Morten Hesseldahl: Joy Mogensen har fat i alt det forkerte, når det gælder Det Kongelige Teater

Musicals skal i højere grad fylde scenen frem for opera og ballet på Det Kongelige Teater, hvis det står til kulturminister Joy Mogensen. Men hun risikerer at ødelægge en institution, som allerede har fundet opskriften på succes, for at gøre det til folkets hus, skriver Berlingskes klummeskribent Morten Hesseldahl.

Morten Hesseldahl er administrerende direktør for Gyldendal og var frem til 2018 teaterchef ved Det Kongelige Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Kulturministeren ønsker at give Det Kongelige Teater lov til at opføre musicals på bekostning af det klassiske repertoire, for som hun siger: »Mit mål er at sikre, at Det Kongelige Teater bliver ved med at arbejde med at være mere for flere.«

Besøgstallet er ellers i de senere år steget støt og toppede for et par år siden med det højeste antal nogensinde i teatrets historie. Det skyldtes store, udendørsopsætninger, omfattende udlejning til private, tilbud til børn og ikke mindst en stigende interesse for kerneaktiviteterne.

»Vi skylder disse kvinder en stor tak, fordi de med deres engagement er med til at stå vagt om kunstnerisk kvalitet, tradition og nybrud.«


Strategien med at række ud og invitere ind virkede, og selvom den publikumsmæssige profil i dag ikke er én til én sammenfaldende med befolkningen, så står den nationale institution markant i landskabet og leverer i pandemifri tider scenekunst på allerhøjeste niveau.

Balletten er bredt anerkendt som en af verdens bedste, operaen med dets velspillende kapel tiltrækker solister, andre bare må drømme om, og skuespillet har et vingefang, der rækker fra forestillinger for de mindste til opsætninger for de fleste og herimellem kunstneriske perler.

Ideen om, at teatret alene er et anliggende for ældre damer fra Østerbro, er forkert. Det er til gengæld rigtigt, at der blandt publikum er en overrepræsentation af veluddannede kvinder. Sådan som det også er tilfældet, når man ser på, hvem der går til foredrag, udstillinger eller læser de mange bøger, der udgives i det her land.

Vi skylder disse kvinder en stor tak, fordi de med deres engagement er med til at stå vagt om kunstnerisk kvalitet, tradition og nybrud.

Symfoni af socialdemokratisk populisme

Kulturministeren vil til gengæld med sit forslag om mere musical på nationalscenen gå den modsatte vej. Måske fordi hun i virkeligheden ikke tænker, der er den store forskel på en Disney-musical og en ballet af John Neumeier.

Det mærkelige er, at der i den eksisterende formulering om teatrets råderum er masser af mulighed for at lave folkeligt teater, musicals og operetter. Der skal blot være en kunstnerisk bearbejdelse til stede. Det kunne være »Cabaret«, »My Fair Lady«, »West Side Story« eller endnu bedre teatrets egen vidunderlige musikforestilling »Højskolesangbogen«.

»Nu vil Socialdemokratiet så eksplicit dreje den statsstøttede scenekunst i retning af musicals, hvilket mere virker drevet af populisme end af hengivenhed over for Det Kongelige Teater.«


Nu vil Socialdemokratiet så eksplicit dreje den statsstøttede scenekunst i retning af musicals, hvilket mere virker drevet af populisme end af hengivenhed over for Det Kongelige Teater.

Teatret kan som nævnt allerede i dag agere ganske vidtgående og i øvrigt uden for sæsonen udleje scenerne til de kommercielle teatre og dermed sikre et andet publikum end det sædvanlige i de royale rammer.

Diskussionen om en ændring af teatrets opdrag risikerer til gengæld at ende ét af to ulykkelige steder: Enten kommer der nu mere pop på bekostning af kunst eller også – når magten næste gang skifter – forbydes ethvert sving i skørterne og optræk til folkelighed.

Begge dele tager livet af Socialdemokratiets gamle ambition om, at »det bedste af det bedste skal ud til de fleste«.