Munthe plus Simonsen: Minimalistisk romantik

Modeuge: Med vovet konsekvens fusionerer Munthe plus Simonsen florlet romantik med cremefarvet minimalisme

Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Det er slut med at sætte lighedstegn mellem Munthe plus Simonsen og den luksushippiestil, de var eksponenter for i mærkets storhedstid. Men det er godt nyt, for afløseren - den minimalistiske tilgang, som Naja Munthe og Karen Simonsen har taget til moden - er tidsvarende og luksuriøs anno 2008.

Efter at flere designerkolleger havde vist sommertøj domineret af sort, grå, blå og lilla, viste Munthe plus Simonsen en kollektion, der umiddelbart lignede en demonstration: Sådan laver man sommertøj. De mange hvide silkekjoler varierede i snit og længder, men havde alle tilfælles, at man på flere meters afstand nærmest kunne mærke følelsen af den fine silke mellem sine hænder. Mens de hvide nuancer i elfenben og creme sammen med detaljer af blonder og kniplinger fik jeres udsendte til at tænke på en sval eftermiddag ved en flodbred på et maleri af Renoir.

Som et overlegent træk havde designerne kombineret hvide kjoler med pink og rød. En A-formet nederdel med en bondebluse, der var pink forneden og rød foroven vakte begejstring blandt publikum, der bl.a. talte skuespillerne Sonja Richter og Sofie Lassen-Khalke og sangerinden Shirley.

Bonderomantikken huserede på podiet, men væk var fjer, pailletter og frynser. I stedet var lange silkebånd i pangfarver og rå indslag som små læderveste i bolerosnit og brede bælter besat med store, hvide kugler. Bukserne var smalle og cigaretformede, de mange shorts ultrakorte og i herrebuksesnit á al 1980erne. Gerne med en fold, som om de var smøget op.

Stramme sorte gamacher i shiny look og smalle hvide bukser bidrog med en mere sensuel tone, men de fleste af bukserne var brugbare.

Sommerpigens signatur hos Munthe plus Simonsen er imidlertid de enkle, luksuriøse kjoler i hel hvid og hel lilla. Plus den visuelt pirrende sammensætning af varm rød og pink.

Munthe Plus Simonsens bud på forårs- og sommermoden 2008 er en silhuet præget af rene linjer og bløde former. Romantisk hvid og heftig rød. Minimalistisk og moderigtig.