Morten Resen: »Jeg hader at være noget særligt«

Tv-vært Morten Resen fik en brutal start i branchen. Men i dag nyder han at være på skærmen.

Morten Resen i hjembyen Helsinge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Han lå på radiostudiets gulv og stirrede op i loftet. Ude af stand til at bevæge sig var han et let offer for de negative tanker, der myldrede frem.

»Fuck mand.«

»Det her er det værste nogensinde.«

»Bare få mig ud herfra.«

»Aldrig mere.«

Det skulle ellers have været den største dag i Morten Resens liv. Radiovært – på P3 – allerede som 19-årig! Hvordan kunne det gå så galt?

Vi skruer tiden yderligere fire måneder tilbage. Til sommeren 1999.

Morten Resen stod og solgte en Kandis-plade i radio-tv-afdelingen i Kvickly i hjembyen Helsinge, da telefonen ringede. Denne gang var det ikke en kunde, der ville brokke sig, men en programchef fra Danmarks Radio.

»Det er dig, der har sendt uopfordrede ansøgninger og ringet herind løbende det seneste halvandet år, ikke?« spurgte kvinden i røret.

»Jo.«

»Vi vil gerne have, at du kommer ind og snakker med os.«

Kort tid efter skrev den nyklækkede student under på sit drømmejob. Optagelserne fra lokalradioen i Helsinge havde imponeret P3-cheferne, og han og et andet radiotalent, Michael Bernhard, skulle være værter på det ny program »Katapult«. Det skulle overtage pladsen fra det ikoniske »Maskinen« med Alex Nyborg Madsen. Morten Resens forventninger til P3 var enorme.

»Det måtte da være det mest tjekkede sted i verden. Jeg forventede store værtstræningsforløb og en supersej udvikling af det her nye program, vi skulle lave. Men jeg startede en måned før »Katapult« skulle i radioen og ham, der havde ansat os, var gået på barsel. Der var ingen til at byde os velkommen. Vi anede ikke engang, hvor vi skulle sidde,« siger Morten Resen, da Berlingske møder ham på tv-værtens stamsted – Café Mikkelsen i Helsinge.

Resen og Bernhard fandt dog et sted at sidde. Og de fik skruet et radioprogram sammen.

»Det var vildt, at vi skulle følge efter Alex Nyborg Madsen. Han var jo KONGEN dengang. Han spillede det her langhårede musik af mænd i læderbukser. Led Zeppelin-numre på otte minutter og den slags. Vi ville spille Spice Girls.«

Endelig var det den store dag, klokken blev 13.03. Michael og Morten præsenterede sig på Danmarks største radiokanal, gav deres email-adresse til lytterne og tændte for popmusikken. Ingen beskeder tikkede ind i indbakken i løbet af de kommende tre kvarter. Den digitale stilhed gav værterne selvtillid. Ingen var sure over, at de havde erstattet Alex Nyborg Madsen. »Vi er mega-fede. WE MADE IT,« råbte de kækt til hinanden i musikpauserne.

Så skete det.

DRs mailserver havde været nede i tre kvarter. Da den virkede igen, væltede en kaskade af hademails ind på computeren.

»Fra det ene sekund til det andet kastede computerskærmen ligesom op. Sur galde fra hele landet fyldte den.«

Hver eneste overskrift skar i Resens hjerte. »SVIN!«

»DØ«

»VI HADER JER«

»Vi vil have Alex tilbage«

»DANMARKS DÅRLIGSTE VÆRTER«

»Vi stormer radiohuset«

Maven snørede sig sammen hos den 19-årige knægt, og en chokerende, pulserende varme indtog resten af kroppen. For at klare den sidste time i æteren, måtte Resen slukke for skærmen. Forud for debuten havde han regnet med, at kolleger ville storme ind i lokalet med champagne og balloner og hurraråb, når de 57 minutter var gået. I stedet sluttede udsendelsen med, at han lod sig glide ned på gulvet i studiet i Radiohuset, mens tankerne galoperede. Her lå han, indtil en rengøringsassistent kom ind.

Her kan du høre et klip fra 1999 fra starten af Katapult. Artiklen fortsætter under klippet.

Det er 15 år siden. Alligevel rører det Morten Resen at snakke om episoden i dag. Den nu garvede radio- og tv-vært kalder det for den værste dag i sit arbejdsliv. Og lytternes had fortsatte. Hver dag, når han mødte på sit P3-job, lå en ny bunke mails og ventede på ham. 90 procent var negative og de ti procents ros ænsede han ikke.

De kommende tre måneder sneg han sig fra Radiohuset på Frederiksberg og ud i bilen. For han fornemmede, at hele Danmark følte, at han var en nar.

»Jeg ønskede at stoppe, for de hårde ord ødelagde mig fuldstændig. Og der var ingen chefer til at hjælpe mig med at håndtere det,« siger Morten Resen.

En dag talte han tilfældigt med Uffe Steenstrup –- en rutineret vært med programmet »Steenstrup og Partners«. Resen fortalte, hvor »forfærdeligt det hele var«.

»Gud! Er der ingen, der har fortalt dig det?« spurgte Uffe Steenstrup.

»Fortalt mig hvad?«

»Sådan er det at sende på P3. Mit program har været på i syv år, og jeg får stadig rasende mails hver dag. Men jeg sletter dem bare: Hvis der står »IDIOT« i emneteksten, er det nok ikke noget, jeg bliver glad af at læse,« fortalte Steenstrup.

Endelig gav knuden i Resens mave slip. Han traf et valg. Øjeblikke senere sad han foran sin computer og gav brevskriverne svar på tiltale: »Kære anonyme. Jeg er ked af, at du synes, jeg er en nar, der skal dø. Men hvis du vil uddybe din kritik af programmet, skal jeg nok forsøge at svare. Venlig hilsen Morten.«I den tone svarede han samtlige breve. Pænt og ordentligt. Han modtog positive svar. Folk beklagede deres uforskammetheder. »Vi troede slet ikke I læste jeres egne mails« og »Jeg havde bare en dårlig dag« og »Vi hører jer altid nede på værkstedet. I er faktisk rigtigt sjove« var blandt svarene.

»Det var, som om monsteret foran mig krakelerede. Det betød alverden, at jeg var gennem den her tur, for fra den dag besluttede jeg mig for at være et bare nogenlunde ordentligt menneske. Jeg ville forsøge aldrig nogensinde sige noget om andre, hvis jeg ikke kunne sige det til dem ansigt til ansigt. Jeg havde jo selv prøvet, hvor sindssygt nas det gør at sidde midt i stormen,« siger han.

»Jeg fik mit drømmejob og fik en knytnæve i maven fra det sekund, programmet gik i luften. Det minder mig om den måde, folk behandler hinanden på i dag på nettet. Se bare hvor meget galde, folk hver dag lukker ud om andre på Facebook og Twitter.«

Siden 1999 har internettet vokset sig enormt, og det vrimler stadig med mails og andre digitale henvendelser til Morten Resen, der er i gang med sit ottende år som vært på TV2’s Go’Morgen Danmark.

»I dag er jeg fuldstændig immun over for stort set alt. Jeg har ligesom været det værste igennem. Men jeg forstår stadig ikke, hvad det giver folk at opføre sig som svin på nettet. Det kan godt ske, at jeg bliver lidt »Mr. Nice Guy«-agtig at høre på, men jeg aner bare ikke, hvad folk får ud af at svine andre til. Og ofte folk, de ikke har mødt. Måske er der nogen, der er stolte af, at de tager stilling og tør sige noget? Det er et mysterium,« siger Morten Resen.

De mange år på skærmen betyder, at Resen ofte værtstræner yngre journalister, og et fast råd, han altid giver er, at de skal opføre sig ordentligt.

»Be nice! Og hvis du ikke har noget konstruktivt at komme med: Så hold mund. Er du sur, så fortæl det til din kone, dine venner eller råb det direkte ind i væggen. Hvis du skal skælde ud på andre, så sig det til personen, det drejer sig om. Og kun denne. De her offentlige udfald er blevet en del af vores samfund, og det irriterer mig virkelig.«

Ifølge Resen var årene på P3 barske, for i starten af 00erne var der en ubarmhjertig arbejdskultur i DR. Det gjaldt om at tilsvine kollegernes programmer, mens cheferne hørte på det. Der var klikedannelse, albuer og stikken-i-ryggen overalt.

»I mit stille sind hejser jeg af og til et flag for, at jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag, uden at ofre særligt mange på vejen,« siger han.

»Hvis jeg var kommet frem i verden ved at være et svin, ville jeg føle mig falsk. Det svarer næsten til at stjæle et maleri og sælge det som sit eget. Der er noget uærligt ved det.«

Læser Morten Resen et godt interview eller lignende fra et menneske, han ikke kender, finder han ofte vedkommendes email og roser.

»Vi er røvdårlige i dette land til at rose hinanden uden at forvente at få noget igen. Danskere siger ofte om amerikanerne, at de er »ih og åh så falske«, fordi de roser meget. Men måske kunne vi lære bare en lille smule af det. Det betyder virkelig meget for mig og sikkert også alle andre, hvis nogen ud af det blå skriver: »Sejt. Godt gået«,« forklarer Morten Resen.

Når man som Morten Resen har været på skærmen i adskillige år, begynder der at opstå en slags offentlig konsensus om personen. Et image. Morten Resen hører ofte, at han er »lidt for flink«, »kedelig« eller sågar »homoseksuel«.

»Man skulle tro, at det en dag går op for folk, at jeg er til kvinder, eftersom jeg er gift og har to børn,« siger han og griner.

At nogen sætter spørgsmål ved hans seksualitet, skaber undren, men ikke irritation hos journalisten. Af og til inviterer mænd - og kvinder - ham på dates, hvilket han har respekt for. Det ville han aldrig selv turde. Der var særlig en mail fra en mandlig beundrer, der var unik. Efter en række flirtende beskeder, skrev manden følgende:

»Hej Morten, jeg ved, du er godt gift – men hvor stor er din penis?«

Morten Resen sendte mailen videre til sin kone og bad hende svare. Hustruens svar offentliggøres ikke i denne artikel.

At det på den anden side kan irritere folk, at Resen skulle være »lidt for flink« og »svigermors drøm«, synes hovedpersonen er mystisk.

»Tænk sig, at det overhovedet kan være et issue, at nogen synes, jeg er en flink fyr. Er det bedre at være et dumt svin? Det undrer mig, at det er »lidt galt«, at man opfører sig pænt. Det undrer mig endnu mere, at folk overhovedet går op i det.«

Det pæne image er blandt andet opstået, fordi Morten Resen ikke er typen, der ender i ugebladene som »Ugens Brandert«. Men det er også et aktivt valg: Han har forsvindende lidt med andre kendte at gøre i sin fritid. Aldrig har han vist sig på den røde løber til en film-premiere, og han forsøger at holde sig i behørig afstand fra VIP-arrangementer. Når han ikke er på skærmen, er han med sin kone og to børn i barndomsbyen Helsinge. Foran villaen holder parrets sorte Ford Mondeo Stationcar og to huse længere nede ad gaden bor broren og dennes familie. Resens forældre bor også i Helsinge.

»Jeg oplever rigeligt glamour i mit arbejde, og jeg bliver ikke et lykkeligere menneske af opmærksomhed. Tværtimod,« siger han.

Da han fik P3-jobbet i en særdeles ung alder, valgte han at blive boende i Helsinge. Hvis han var flyttet ind på stenbroen var »det hele formentlig stukket af«, siger han. Nu skaber det stille provinsliv balance til et arbejde, der byder på mange specielle oplevelser.

»Jeg har boet i Helsinge hele mit liv, og folk er røvligeglade med, hvad jeg laver til hverdag. Jeg er stadig Morten, der tidligere arbejdede i ungdomscenteret og Kvicklys radio-tv-afdeling. Jeg er en på alle måder normal mand i et meget unormalt job,« siger han.

En af grundene til, at han stadig elsker sin stilling på Go’Morgen Danmark er, at han »stadig ikke kan det«. At han stadig kan blive en bedre vært. En anden grund er det flade hierarki. Hvad enten du er vært, runner eller regissør, er du lige meget værd, siger Resen.

»Vi er alle en vigtig del af det samme program, og når vi holder fester, sidder vi hulter til bulter. Det elsker jeg. For i virkeligheden hader jeg at være noget særligt.«