Morten Hesseldahl: Problemet med identitetspolitikken er, at den flår forestillingen om et menneskeligt fællesskab fra hinanden

Idealet om, at samfundsforandringer sker på grundlag af universelle principper, bliver afviklet. I stedet kommer vi til at underlægge os bestemte minoritetsgruppers arbitrære særinteresser.

»Forestillingen, om at modtagere af kunst og deltagere i et akademisk liv bør besidde en vis robusthed og naturligvis kan forlange en forudgående filtrering af udtryk og tanker, er absurd og i grel modsætning til de ideer, Vestens åbne samfund siden oplysningstiden er bygget på.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Øretæverne sidder løst, når man diskuterer identitetspolitik, kan jeg konstatere. Efter en kritisk kommentar her i avisen har jeg kunnet læse, at jeg er uvidende, fuld af løgn, Pinochet-tilhænger og privilegieblind, og at det er ubegribeligt, hvordan jeg er blevet direktør for Gyldendal. Forfattere vil nu vandre uden om forlaget, aktionærerne vil fortryde min ansættelse, og naturligvis bør man nu boykotte Gyldendals udgivelser.

Kritikken kan jeg se bliver fulgt op af hengivne likes fra profiler på den danske venstrefløj. Den slags, der gerne inviteres i medierne for at kommentere tidens gang.

Selv samme venstrefløj tænker jeg ellers kunne have grund til at overveje, om det nu også er sådan en vildt god idé at lade sig inficere af den identitetspolitiske bacille. I England sendte det Corbyn direkte i dørken, og herhjemme har mere tænksomme typer som Pelle Dragsted og Karsten Hønge da også længe manet til besindelse.

»Venstrefløjen skal stoppe minoritetsbingoet, der gør, at erfaringer, ikke argumenter, fylder,« sagde Dragsted for to år siden til Altinget, mens Hønge samme sted formulerede det således: »Hvis almindelige mennesker bliver behandlet arrogant og nedladende, fordi de ikke bruger de politisk korrekte ord, ender det med, at de søger over til højrefløjen.«.

Også den feterede økonom Thomas Piketty bekymrer sig. I sin seneste bog, »Kapital og ideologi«, påpeger han, at venstrefløjen er gået fra traditionelt at repræsentere de lavtlønnede til efter 2000 at repræsentere de højtuddannede og velbjærgede.

Det er ifølge Piketty baggrunden for venstrefløjens aktuelle problemer. De økonomisk svageste vandrer nemlig mod højrepartier, der er kendetegnede ved et forsvar for de lavestlønnede og ved et vedvarende angreb på globalisering, immigration og elite.

Problemet med identitetspolitikken er, at den flår forestillingen om et menneskeligt fællesskab fra hinanden, og idealet om, at samfundsforandringer sker på grundlag af universelle principper, bliver afviklet. I stedet kommer vi til at underlægge os bestemte minoritetsgruppers arbitrære særinteresser.

Kunsten bliver stækket og udtryk tvinges til at tilpasse sig en ømskindet – men hårdtslående! – tidsånd, og på universiteterne forlanger de studerende »safe spaces«, så de ikke udsættes for stødende tanker eller teorier, der vil kunne bringe dem ud af fatning.

Forestillingen om, at modtagere af kunst og deltagere i et akademisk liv bør besidde en vis robusthed og naturligvis kan forlange en forudgående filtrering af udtryk og tanker, er absurd og i grel modsætning til de ideer, Vestens åbne samfund siden oplysningstiden er bygget på.

Er vi klar til at give køb på det, sådan som det allerede sker på nogle af vores fremmeste institutioner, hvor alene følelsen af krænkelse er nok til, at man vil gribe ind, eller er der virkelig noget at tale om her?