Morten Hesseldahl: Lad os lære af Peterson og Žižek og gøre filosofi til folkesport

Slavoj Žižek – slovenske venstrefløjsfilosof – og højrefløjsdarling og jungianer Jordan Peterson mødtes for nylig i en stort opsat debattvekamp. Lad det være starten på en epoke, hvor vi behandler de svære emner som folkesport.

Jordan Peterson - canadisk filosof og YouTube-stjerne - fotograferet i sit hjem. Foto: Mark Sommerfeld/The New York Times Fold sammen
Læs mere
Foto: Mark Sommerfeld MARK SOMMERFELD

For mere end 70 år siden mødtes de to tænkere Karl Popper og Ludwig Wittgenstein en aften til en debat i selskabet for moralfilosofi i Cambridge. Wittgenstein var foreningens formand, mens den 15 år yngre Karl Popper netop var tiltrådt som professor ved London School of Economics.

På et tidspunkt skulle en ophidset Wittgenstein have truet gæsten med en glødende ildrager og forlangt et eksempel på en holdbar, moralsk regel, hvorpå Popper i egen erindring svarede: »Man må ikke true gæsteforelæsere med ildragere!« Det fik Wittgenstein til at kyle redskabet fra sig og storme ud af lokalet.

Helt så dramatisk gik det ikke for sig, da to af tidens mere medievante tænkere i forrige uge stillede op til en offentlig slagudveksling i en arena i Toronto. Den slovenske venstrefløjsfilosof Slavoj Žižek og den lokale højrefløjsdarling og jungianer Jordan Peterson. Begivenheden var totalt udsolgt og blev samtidig transmitteret direkte til tusindvis af interesserede via nettet.

Emnet var lykke i lyset af kapitalisme og marxisme, og med afsæt i Det Kommunistiske Manifest fra 1848 lagde Peterson for med en gennemgang af marxismens mange fortrædeligheder.
Hvorfor tro, at de tidligere undertrykte efter revolutionen ville være mindre nederdrægtige end de eksisterende magthavere? spurgte han. Hvorfor tro, at et konkurrencefrit og profitløst paradis ville kunne levere goder og sociale løft i samme grad som en markedsøkonomi?

Marx og Engels ideer var ifølge Peterson uunderbyggede, og de konkrete erfaringer med den realiserede socialisme pegede entydigt i retning af armod, massemord og undertrykkelse. Ikke mod mere lykke. Peterson fremlagde sine argumenter klart og tydeligt, men også overfladisk.

Morten Hesseldahl, administrerende direktør hos Gyldendal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

Den noget mere excentriske Slavoj Žižek var som vanlig tåget, men fik i det mindste understreget, at et uldent begreb som lykke ikke er noget mål i sig selv, men nærmere et behageligt biprodukt af et samfund, der i modsætning til det kapitalistiske stræber efter social lighed.

De var enige om at lægge afstand til identitetspolitik og tilløb til politisk korrekthed, ligesom de begge erklærede sig som pessimister på klodens vegne.

Žižek mente, at vi ville glide mod apokalypsen, mens Peterson fastslog, at »det ikke var indlysende, at vi ville være i stand til at håndtere de problemer, vi stod over for«.

Men selv om Peterson var for overfladisk, og Žižek bare galt afmarchereret, så var det opmuntrende at opleve filosofi som folkesport. Det samme kan man sige om for eksempel de enormt populære optrædener og den podcast, »Making Sense«, som newyorker-ateisten Sam Harris står for.

Herhjemme kan vi glæde os over en rig tradition for at tage livtag med svære spørgsmål. Det sker hver eneste uge i regi af biblioteker, oplysningsforbund og folkehøjskoler, og måske er det her – i mødet med det svære – det bedste bud på et svar på spørgsmålet om, hvad der fremmer det lykkelige liv, gemmer sig: »Kærlighed til visdom«, den oprindelige betydning af det græske ord »philosophia«.