Morten Hesseldahl: »Vi hælder californisk slangeolie på velfærdsstaten«

Meningen med digitaliseringen – den californiske slangeolie – er jo, at den skal gøre hverdagen lettere. I tilfældet med min mor er det ikke sket. Hun er »bit for bit« blevet stadig mere fremmedgjort over for det samfund, hun ellers har ydet så meget for at opbygge.

Morten Hesseldahl, adm. direktør for Det Kgl. Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Min mor er en slags superhelt. Hun kan runde de 90 og stadig holde gang i en omkringcyklende dagligdag, hvor der aflægges besøg hos vores endnu ældre far på plejehjemmet og tages hånd om de mange gøremål, der hører sig til, når man efter næsten 70 års ægteskab er alene.

Men den digitale verden er svær. ​E-Boks og netbank og al den anden moderne infrastruktur er ikke en selvfølge, når man er fra en tid med telefoncentraler.

Nu er det f.eks. ikke let at komme udenbys. DSB er blevet »disruptet«, og det er svært for en gammel, analog dame at købe billet på nettet, svært at finde ud af automaterne på stationen og i det hele taget svært at finde personale, der kan hjælpe én fra A til B.

Senest har regeringen lagt et forslag frem, der yderligere vil begrænse brugen af kontanter, og de rationelle argumenter står i kø. Hør bare erhvervsminister Rasmus Jarlovs udtalelse til DR for nylig:

»Der er færre, der bruger kontanter i dag, og derfor mener vi, at der skal være en balance mellem det besvær og den sikkerhedsrisiko, som vi pålægger erhvervsdrivende, og så den fordel, det er at tage imod kontanter.«

Dermed kan man fortsætte den udvikling, som er i fuld gang, nemlig at kunderne – ligesom med bankerne – betjener sig selv, hvis de da ikke bare lader Amazon levere varerne, nærmest før tanken er tænkt.

»Byer med butikker og rigtige ekspedienter er for de fleste en attraktion. Tog og perroner med personale skaber tryghed, og en medlevende vejledning fra den bankansatte, der kender til ens private forhold, er en hjælp, når der skal træffes svære økonomiske beslutninger. Og når vi bliver gamle, ønsker vi næppe disruption, men menneskelig omsorg.«


Digitaliseringen og algoritmernes verden er herlig, men også med konsekvenser. Transaktioner, der før foregik mellem mennesker, erstattes af den mindre festlige transaktion mellem mennesker og maskiner. Det vil for nogen være en gevinst, men min mor oplever det som et tab, og hun er næppe alene.

Byer med butikker og rigtige ekspedienter er for de fleste en attraktion. Tog og perroner med personale skaber tryghed, og en medlevende vejledning fra den bankansatte, der kender til ens private forhold, er en hjælp, når der skal træffes svære økonomiske beslutninger. Og når vi bliver gamle, ønsker vi næppe disruption, men menneskelig omsorg.
Det er værd at huske i de her år, hvor staten er gået disruptionamok.

Forholdet mellem digitalisering og omsorg berørte Weekendavisen for nylig i et interview med professor ved Stanford University Fred Turner, der sukkede tungt og sagde:

»En af de ting, Silicon Valley sælger – og det er ren slangeolie – er ideen om, at hvis man afvikler et samfunds institutioner og erstatter dem med apparater og individuel frihed, så vil man få et mere frit og lykkeligt samfund. Det passer ikke.«

Digitaliseringen kan meget, men kan ikke være et mål i sig selv. Det er mennesker til gengæld, hvilket også hidtil har præget udformningen af de samfundsinstitutioner, som vores land har hvilet på.

Meningen med digitaliseringen – den californiske slangeolie – er jo, at den skal gøre hverdagen lettere. I tilfældet med min mor er det ikke sket. Hun er bit for bit blevet stadig mere fremmedgjort over for det samfund, hun ellers har ydet så meget for at opbygge.

Disruption er ikke bare en moderniseringsstrategi. Det er et valg af værdier.