lavet sort-hvid krigsreportage, røg jeg ud,« siger Joachim Ladefoged.

Ladefogeds exit blev begrædt af mange, og endnu flere mente, at det var alt for brutalt, at den dygtige fotograf fik sparket. I dag er fotografen selv glad for, at han ikke kom ind, men i stedet fik muligheden for at komme med i VII.

»Når så mange egoer sidder i samme rum og ser på billeder, kan det godt blive grimt. Dengang var der en fotograf, der blev smidt ud efter ni år som associate, så i ni år holdt man ham hen, mens han kæmpede for at komme ind. Der er mange, som knækker nakken på det, fordi de knokler røven ud af bukserne. Men man får ikke automatisk de store opgaver for Newsweek, bare fordi man er Magnum-fotograf. Selvfølgelig giver det en blåstempling, men det er ikke det sammme som, at man får jobs,« siger Ladefoged, som mener, at der udover Magnum, i dag er to toneangivende billedbureauer, Noor, som den danske fotograf Jan Grarup er med i, og så VII, som Ladefoged selv tilhører.

»Der er mange, der taler om Magnum som en døende dinosaur. For nylig var jeg på et seminar hos forlaget Phaidon. Her holdt chefen et oplæg, hvor han sagde: »Magnum is the history, VII is the future.« Men jeg synes faktisk, at de har fået vendt skuden i den rigtige retning, bl.a. ved at tage den unge fotograf Jacob Aue Sobol ind. Det bliver spændende at se, hvad han kan bidrage med,« siger Ladefoged.

På en skrattende mobiltelefon fanger vi Jan Dagø, som er i Kosovo for at dække valget for uafhængighed. I dag er han fastansat fotograf på Jyllands-Posten, men i 2002 var han den anden dansker, der nåede gennem nåleøjet og blev valgt som nominee i verdens mest prestigefyldte fotogruppe. Ligesom Ladefoged var Dagø også kendt for sine stærke sort-hvide reportagebilleder fra verdens krigszoner, men arbejdet havde sat sine spor og kombineret med en række personlige problemer, resulterede det to år senere i, at Dagø gik ned med en depression og posttraumatisk stressyndrom. Han fik ikke afleveret sin portfolio til det afgørende møde og fik udsættelse på sin optagelse. Officielt er han aldrig blevet smidt ud, men her, fem år senere, regner Jan Dagø ikke med at være en del af Magnum mere.

»Da jeg sad til det sidste møde og havde det rigtig skidt med mit hoved, kom Philip Jones Griffiths, en af de legendariske fotografer, over og spurgte, hvad der var galt. Jeg fortalte ham det, og han sagde »Oh really? I like that you’re crazy. You belong to Magnum.« Det kunne jeg kun grine af, for de er alle sammen lidt gale i hovedet. Så man skal stå fast på sine ben, hvis man skal være sådan et sted,« fortæller Dagø om den gruppe, han i sin tid mest søgte ind i for sjov.

»Selvfølgelig har Magnum altid haft rigtig mange fantastiske fotografer, som har været foregangskræfter i fotografiets udvikling og kvalitet. Hver enkel type fik lov til at lave det, de gerne ville, så de har virkelig præget fotografiet og ikke bare været en kommerciel virksomhed. Selv om mange af dem, jeg var tilhænger af, senere splittede op og lavede VII, kan jeg stadigvæk se, at de unge fotografer står på nakken af hinanden med deres portfolioer for at komme ind,« siger Dagø, som i dag ikke længere har den samme lyst til at være en del af Magnum.

»Jeg lavede det samme før og efter, jeg kom med, og skaffede selv mine kunder og opgaver. Den eneste forskel var, at jeg skulle aflevere en del af pengene. Det koster mange penge at have kontorer rundt omkring i verden med mange ansatte, og dengang var der mange fotografer, der forlod gruppen, fordi de var så dyre at være med i. Jeg var heller ikke selv sikker på, at jeg havde råd til det, men alle er jo med, fordi de elsker fotografi.«

Jan Dagø mener også, at hvis han selv og en som Joachim Ladefoged skulle have haft større succes i Magnum, burde de have taget springet og flyttet til Paris, New York eller London, hvor hovedkvartererne og de store magasiner findes, og hvor de fleste fotografer bor.

»Så havde vi haft kontoret lige ved siden af, og der havde været ansatte, som kunne tage sig af en masse praktisk arbejde. Hvis man havde gjort det og virkelig havde gået hele vejen, tror jeg også, at de ville have kunnet skaffe jobs. Ofte havde jeg en fornemmelse af, at der var muligheder, der blev spildt, fordi jeg ikke var derovre og ikke fik inspiration fra de andre fotografer og ikke var en del af af kollektivet. Men min mavefornemmelse dengang var, at jeg havde lyst til at blive i Danmark,« siger Dagø.

Hvis Magnum er en dinosaur, er det i dag en digital dinosaur. I 2004 åbnede afdelingen Magnum in Motion i New York. En webbaseret platform, hvor Magnums fotografier præsenteres som foto-essays, slideshows og kan hentes som såkaldte podcasts på en iPod. Manden bag og Executive Producer på den bevægelige del af fotografiet er dansker og hedder Bjarke Myrthu. I nu snart fire år har han været inden for murene og kender om nogen det legendariske billedbureau.

»Magnum ved godt, at de i dag ikke er de eneste, og ikke længere kan tillade sig alt. Der er mere konkurrence end for 50 år siden, fotografer er ikke længere rockstjerner, mediebilledet er splittet, og der er kommet andre bureauer til. Så man ved godt, at man skal knokle for at beholde sin position,« fortæller Myrthu fra hovedkvarteret i New York City.

Men selv om Magnum har indstillet sig på en virkelighed, hvor de ikke længere er de eneste på markedet, fylder fotograferne stadigvæk godt i landskabet. Det er store egoer, som har deres gang på kontoret i New York.

»Den grundlæggende tanke bag Magnum var at skabe frihed for kunstnerne og give dem retten til deres egne værker, og man prøver stadigvæk at skabe et unikt miljø for dem. Magnum-fotografer ser sig selv som rebeller og kunstnere. De ved godt, at de er blandt de bedste i verden til det, de laver, så de har meget selvtillid. Selv om forretningen måske klarer sig dårligere, vil Magnum altid være et kunstnerkollektiv,« siger Bjarke Myrthu.

Den benhårde optagelsesprocedure, hvor fotografer kan være nominees i flere år og associates i endnu flere for bagefter at blive smidt ud, har været med til at skabe myterne. For når det er så svært, har det altid tiltrukket de bedste og gør det stadigvæk, mener Bjarke Myrthu.

»Robert Capa var god til at skabe historier og myter, og han var en af arkitekterne bag systemet. Selv om der i dag er kritik af Magnum, og der er kommet andre gode bureauer, så er det stadigvæk Magnum, som næsten alle gerne vil ind i. Det kan vi se på antallet og kvaliteten af de ansøgere, vi får,« siger Myrthu.

Men Magnums opbygning gør bureauet tungt. I en verden, hvor de fleste medievirksomheder er ejet af endnu større konglomerater, er Magnum et koorperativ ejet af medlemmerne.

»Konstruktionen kan gøre det svært at træffe beslutninger og starte nye ting, for ofte vil fotograferne hellere trække pengene ud end lade dem blive stående i bureauet. Det kan til tider gøre det lidt kommunistisk og trægt. Man kommer ikke med i Magnum, hvis man ikke er rigtig god til at tage billeder, men man kommer heller ikke med, hvis man ikke er god til at spille det politiske spil, for der er et helt klart magtspil, som omvendt også kan være med til at skabe dynamik. Lige fra starten har der været en deling mellem på den ene side den kunstnerisk orienterede Henri Cartier-Bresson og på den anden side den hardcore dokumentarist Robert Capa. Gennem historien er der ofte på skift kommet én ind på hver fløj, og spændingen mellem de to grupper har skabt noget kunstnerisk unikt. Så de mange og lange diskussioner har skabt noget positivt, men har også været skyld i, at dygtige fotografer ikke er kommet ind, fordi man ikke kunne blive enige,« siger Bjarke Myrthu.

Jacob Aue Sobol hedder manden, som måske kan blive den første dansker, der for alvor træder ind i rækkerne. Indtil videre er han trådt i Joachim Ladefoged og Jan Dagøs fodspor, da han i juni blev valgt ind som nominee. Sobol er en fotograf, der deler vandene, og der er mange, der spændt vil følge med i, hvordan han vil klare de næste par år som prøvemedlem. Han har aldrig været i en krigszone eller dokumenteret den barske virkelighed i verdens brændpunkter, der er tradition for i Magnum. I stedet har han lavet udstillinger og bøger med meget personlige sort-hvide fotografier fra Grønland, Japan og Guatamala, hvor han ikke tilstræber det objektive dokumentariske billede, men et udtryk, hvor han selv er til stede som beskuer.

»Jeg var meget glad for, at de kunne se kvaliteten i det, jeg lavede, for det er nogle meget personlige og subjektive projekter. I de senere år har man set, at der er kommet fotografer ind, som laver mere og mere personlige billeder, og det personlige udtryk ligger i tiden. Det handler ikke så meget om at være på det rette sted på det rette tidspunkt, som dokumentarfotograferne har prædiket. Det handler mere om et møde mellem fotografen og hans motiv,« siger Jacob Aue Sobol på en telefon et sted i Bangkok, hvor han er for at arbejde.

Til daglig bor Sobol i Tokyo, og det er også her, han finder de fleste af sine motiver. Sobol har forstået, at det kræver mere end bare fotografier af høj kvalitet at komme ind i Magnum. Så inden han søgte ind, mødtes han med flere af medlemmerne for at vise sit portfolio frem og tale med fotograferne personligt. Og det bar frugt. Ud af 500 ansøgninger kom 12 til afstemning i juni, og Jacob kom ind sammen med to andre.

»Bagefter troede jeg, at jeg bare skulle hjem igen, men jeg blev inviteret med til møder med de største fotografer i fire dage i træk, hvor alt blev diskuteret. Det var helt fantastisk at have mulighed for at diskutere med de største fotografer og høre, hvad de synes om ens arbejde. Josef Koudelka, som har været medlem siden 1974, kom over og klappede mig på skulderen og sagde »Don’t panic, don’t panic,« siger Sobol.

Men i et bureau, hvor man lægger mellem 35 og 45 procent af sine indtægter, kan det være svært, når man kun laver cirka et projekt om året, der finansieres med legater og fondsmidler.

»Det har aldrig været en prioritet for mig at tjene penge på mit fotografi, og jeg har altid kunnet finansiere mine projekter med fondspenge. Jeg synes, at der er alt for meget fokus på det økonomiske i forhold til, hvor lidt relevant det er. Jeg kender ingen grupper, hvor man ikke smider en procentdel af det, man får, for en opgave. Magnum ved, hvilken type fotograf jeg er, og de vil have, at jeg fortsætter med at lave det, jeg er god til. Jeg har smidt de billeder på bordet som er mig, og det er det, de har valgt mig ind for. Ikke for at lave en krigsreportage,« siger Sobol, der alligevel har solgt billeder til magasinet Newsweek. Han mener, at medierne verden over er blevet mindre konservative og kan se det spændende i det personlige og mere kunstneriske fotografi. Derudover er Magnum begyndt at satse mere på bøger og gallerier, så der kommer indtægter for salg af prints, og Aue Sobol har indtil videre koncentreret sig om at lave sit bogprojekt færdigt og har endnu ikke lavet nogle bestilte opgaver. Så han har ikke tænkt sig at ændre sit liv radikalt, bare fordi han kan skrive Magnum-fotograf på visitkortet.

»Det er klart, at jeg arbejder meget, og i det halve år der er gået, siden jeg blev medlem, har jeg fået produceret mere end på det halvandet år før, jeg blev medlem. Jeg flyttede til Japan, fordi jeg er kæreste med en japaner, og ikke fordi, jeg synes, at man nødvendigvis skal tilsidesætte alt andet for at blive medlem. Jeg har fået en masse energi, og det var fantastisk at få det skulderklap. Jeg har en masse ting, jeg gerne vil fortælle, og der er hele tiden nye møder med mennesker at fotografere,« siger han.