Morten Hesseldahl: Talent, begavelse og et godt helbred er ikke ligeligt fordelt

Vi står igen og igen over for den ubehagelige erkendelse, at selvom vi foretrækker at se hinanden som lige, så er det ikke tilfældet.

Foto: Anne Bæk

De seneste århundreder kan ses som en stadig mere intensiveret kamp mod autoriteter. Mod kirken, mod nedarvet økonomiske magt, mod manden, ja, mod hvad som helst, som måske nok kunne sikre en vis stabilitet, men som samtidig stækkede friheden.

Fra ungdomsoprøret og frem stod også lægen, læreren, politikeren og embedsmanden for skud, ligesom de store nationale institutioner i dag dingler rundt som sønderslåede boksere. Posten, DSB, DR, SKAT, folkeskolen og bankvæsenet er rene skygger af sig selv.

I stedet ville vi være vores egen autoritet, og lagde vi endelig vores skæbne inden for de gamle konventionelle rammer – familien, for eksempel, eller jobbet – så gjorde vi det med et fast blik mod nødudgangen.

»Et hovedmotiv for historiens borgerrettighedsbevægelser har været kampen for lighed og retten til selvbestemmelse. Mål, det ikke meningsfyldt er muligt at være uenig i. Imidlertid er vejen dertil én lang vandring gennem ufrihed og ulighed.«


Det gode spørgsmål er naturligvis, om det er hensigtsmæssigt, at vi sådan over én kam afviser rammer, autoriteter og konventioner? Gør det os lykkeligere, mere frie og handlekraftige, eller bliver vi i virkeligheden mere mistroiske, selvoptagede og angste?

Et hovedmotiv for historiens borgerrettighedsbevægelser har været kampen for lighed og retten til selvbestemmelse. Mål, det ikke meningsfyldt er muligt at være uenig i. Imidlertid er vejen dertil én lang vandring gennem ufrihed og ulighed.

Barnet er underlagt den voksne, eleven er underlagt læreren, og vi er alle underlagt de rammer, som hensynet til hinanden, loven og almenvellet pålægger os.

Tingene er ikke ligeligt fordelt

Vi står desuden igen og igen over for den ubehagelige erkendelse, at selvom vi foretrækker at se hinanden som lige, så er det ikke tilfældet. Et godt helbred er ikke ligeligt fordelt. Det er talent og begavelse, et lyst sind og et godt udseende heller ikke. Noget kan formentlig udbedres ved en ihærdig indsats, men lige bliver vi aldrig.

Vi bliver heller ikke nødvendigvis mere frie, selv om autoriteter og institutioner kollapser omkring os. Tværtimod er sandheden, at det, der på den ene side kan forekomme som snærende bånd, samtidig er forudsætningen for vores frigørelse.

Den stabile familie sender det voksne barn fortrøstningsfuldt ud i livets uvished. Uddannelsers inddragelse af frihed ender med at udstyre os med viden og handlekraft, og selv om nu for eksempel læger i disse år bombarderes af patienter med googlede diagnoser, så er det den reelle lægefaglighed, der får os raske. Ikke skøre ideer trukket ud af den blå luft. Eller internettet.

Spørgsmålet er imidlertid, om det efter generationers ofte berettigede stormløb på institutioner og autoriteter kan lade sig gøre at genfinde en ny balance, hvor respekt for viden og institutionelle rammer kombineres med en vedvarende kritik af samme?

Det første er nødvendigt for overhovedet at komme ud over den destruktive forestilling om, at alt starter og slutter med én selv, mens det andet er en forudsætning for, at institutionerne og autoriteterne bliver redskaber i menneskets tjeneste og ikke bare mål i sig selv. I værste fald totalitære.