Morten Hesseldahl: Ny klassekamp i sigte!

Ekstremt vejr og klimaskabte katastrofer er ikke bare en fjern ubehagelighed. Det er konkret virkelighed. Præcis ligesom en hastig skrumpende artsdiversitet er en realitet, som vi kan vælge at se som en nødvendig omkostning, for at vi – de sidste generationer – kan fortsætte vores magelige rejse frem mod endestationen.

Ifølge adm. direktør hos Gyldendal, Morten Hesseldahl, er en ny klassekamp under opsejling, en klassekamp han ser afspejlet i fx Donald Trumps tilhængere og de store protester i Frankrig, hvor De Gule Veste (afbilledet) blandt andet demonstrerer mod højere benzinpriser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Ligheden i verden er ikke vokset. Tværtimod.

Nogle få er blevet helt ubegribeligt rige, mens den gode historie er, at ufatteligt mange flere er ikke bare kommet ud af fattigdom, men er blevet gedigent velhavende.

Det kan man blandt andet takke markedskræfterne for. De har betydet, at goder, man tidligere kun kunne drømme om, er blevet tilgængelige for de fleste. Desuden er problemet med underernæring i vid udstrækning blevet erstattet af problemer med overspisning, ligesom reduceret børnedødelighed, forlænget livslængde og en generelt større frihed for den enkelte kan noteres på plussiden.

På minussiden står imidlertid en klode, der er presset langt ud over sin bæreevne. Det påpeger verdens forskere gang på gang, og det siger fornemmelsen vel også hos de fleste af os lægfolk. Ekstremt vejr og klimaskabte katastrofer er ikke bare en fjern ubehagelighed. Det er konkret virkelighed. Præcis ligesom en hastig skrumpende artsdiversitet er en realitet, som vi kan vælge at se som en nødvendig omkostning, for at vi – de sidste generationer – kan fortsætte vores magelige rejse frem mod endestationen.

»Her er der bare ikke tid til nogen større retorisk slagveksling. Her skal handles.«


Vi kunne også vælge noget andet. Vi kunne vælge at samle kræfterne og kæmpe imod den ellers uafvendelige udgang på en forbrugsfest ude af kontrol. Spørgsmålet er, om vi evner at gøre det uden, at det bliver en krig mellem positioner, hvor man hellere nedgør hinanden fremfor at forholde sig til de faktiske problemer.

Mekanismen kender vi fra debatten om flygtninge og indvandrere. Her synes man mere optaget af at kalde meningsmodstandere alt fra halal-hippier og landsforrædere til børnemordere og kældermennesker. Problemet med menneskemasser i bevægelse består imidlertid uanset hvor opfindsom, den gensidige tilsvining bliver.

Det samme kan man også tørt konstatere vil være tilfældet med klimaproblemerne. Her er der bare ikke tid til nogen større retorisk slagveksling. Her skal handles.

Et af flere oplagte redskaber er at påligne produktionen af varer og ydelser de omkostninger, de rent faktisk genererer. F.eks. omkostninger i form af miljøbelastninger. Det vil sige, at prisen på flyrejser, tøj og kød skal sættes op, hvilket risikerer at starte en ny tids klassekamp, sådan som vi i disse måneder ser det med de gule veste i Frankrig og i USA blandt støtterne til Donald Trump.

Her gribes borgergrupper fra venstre til højre af raseri over, hvad de opfatter som en storbyelites begrænsning af deres råderum. Det er et raseri, der kan vælte magthavere. Og gør det.

Vejen til at træffe de rigtige beslutninger går derfor gennem en afbødning af de mulige sociale konsekvenser, sådanne opstramninger vil få, når prisen for vores levevis pålægges de omkostninger, den reelt fører med sig.

At gennemføre dét kræver et enormt politisk lederskab. Sker det ikke, må vi til gengæld bare fortsætte med at råbe »idiot« efter hinanden, alt imens klimaet leverer svaret for os.