Motowns førstedame fylder 75 - og hun har stadig noget på hjerte

Som forsangerinde i The Supremes var Diana Ross en af musikscenens første sorte superstjerner. Som solokunstner er hun især kendt for discohits som »I’m Coming Out« og »Upside Down« - men også for sit rygte som en til tider krævende diva.

AWARDS-AMERICANMUSIC/
Diana Ross optræder stadig og gav en fremragende performance i 2017, da hun gæstede American Music Awards. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO ANZUONI

»Det tager lang tid at få lov til at være diva. Jeg mener, du må arbejde for det«. Sådan lyder et berømt citat fra Diana Ross, der må siges at være en af popscenens mest berømte divaer.

Og Ross har om nogen noget at have det i. Hun har haft mere end 18 nr. 1-hits og solgt mere end 100 millioner albums, hvis man tæller hendes udgivelser med The Supremes med.
Hun har som en af musikscenens første sorte superstjerner været med til at bryde de musikalske barrierer ned og brede soul og r&b-musikken ud til et bredt publikum. Og så er hun mere end bare en popstjerne - i takt med den succes, hun har opbygget som solokunstner, er hun blevet et ikon, der har inspireret en lang række af poppens største kunstnere.

​Hits på samlebånd

Diana Ross blev født 26. marts 1944 og voksede op i en middelklassefamilie i Detroit under navnet Diane. Hun er nummer to ud af seks børn, og hendes tipoldemor var en tidligere slave, der arbejdede som jordmoder efter den amerikanske borgerkrig.

»Hun fik især ros for sin præstation i filmen »Lady Sings The Blues«, hvor hun spillede hovedrollen som jazzlegenden Billie Holiday - en rolle, der indbragte hende en Golden Globe og en Oscar-nominering.«


Som teenager arbejdede Ross i et stormagasin i Detroit, hvor hun var den første sorte ansatte, der arbejdede uden for køkkenet. Men Diana drømte større drømme - hun ville være sangerinde.

Som 14-årig kom hun med i pigegruppen The Primettes sammen med fire jævnaldrende piger. I 1960 kom gruppen til audition hos det lokale, nystartede pladeselskab Motown Records, der stod bag navne som The Countours, Mary Wells og Smokey Robinson & The Miracles. Under sloganet »The sound of young America« ville pladeselskabsbossen Berry Gordy udbrede sort musik til hele USA.

The Supremes var en af 60ernes største navne. Her er Diana Ross fanget ved en koncert i K.B. Hallen i 1969, et år før hun gik solo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Pejstrup.

Gordy havde gjort det til sin metier at skabe hits på samlebånd, og han skrev kontrakt med pigegruppen, der blev omdøbt til The Supremes. Oprindeligt var Florence Ballard forsangerinde, men hun blev udskiftet med Diana Ross, der med sin nasale sopran og høje, slanke skikkelse var lettere at markedsføre til et hvidt publikum.

På Motown blev The Supremes undervist i sangteknik, sceneoptræden og etikette, og det hårde arbejde bar frugt. I 1964 fik de deres første nr. 1-hit med »Where Did Our Love Go«, der var skrevet af Motowns berømte sangskriverteam Holland-Dozier-Holland.

60ernes største pigegruppe

Med hits som »Baby Love« og »You Can’t Hurry Love« blev The Supremes 60ernes mest populære pigegruppe og var med til at brede soul og r&b ud til det hvide, købestærke mainstreampublikum. Som Diana Ross skrev i biografien »Nowhere to Run«, var The Supremes »en vigtig brobygger for unge sorte og hvide mænd her i landet, fordi der var tre sorte piger, som de åbent kunne nyde og endda begære - uden at tænke over, hvilken farve de havde«.

En anden vigtig faktor for The Supremes succes var udbredelsen af fjernsynet. I løbet af 60erne optrådte trioen utallige gange på populære TV-programmer som The Ed Sullivan Show og American Bandstand.

Florence Ballard var blevet erstattet af Cindy Birdsong, da The Supremes optrådte i K.B. Hallen i København i 1969. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Pejstrup.

Men i takt med, at gruppens succes voksede, opstod der splid mellem de tre medlemmer. Diana Ross fik et ry som lidt af en diva - hvilket kun blev understreget, da gruppen ændrede navn til Diana Ross & The Supremes. Det gjorde ikke situationen nemmere, da Ross i midten af 60erne indledte et forhold til Berry Gordy. I 1967 var kemien mellem Diana Ross og Florence Ballard på frysepunktet, og efter Ballard begyndte at drikke og tage på i vægt, blev hun smidt ud af gruppen og erstattet af Cindy Birdsong, der tidligere havde turneret med Patti LaBelle.

Varmblodet discodiva

I 1970 forlod Diana Ross The Supremes for at fokusere på en solokarriere. Hun fik et hit samme år med sin version af »Ain’t No Mountain High«, der gav hende hendes første Grammy-nominering. Op gennem 70erne gjorde Ross sig dog mere bemærket på det hvide lærred end på hitlisterne. Hun fik især ros for sin præstation i filmen »Lady Sings The Blues«, hvor hun spillede hovedrollen som jazzlegenden Billie Holiday - en rolle, der indbragte hende en Golden Globe og en Oscar-nominering.

Diana Ross’ sidste album på Motown blev en stor succes. Albummet »Diana«, der udkom i 1980, var produceret af legendariske Nile Rodgers fra discobandet Chic og var med til at relancere hende som en varmblodet discodiva.  »Upside Down« og »I’m Coming Out«, der var inspireret af Ross’ oplevelse af en dragperformance på en natklub, blev store hits og sidstnævnte et udødeligt LGBT-anthem.

»Hun har inspireret en lang række kunstnere fra Michael Jackson og Madonna til Beyoncé og ikke mindst Janet Jackson, der har samplet hendes hit på flere numre - bl.a. »Love Hangover«, der blev genbrugt på 1997-hittet »My Need«.«


Efterfølgende brød Ross med Motown og skrev kontrakt med pladeselskabet RCA til 20 millioner dollars, hvilket på det tidspunkt var en historisk stor pladekontrakt. Samarbejdet med RCA var dog ikke lig med nogen stor succes, og et par år senere vendte hun tilbage til Motown mod at købe sig ind i pladeselskabet.

Gift med rederiarving

Op gennem 90erne trak Diana Ross sig tilbage fra spotlyset og fokuserede på sit familieliv og sit ægteskab med den norske rederi-arving Arne Næss.

I 1983 blev de tre medlemmer af The Supremes  genforenet i forbindelse med Motown 25 - et stort TV-show, der skulle fejre pladeselskabets 25 års-fødselsdag. The Supremes optrådte med gruppens sidste hit, »Someday We’ll Be Together«, og ifølge flere kilder skubbede Diana Ross til Mary Wilson på scenen.

Så da Ross i 2000 i samarbejde med koncertbureauet SFX planlagde en stor genforeningsturné med The Supremes, sagde både Mary Wilson og Cindy Birdsong nej til at medvirke, hvilket naturligvis skabte overskrifter medierne. I stedet bookede Diana Ross to senere medlemmer af The Supremes, som var kommet med i gruppen, efter hun var gået solo. Turnéen blev dog aflyst efter blot ni koncerter på grund af dårlig økonomi.

Forsvarer Michael Jackson

Selv om Diana Ross’ kommercielt set aldrig har overgået succesen fra sit andet soloalbum, »Diana«, er der ingen tvivl om hendes indflydelse på musikscenen. Som solokunstner og som en af musikhistoriens første sorte superstjerner, der brød igennem til både USAs hvide og sorte publikum.

Hun har inspireret en lang række kunstnere, fra Michael Jackson og Madonna til Beyoncé og ikke mindst Janet Jackson, der har samplet hendes hits på flere numre - bl.a. »Love Hangover«, der blev genbrugt på 1997-hittet »My Need«.

Diana Ross ved en koncert i Schweiz i 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEFFEN SCHMIDT.

Ross har været nomineret til en Grammy 12 gange, men har aldrig modtaget den prestigefyldte pris. I 2012 modtog hun dog en Grammy Lifetime Achievement Award. Hun går fortsat på scenen, og i 2017 gav hun en legendarisk optræden ved American Music Awards.

I forbindelse med den omdiskuterede »Leaving Neverland«-dokumentar har hun netop været på Twitter for at forsvare sin ven Michael Jackson med et citat fra et Supremes-hit:
»Jeg har noget på hjerte her til morgen. Jeg tror og stoler på, at Michael Jackson var og er en fantastisk og utrolig kraft for mig og mange andre. STOP! IN THE NAME OF LOVE!«

Kilder: Interview Magazine, J. Randy Taraborelli: »Diana Ross - a biography«, »Diana Ross E! True Hollywood Story« og The New York Times.