Mr. White vil helst være Hr. Usynlig

End ikke Manden med Ståltænderne kan være med her: For tredje gang er Jesper Christensen med i en James Bond-film som skurken Mr. White. Privat vil den danske skuespiller ikke bare være hvid, men allerhelst Hr. Usynlig. Vi tegner et portræt af dem begge.

Skuespiller Jesper Christensen er med i den kommende Bond-film ’Spectre’ Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hr. Usynlig

Hans privatliv rager ikke nogen, faktisk forstyrrer det hans arbejde som skuespiller. Derfor nyder Jesper Christensen at tage til udlandet og indspille film og så ellers være i fred – sådan da – herhjemme.

Jeg ved ikke, om følgende historie er sand, men den er meget skæg:

Skuespillerinden Birgitte Raaberg – altså Susan Himmelblå, hende, der spillede Kim Larsens store kærlighed i »Midt Om Natten« – havde engang bestilt vinduespudser. Hun var sød og venlig mod ham, bød på kaffe, og kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor vinduespudseren var så forbandet sur. Indtil han efter nogen tid vendte sig om mod hende og sagde: »Hvordan f-a-n-den kunne du gå i seng med Erik Clausen?«

Jeg fortæller historien til Jesper Christensen, der griner og snart begynder at fortælle om sine oplevelser med folk, der har svært ved at skelne TV og film fra virkelighed. Noget, der har fulgt ham, siden han startede som skuespiller i 1980erne. Og mens rollen som far i den populære TV-serie »Nana« mest gav positive reaktioner, kunne hans barskere roller godt få sindene til at boble.

»Jeg var engang ved at få bank af en slagtersvend fra Kødbyen. Han havde lovet sin lige så dårligt begavede mor, at hvis han nogensinde mødte mig … »Ham der, det dumme svin … så skulle han KRAFTEDME have nogen på bærret!« Det var, fordi jeg havde været med i tre ting, som var blevet vist i fjernsynet i løbet af en måneds tid.«

»I den ene rolle var jeg et virkelig dumt svin, der voldtog en stakkels lille grønlandsk pige. Så var der en rolle, som den her slagtersvend, og hans mor havde oplevet det, som om jeg gjorde nar ad de handicappede, hvad jeg overhovedet ikke gjorde – jeg spillede bare en spastisk lammet i rullestol, der prøvede at købe nogle ting i en butik og blev beskyldt for at være fuld. Og så var der vist en rolle mere, som jeg har glemt. Men jeg havde altså spillet tre dumme svin, og så skulle jeg have bank, hvilket jeg kun med nød og næppe slap fra. Slagtersvenden havde overarme, som jeg havde lår, og han sad og holdt fast i mig, mens han forklarede mig, hvilket dumt svin jeg var. Jeg sagde, at det jo bare var nogle roller. »Ja, men man kan jo ikke lave sådan noget, hvis man ikke har det i sig! Så et eller andet er der jo galt med dig!« sagde han,« husker Jesper Christensen.

Påpasselighed

»De kigger dig lige i øjnene, men du er ikke rigtig virkelig over for dem. De har ikke fornemmelsen af lige at sige »Dav« eller »Vi kan godt lide dine serier« eller på anden måde forholde sig til dig som menneske.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Vi sidder i et nedslidt mødelokale på SAS-hotellet i København, hvor et par Svane-stole og en sofa gør, hvad de kan for at give mindelser om fordums storhed på det Arne Jacobsen-tegnede hotel. Her på hotellet foregår den danske promovering af den ny James Bond-film »Spectre«, hvor Jesper Christensen for tredje gang spiller skurken Mr. White. Og når vi taler om at være kendt, hænger det sammen med, at Jesper Christensen om nogen værner om det, han lever af: Sit ansigt.

Du ser ham ikke i reklamer. Han stiller ikke op i diverse underholdningsprogrammer på TV. Han ytrer sig kun en sjælden gang i det offentlige rum – for nylig kunne man se ham på en plakat rundt omkring i København, hvor han med kollegaen Charlotte Munck talte for at bevare Danmarks kyststrækning, som den er. Og lige nu er han ambassadør for Dansk Flygtningehjælp. Men derudover er der lukket.

Selv medvirken i danske TV-serier er han forsigtig med, selv om han sidste år tog rollen som Thomas i »Arvingerne« og også instruerede et afsnit i serien. Men eksponeringen på dansk TV bliver ham hurtigt for meget, for han får flere af de oplevelser, han ikke er så vild med, når han er på TV – i modsætning til biografpublikummet, som han anser for mere »sofistikeret«.

»Jeg har prøvet at holde mig fra danske TV-serier, for man bliver kendt på en meget grundigere måde. Derfor har det passet mig godt de sidste mange år at tage til udlandet og lave film, for så kan man gå mere i fred herhjemme. Men så kom »Arvingerne«,« forklarer han og fortæller om en mandag formiddag i den lokale Irma på Christianshavn.

»En dame kom farende over til mig og sagde: »Mon ikke du liiige hidsede dig lidt for meget op der!?« Jeg gik ud af butikken og tænkte: »Hvad pokker talte hun om? Jeg hidsede mig da overhovedet ikke op, jeg gik jo bare der i Irma. Hvad handlede det om?« Og først langt senere går det op for mig, at min figur i den her TV-serie var vred og skældte nogen ud i den episode, der blev vist i TV aftenen før. Jeg kan godt blive chokeret over, hvor 1:1 mange folk opfatter det, de ser i fjernsynet.«

Har du mange af den slags oplevelser?

»Det har været slemt i forbindelse med »Arvingerne«. Jeg har lige oplevet det meget i Århus. Jeg var på ARoS, og der står man jo ligesom stille og kigger på det, de har hængt op eller stillet op i de der bygninger. Og der kom der altså flere folk over til mig. De fanger dit blik og holder blikket med dig, mens de råber til dem, de er sammen med og vinker dem over: »HEY, se lige, hvem der står der! Har I set, hvem der står der!« De kigger dig lige i øjnene, men du er ikke rigtig virkelig over for dem. De har ikke fornemmelsen af lige at sige »Dav« eller »Vi kan godt lide dine serier« eller på anden måde forholde sig til dig som menneske. Jeg ved ikke, hvad det er. Du bliver intetkøn. En kendt.«

Fokus på rollen frem for privatpersonen

Det skal dog ikke opfattes som klynk, forsikrer Jesper Christensen. Blot et svar på mine spørgsmål om, hvorfor han er så privat grænsende til det hemmelighedsfulde. Han er uddannet børnehavepædagog. Gammel slumstormer fra den yderste venstrefløj. Dog ikke nogen særlig god stalinist, hvis han selv skal sige det. Men ellers er oplysningerne om ham sparsomme.

»Jeg bryder mig ikke om den opmærksomhed. Jeg synes heller ikke, det rager folk, hvem jeg er gift med, og hvad mine børn laver. Faktisk er der noget paradoksalt ved at være skuespiller og så overhovedet eksistere som privatperson. Det er skadeligt, for man bruger jo måneder og nogle gange år af sit liv på at bygge en rolle eller en figur op, som skal have et så overbevisende liv som muligt. Og det skal helst ikke overskygges af, at folk tænker: »Er det ikke ham, der var gift med …« og »Han har da to børn … nej, han har da ingen børn …« og »Var det ikke ham, der … Nå, nej det er ham den høje« og »Blablabla«. Alt det der lort skal i den ideelle verden ikke forstyrre ens arbejde. Det er bare flimmer.«

Hvis man havde fortalt dig, da du spillede Nanas far i 1980erne, at om 30 år ville du være verdensberømt James Bond-skurk – ville du så have troet på det?

»Hmmm. Jeg ville måske nok have troet på det, men jeg havde nok også svaret: »Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg skal, du!« Ikke for at lyde højrøvet, men …,« starter Jesper Christensen og fortsætter:

»Jeg skal sige dig, hvem mit første skuespillerforbillede var, for det siger noget om mig: Jørgen Buckhøj. Før han var med i »Matador«. Dengang var han en birolleskuespiller i Danmark, som havde alle kollegernes respekt, for han var nemlig god. Han lavede altid små interessante figurer. Og han havde hele tiden noget at lave, men der var ingen uden for branchen, der kendte ham. Så kom »Matador«, og det hele blev ødelagt for ham. Han kunne ikke spille noget som helst andet og var nødt til at blive teaterdirektør, hvad han slet ikke var bygget til eller havde lyst til dybest set. Man tænkte måske »Nu får han en stor succes, så bliver det vel nok skægt.« Men nej, det blev det ikke.

»Han blev vældig berømt, og så kunne man ikke caste ham som noget som helst. For han var jo Mads Skjern! Men før »Matador« var han min helt. Jeg tænkte: »Hvis man kan lave den, Jesper.« Hele tiden have noget at lave. Hyggelig at være sammen med. God kollega. Dygtig. Alles respekt. Sådan skal det være. Så hvis du kom og fortalte mig, at jeg skulle være verdensberømt James Bond-skurk, havde jeg sgu nok sagt: »Det skal jeg lige tænke over.«.«

Skurken blev helten for Jesper Christensen

Jesper Christensens hovedrolle i »Bænken« fra 2000 gav ham internationale roller, der gjorde det muligt for ham at forlade teatret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup .

Men Jesper Christensen blev James Bond-skurk. Og i stedet for at dræbe ham som skuespiller, gav rollen som Mr. White ham nyt liv. De internationale roller dukkede op i starten af 00erne efter hans hovedrolle i Per Flys »Bænken« fra 2000, der fik international anerkendelse. Rollerne gjorde det muligt for ham at forlade teatret, hvilket han gjorde øjeblikkeligt. Jesper Christensen har ikke spillet teater siden 1998.

»Hvis ikke »Bænken« havde smidt mig ud i verden, havde jeg været nødt til at lave teater ind imellem, for du kan ikke leve af kun at lave film i Danmark. Så det var meget heldigt for mig, for jeg var virkelig træt af teater. Jeg havde krise i forhold til kunstformen. Den var begyndt at irritere mig. Du skal jo tale, så de kan forstå, hvad du siger 30 meter væk. Og lave en fuldkommen overdreven mimik. Så kan jeg bedre lide at lave film, hvor du kan arbejde mere 1:1 og få alle de små nuancer med. Jeg synes også selv, at oplevelsen var så meget rigere, når man gik i biografen. Så teater ville jeg gerne have lov at slippe for, og det fik jeg lov at slippe for. Og det var fantastisk,« forklarer Jesper Christensen.

»Nogle af filmene har jo givet penge, så jeg har i perioder kunnet holde fri i et år. Og det er jo fantastisk. Så kan man selv bestemme, hvad man vil lave. Det er ikke, fordi jeg synes, det er drømmen at holde fri i et år – det er virkelig ikke min forestilling om lykken. Men det at man kan vælge jobs fra, som man egentlig ikke har lyst til – og vælge sjove jobs til, som ingen penge giver eller som måske lige frem koster – det er så forkælet. Så de internationale roller har gjort en kæmpe forskel i mit liv.«

Hvad er det, du ikke vil bryde dig om ved ikke at lave noget et helt år?

»Jeg ville savne det sociale helt sindssygt meget. Jeg elsker film. Holdfølelsen. Jeg synes, det er spændende at være sammen med de andre skuespillere. Snakke med dem. Det er nok mest det. De første par måneder kan jeg sagtens ligge og læse bøger – sådan som jeg gør i øjeblikket. Men efter et par måneder eller tre, så er der en cirkushest, der siger: »NU har vi siddet længe nok her. Lad os så komme ud!«

Så selv om du er blevet 67 i år, går du ikke i pensionstanker?

»Jeg håber ikke, jeg skal på pension nogensinde. Så skal det være, hvis jeg tvinges af min fysik. Men jeg tror, jeg ville blive en sølle pensionist. Jeg vil nok bare sidde og spille spil dagen lang. Kede mig. Og tænke: »Hvor blev de af alle sammen?«.«

Den indre kritiker

Som alle andre store skuespillere har Jesper Christensen en hjemmeside, så han er til at kontakte. Og selv om også den er sparsom med informationer ud over de rent faktuelle, ligger der under den sidste fane et par spor til privatpersonen Jesper Christensen. Episoder, hvor han har sat sig til tasterne og skrevet læserbreve. Det skete, da Jørgen Leth blev pillet af som cykelkommentator, fordi han skrev om sex med kokkens datter på Haiti. Det skete efter massakren på Utøya. Og efterfølgende i en replik til Pia Kjærsgaard.

Hvad handler det om?

»Årh, det er noget gammelt noget. Jeg skal også have fjernet dem. Men nogle gange løber glasset jo over. Når den slags sker, eller når mine partier mister magten …«

Hvad er det sidste valg udtryk for?

»At det går den gale vej, og at det er meget svært at bevare optimismen. Det er helt tydeligt, at kapitalismen som system har nogle fejl i sig, som er ved at slå os allesammen ihjel. Samtidig drukner alle forsøg på at kritisere systemet og sige »Vi må lave det om. Der er nogle ting, vi har forladt på vejen, som vi ikke skulle have smidt væk«, fordi vi lever i en overvågningsstat, som gør alle former for oprør omsonst – Stasi, go home! Og de få, som skriver om problemerne og prøver at afsløre det, er folkefjender og må gemme sig i huler rundt omkring. Edward Snowden. Julian Assange. Alle sociologiske undersøgelser gennem tiderne viser, at ulighed er gift for vores samfund, men de fattige bliver fattigere, og de rige bliver rigere og færre.«

»Vores demokrati bliver mere og mere udhulet, bliver købt. Meninger bliver styret af penge i højere og højere grad. Vi har al mulig viden om miljøproblemer og verdens tilstand, men vi handler ikke på det, fordi der er nogle ting i det kapitalistiske system, som er hellige, og som gør, at vi kan ikke kan foretage de nødvendige miljømæssige tiltag. De strander alle på store korporationers ejendomsret til ressourcerne ... Jamen, det holder nærmest ikke op. Jeg synes fanme ikke, det går særlig godt … Og så siger folk: »Jamen, du er også en gammel idiot. Er det ikke bare noget med, at alting var bedre i gamle dage?«

»Og der må jeg sige: Visse ting var bedre i gamle dage. Ligheden var større i Danmark, for eksempel. Vi havde et større råderum, vi var i meget højere grad med til at bestemme, hvordan Danmark skulle se ud, fordi vi ejede lyset, strømmen, vandet, hospitalerne. Det var os, der bestemte over det. Det er det ikke mere. Og det er meget bekymrende, synes jeg.«

Mr. White

Alle mænd ligger under for James Bond-hypen, mener Jesper Christensen, der var på allerede under Sean Connery-æraen.

Jesper Christensen som Mr. White i den ny James Bond-film »Spectre«. Han har tidligere medvirket i »Casino Royale« (2006), »Quantum of Solace« (2008).Foto: Metro-Goldwyn-Mayer Pictures/Columbia Pictures Fold sammen
Læs mere

Når den 24. James Bond-film »Spectre« har dansk premiere på fredag, er den danske skuespiller Jesper Christensen med for tredje gang som skurken Mr. White – i selskab med Daniel Craig som Bond, Monica Belluci som aldrende Bond-babe og Ralph Fiennes som medskurk.

Og meget mere får man ikke at vide. I en trailer til filmen ser man en syg, langskægget og tydeligvis afkræftet Mr. White sige til Bond: »You’re a kite dancing in a hurricane«. Men hvem, hvad og hvorfor kan man ikke få meget mere at vide om. For lige så hemmelighedsfuld Jesper Christensen er om sit privatliv, lige så klausuleret er han som Bond-skuespiller.

Hvor meget må du sige om den nye James Bond?

»Ja, så snart der er lidt penge involveret, må man ikke sige så meget, fordi filmen skal lanceres på en ganske bestemt måde. På mange af de store produktioner må man ikke engang sige, at man har været til casting. Der sidder så mange mennesker, som får deres løn for at styre det her skib pressemæssigt. Og på en måde forstår jeg det godt. De her Bond-fans har et ejerskab og en konservatisme i forhold til filmene, som er virkelig grimt indimellem. Hver gang, der kommer en ny Bond, er der dele af fanskaren, der går amok og synes, det er fuldstændig håbløst. I deres øjne er der ingen, der kan være Bond – på nær alle de andre, der lige har været det. Men når der så er gået et halvt eller trekvart år, så er Daniel Craig ikke nogen idiot eller tøsedreng længere, så er han pludselig skidegod. Og så vil den næste, der kommer efter ham, få at vide, at han slet ikke kan hamle op med forgængerne.«

Hvad kan du sige om din rolle?

»Det er en lille rolle, men den har en vigtig funktion. Den onde overorganisation, Spectre, viser sig stadig at findes. Mere kan jeg ikke sige. Man kan hurtigt komme til at fortælle for meget. Men jeg hjælper Bond, og det er jo noget mærkeligt noget, når vi tidligere har prøvet så intenst at slå hinanden ihjel.«

Beskriv dit første møde med Bond-holdet. »Casino Royale« fra 2006 var den første, du medvirkede i.

»Det er sjovt, for som mand ligger man under for al den der hype, der er omkring James Bond. Man kan godt grine ad det, men Sean Connery og »From Russia With Love« synes jeg satme var gode. Robert Shaw som skurk … Han var altså god! Dengang var jeg en meget ung mand (filmen er fra 1963, red.), men den film kunne jeg rigtig godt lide. Så faldt interessen lidt i tiden efter Sean Connery, måske endda allerede før, fordi filmene blev lidt for meget rutine.«

»Bond var efterhånden så meget ovenpå, at jeg var ligeglad med ham, for jeg var helt sikker på, at han nok skulle klare den. Det synes jeg ikke, man skal være. Den Bond, Daniel Craig spiller, er tilpas dum til, at man tænker: »Arrgh, det skulle du ikke have gjort …«. Og han er også brutal, der er ikke så meget engelsk overfladecharme over ham. Så jeg glædede mig til at indspille »Casino Royale«, for jeg kunne høre, der var noget andet på færde. Man blev mere realistisk og gjorde Bond dummere – det, synes jeg, var fedt.«

Hvor meget byder man selv ind med som skuespiller?

»Michael Campbell var instruktør på »Casino Royale«, og han kunne sit kram. På en måde var det lidt kedeligt, for han sagde: »Du kommer ind, stiller dig her foran kameraet, kigger derover, og så går du beslutsomt væk. Tror du, du kan finde ud af det?« »Joeh, det går nok liiiige.« Så det var faktisk skidekedeligt. Men når man så så det på lærredet: Fuck, det fungerede! Det første kvarter af »Casino Royale« – da vi var færdige med at løbe hen over alle kranerne og husene – hørte jeg mig selv der i Svendborg Bio, hvor jeg så filmen: »Hårhh, hårhh, hårhh…« Pludselig var jeg teenage-Jesper igen. »Yes, mand, sådan skal det være! Det er derfor, man laver Bond og ser det! Det kører!«

Jesper Christensen som Mr. White i den ny James Bond-film »Spectre«. Han har tidligere medvirket i »Casino Royale« (2006), »Quantum of Solace« (2008).Foto: Metro-Goldwyn-Mayer Pictures/Columbia Pictures Fold sammen
Læs mere