Museumsinspektør: »Man kan sagtens debattere Knud Rasmussen, men ikke i den aktuelle kontekst om racisme«

Knud Rasmussen har altid været en folkehelt i både Danmark og Grønland, men denne sommer blev hans buste overmalet med rød maling. Det er så uretfærdigt, mener Søren la Cour Jensen, der er museumsinspektør ved Knud Rasmussens Hus uden for Hundested.

Knud Rasmussens buste i Hundested blev 30. juni overmalet med rød maling. Var det en politisk aktion mod koloniseringen af Grønland eller blot hærværk? Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Enemark Sørensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 30. juni i år blev busten af polarforskeren Knud Rasmussen, der står foran Hundested Bibliotek, overhældt med rød maling. Hærværket skete efter en lignende aktion i Grønland, vendt mod den danske-norske missionær Hans Egede, hvis buste i Nuuk desuden fik påskriften »Decolonize« – altså et opråb om at afkolonisere Grønland.

Ligeledes blev en statue af Hans Egede i København overmalet og fik påført teksten »Decolonize«. Disse aktioner kan ses i forlængelse af stormløbet mod statuer i blandt andet USA og Storbritannien, hvor protester mod racisme og kolonialisme har ført til vrede mod historiske personer.

Knud Rasmussen var opvokset i Jakobshavn og lærte tidligt grønlandsk og at køre slæde. Han ønskede at udforske inuitternes verden, som ellers var ganske ukendt for danskerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Knud Rasmussens Arkiv.

Hærværket var lidt af et chok, for netop Knud Rasmussen, der er noget af en folkehelt i Danmark, er også hyldet i Grønland, fordi hans indsats bestod i at bevare og formidle oprindelig grønlandsk kultur til den danske offentlighed.

»Alt, hvad der sker i nutiden, påvirker naturligvis også museerne. Vi er i disse år med i et større europæisk projekt om migration og forholdet mellem minoriteter og majoritet. Vi interviewer grønlændere i Danmark om deres møde med Danmark og danskerne, om deres liv og kultur,« siger museumsinspektør Søren la Cour Jensen, der er daglig leder af Knud Rasmussens Hus og Arkiv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Jeg var ked af det, for jeg mener ikke, at Knud Rasmussen bør trækkes ind i denne debat. Man kan sagtens debattere Knud Rasmussen, men ikke i den aktuelle kontekst om racisme og overgreb på den grønlandske befolkning. Det er blot med til at forvanske hele debatten, som jo i sin substans er interessant. At spraye maling på ham, er at afspore en debat, som egentlig er reel nok. Jeg vurderer faktisk heller ikke, at der ligger dybere tanker bag hærværket,« siger Søren la Cour Jensen, der er museumsinspektør ved Knud Rasmussens Hus. Huset, som Knud Rasmussen byggede til sig selv i 1917, blev efter hans død i 1939 blev gjort til museum. Her er der mulighed for at opleve minder fra Knud Rasmussens videnskabelige ekspeditioner i Grønland og se hans autentiske genstande og møblement. Huset ligger i skønne omgivelser lidt øst for Hundested.

Harald Molkte var maler og deltog i en række grønlandstogter. Han var også sammen med Knud Rasmussen på dennes første ekspedition. Moltke malede en række motiver fra Grønland, og dette maleri blev i år erhvervet af Knud Rasmussens Hus. Det viser inuitter, som man kan identificere. Fold sammen
Læs mere

Hvem var Knud Rasmussen?

Selv om Knud Rasmussen allerede døde i 1933, så er han ikke glemt hverken i Danmark eller i Grønland. Der udkommer stadig bøger om ham, og hans hus i Hundested er velbesøgt.

Knud Rasmussen voksede op i Jakobshavn (nu Ilulissat)  i Vestgrønland, hvor hans far var præst. Hans mor var delvist af grønlandsslægt. Da han var 12 år gammel, kom han til Danmark for at gå i skole, og han kom allerede i 1902 på sin første grønlandsekspedition, sammen med grønlandsforskeren Ludvig Mylius-Erichsen og maleren Harald Moltke. Ekspeditionen samlede genstande og fortællinger og historier om grønlændernes oprindelige kultur. Dengang havde meget få mennesker udefra besøgt inuitternes isolerede bosteder, og danskerne vidste meget lidt om deres liv.

Knud Rasmussen foretog senere dristige og farlige ekspeditioner til Grønland og Alaska. I 1921 tog han således på den længste slædetur nogensinde, tværs over det arktiske Nordamerika. Hans indsamling fra inuitter blev af afgørende betydning for vores viden om dem.

I Danmark blev Knud Rasmusen snart en folkehelt. Han kendte personligt kongen og statsminister Stauning og var ombejlet af danske kvinder. Hans grønlandske baggrund, farlige rejser og vitalitet tiltrak sig stor opmærksomhed, ligesom hans fremmedartethed fascinerede. Balletmesteren Harald Lander beskrev, hvordan Knud Rasmusen en tidlig morgen kl. tre på dansegulvet i danseetablissementet Adlon blev overmandet af en indre drift: » … man kunne mærke, hvordan rytmen havde et voldsomt tag i ham – han slap sin dame, rev smokingjakken af og begyndte at danse trommedansen. Jazzmusikken forstummede; folk, der før havde snakket og sludret, tav stille og styrtede mod dansegulvet, hvor de stillede sig i ring og betaget stirrede på Knud Rasmussen.«

Knud Rasmussen hos inuitter under en af sine mange ekspeditioner. Han talte selv grønlandsk – i modsætning til andre grønlandsforskere – så han havde bedre mulighed for at komme tættere på inuitterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Knud Rasmussens Arkiv.

I Thule grundlagde han i 1909 en missionsstation og i 1910 sammen med Peter Freuchen tillige en handelsstation, der samtidig skulle være udgangspunkt for fortsat ekspeditionsvirksomhed. Denne station blev senere købt og videreført af den danske stat. Hans indsats er en del af årsagen til, at Østgrønland i 1933 tilfaldt Danmark ved Den Internationale Domstol i Haag, som afslutning på konflikten med Norge om Østgrønland .

I 1908 blev Knud gift med Dagmar Andersen, og de fik tre børn. Når Knud Rasmussen var hjemme fra sine langvarige rejser, arbejdede han ofte i sit hus i Hundested, og her holdt han også ferier med sin hustru. På sin sidste Thule-ekspedition, i 1933, blev Knud Rasmussen alvorligt syg, og han døde samme år, kun 54 år gammel. Da blev der landesorg i både Danmark og Grønland.

Knud Rasmussen i sit arbejdsværelse i Knud Rasmussens Hus i Hundested. Fold sammen
Læs mere
Foto: Knud Rasmussens Arkiv.

En hård og herskesyg herre

En af biografierne om Knud Rasmussen er skrevet af Niels Barfoed og hedder »Manden bag helten« (2016). Her tegner Niels Barfoed et sammensat billede af Knud Rasmussen. Han var ikke blot i levende live forgudet af mange grønlænderne; han var regulært elsket af dem, som han af et ærligt hjerte hjalp, skriver Niels Barfoed. Men Barfoed tilføjer, at adskillige syntes, at han var en hård og herskesyg herre. Til tider udviste han udviste godsejermanerer.

Der er citater af Knud Rasmussen, der peger på, at han repræsenterede den vestlige kultur og kolonialisme som en modsætning til inuitternes egen kultur. For eksempel lyder et citat: »Alle naturfolks liv i fremtiden er kun afhængigt af dets udviklingsmuligheder under nye forhold: vejen frem må gå over deres egen races lig. Det, som det derfor gælder om, er at give naturfolkene i deres sind og gemyt en så skånselsfuld og varsom død som muligt.«

Hvad siger du, Søren la Cour Jensen, til den slags citater?

»Jeg kender godt citatet, som han første gang formulerer i 1906. Jeg blev selv lidt overrasket, da jeg faldt over det. Det er ikke hans ønske at fremme den udvikling, men han mener, at det er uundgåeligt. Så hans pointe er, at vi må sørge for, at det sker så blidt som overhovedet muligt for at skåne inuitterne. I øvrigt var Knud Rasmussens tanker ganske repræsentative for perioden, hvor man mente, at udviklingen automatisk ville forandre alle oprindelige folks kultur, så dér adskilte han sig ikke fra andre. Men han arbejdede for at dokumentere og bevare den gamle kultur og for at sikre befolkningens tarv.«

Hvad kaldte Knud Rasmussen de »indfødte«?
»Han kaldte de kristne »indfødte« for grønlændere og de ikke-kristne for eskimoer.«

Er der i dine øjne noget nedsættende i udtrykket eskimo?
»Der ligger generelt i det oprindelige udtryk noget nedsættende, altså at en eskimo var noget primitivt, noget dyrisk, at de ikke var så udviklede som andre mennesker. Her på museet bruger vi betegnelsen inuit, der jo netop betyder menneske, i kontrast til eskimo.«

Hvordan oplever du den identitetspolitiske bølge, der har ramt mange museer og blandt andet fået Nationalmuseet til at fjerne ordet »eskimo«. Vil I gå skridtet videre og blive en slags identitetspolitiske aktivister?
»Alt, hvad der sker i nutiden, påvirker naturligvis også museerne. Vi er i disse år med i et større europæisk projekt om migration og forholdet mellem minoriteter og majoritet. Vi interviewer grønlændere i Danmark om deres møde med Danmark og danskerne, om deres liv og kultur. Vi skal ikke som museum nødvendigvis være aktivistisk, men vores projekt med interview af grønlændere er jo en naturlig forlængelse af museets arbejde, som du derfor godt kan se som en interesse i vor tids identitetspolitiske debat.«

Foto fra starten på den såkaldte litterære grønlandsekspedition 1902-1904. Fra venstre maleren Harald Moltke, forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen og den purunge Knud Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Knud Rasmussen var den magiske brobygger

I Niels Barfoeds øjne er det afgørende, at Knud Rasmussen som ingen anden havde en umiddelbar sympati for og indlevelse i grønlændernes liv, der hang sammen med hans barndom i Jakobshavn. Desuden talte han deres sprog og deltog gerne i deres dagligdag. Han gav dem, skriver Niels Barfoed, i sine skrifter og i sine foredrag en værdighed og betydningsfuldhed i den »hvide« bevidsthed, som ingen andre hidtil havde givet dem.

»Han havde en ubetvingelig trang til at fortælle »danskerne«, hvem disse folk i deres sind og hjerter er. Dér, på dette indre plan, foretog han en magisk »brobygning« af helt enestående art, og den var det modsatte af splittelse!« skriver Niels Barfoed.

Grønlænderne i Danmark er ifølge Søren la Cour Jensen ofte gæster på museet:

»Man skal huske, at Knud Rasmussen ikke blot var en dansk nationalhelt, men også af grønlænderne blev opfattet med meget stor veneration. For han formåede at formidle deres kultur og skæbner til en bred dansk offentlighed på bedste måde. Derfor er malingen så uretfærdig,« siger Søren la Cour Jensen.