Morten Hesseldahl: »Vi har kun set starten af endeløse, pøbelagtige manifestationer«

Hvis følelser får lov at overtrumfe det principielle, for eksempel juridiske afgørelser, har vi kun lige set starten af en endeløs række af pøbelagtige manifestationer, hvor labile folkestemninger sætter retssikkerheden ud af kraft.

Det kgl. teater
Gyldendals administrerende direktør, Morten Hesseldahl. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2018 Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Det svenske pressenævn udtalte i forrige uge skarp kritik af Aftonbladets massive dækning af teaterchef Benny Fredrikssons virke på Stockholms Stadsteater. En dækning, der baserede sig på knap 40 anonyme kilder – heraf flere uverificerede - og som førte til, at han først opsagde sin stilling og siden begik selvmord som et resultat af hetzen.

Den efterfølgende myndighedsundersøgelse frikendte ham stort set for alle anklager. Ja, han havde ganske vist været en ind imellem hård og kompromisløs leder af teatret, men nej, det kunne ikke godtgøres, at han stod bag »sexuella trakasserier«, sådan som Aftonbladet havde kolporteret.

Hans enke, den verdensberømte operasanger, Anne Sofie von Otter, kommenterede efterfølgende pressenævnets kritik ved stilfærdigt at anbefale, at hele forløbet burde føre til en vis eftertænksomhed hos de mange, der lod sig rive med af dømmesyge. Til Dagens Nyheter sagde hun: »Jeg håber virkelig, at Bennys død er et brændemærke i hjertet og i samvittigheden hos alle, som deltog i heksejagten på ham. Som en kraftfuld påmindelse om at møde mennesker med respekt.«

Den opfordring var tilsyneladende ikke nået frem til de mange, der i sidste uge lagde massivt pres på det andet berømte teater i Stockholm, nemlig Dramaten.

Her protesterede tusinder i virkeligheden og på de sociale medier mod en af teatrets skuespillere, og man krævede, at det aktuelle stykke, han medvirkede i, skulle tages af plakaten.

Hans enke, den verdensberømte operasanger, Anne Sofie von Otter, kommenterede efterfølgende pressenævnets kritik ved stilfærdigt at anbefale, at hele forløbet burde føre til en vis eftertænksomhed hos de mange, der lod sig rive med af dømmesyge.

Årsagen til vreden skal findes i en dokumentarfilm om sangeren og skuespilleren Josefin Nilsson, som blev sendt i svensk TV i ugen forinden. Nilsson døde i 2006 i en alder af 46 år, men op gennem halvfemserne havde hun dannet par med den nævnte skuespiller.

Det var et ulykkeligt forhold, der i slutningen af 90erne førte til, at han fik en voldsdom på 3 måneders betinget fængsel, men det var bare som om, at det her tyve år efter ikke var nok. Han burde slet ikke optræde på scener, når nu den feterede ekskæreste var død. Hende der havde hittet med sangen »Stolt att vara kvinna« og fået musik skrevet af selveste Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Det endte med, at Dramaten gav efter for presset og tog stykket af plakaten, og for ligesom at demonstrere sin eminente lydhørhed over for tidens toneklang meddelte man ydermere, at den pågældende skuespiller ikke længere ville få tilbudt roller på teatret.

Det har udløst en del debat i Sverige og ganske bred opbakning til beslutningen. En af dem, der kan se fornuften, er direktøren for Malmö Statsteater, danske Kitte Wagner.

Hun mener ifølge Politiken (27/3), at vi har brug for at vægte følelserne højere end det principielle, og det har vi, som hun forklarer »for at se, hvordan en konkret forandring på den anden side af #MeToo ser ud.«

Man kunne nu også med nogen ret hævde det stik modsatte. At hvis følelser får lov at overtrumfe det principielle, for eksempel juridiske afgørelser, har vi kun lige set starten af en endeløs række af pøbelagtige manifestationer, hvor labile folkestemninger sætter retssikkerheden ud af kraft.

Det ændrer naturligvis ikke ved den omstændighed, at Josefin Nilsson var et offer og hendes daværende kæreste var en slyngel.