Morten Hesseldahl: Jan Stage fortjener ikke at blive reduceret til en »machoklovn«

Afdøde Jan Stage blev i stigende grad den desillusionerede betragter af en verden uden helte eller lette forklaringer – og med en veludviklet sans for menneskelige fejl. Macho, måske, men alt andet end en klovn.

BM
Foto: Anne Bæk

I Weekendavisen anmelder Magnus Boding Hansen en ny erindringsbog af krigsfotografen Jan Grarup, »Hvor jernkorsene gror«.

Det griber anmelderen som anledning til at rase over den afdøde danske krigskorrespondent Jan Stage (1937-2003) Han kalder ham en »machoklovn« og meddeler, at han blev »afsløret i at opfinde citater og oplevelser, ja, sågar i at rapportere fra steder, hvor han ikke befandt sig.«

Der er ingen tvivl om, at Jan Stage begik fejl gennem sin lange karriere. Fejl, han i øvrigt ikke selv var blind for, men at verfe ham af på den måde, Magnus Boding Hansen gør, yder på ingen måde den legendariske reporter retfærdighed. Det er bare hovent.

Først og fremmest skal man forstå, at Stages afsæt – i modsætning til senere generationers mere retlinjede journalister – ikke var idealet om »journalistisk objektivitet«.

Stage var ikke objektiv. Han var subjektiv, og så var han aktivist.

I hvert fald i de første mange år, hvor han tidligt var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod sig rekruttere af den cubanske efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba.

Siden blev han involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara.)

Herefter stoppede Stages aktivisme til gengæld, og fra at have været en del af revolutionens fortrop, blev han i stigende grad den desillusionerede betragter af en verden uden helte eller lette forklaringer og med en veludviklet sans for menneskelige fejl.

Han skrev fra konfliktzoner over hele kloden. Afrika, Balkan og det Latinamerika, der lige til det sidste stod han hjerte nært. Det var, som om han ikke kunne anerkende eksistensen af en krig, uden at han selv var til stede.

Ofte var det ikke traditionel journalistik, der flød fra hans pen. Snarere »essays« eller »fortællinger«, der bidrog med en anden og nok så vigtig vinkel på verdens dårskab end den, man kunne hente ud af den sædvanlige reportage.

Og selv om jeg er glad for, at ikke al journalistik er som Stages, så er jeg utrolig glad for, at der i koret har været en stemme som hans. Måske skulle både han og hans redaktører blot have været mere præcise i varedeklarationen.

Jan Stage var en god ven. Jeg udgav hans bøger, og jeg savner hans tørre humor og smittende engagement.

Jan Stage fortjener ikke at blive reduceret til en ”machoklovn”, men huskes som den store stilist, han var, og som en, der gennem evindelig selvbebrejdelse betalte prisen for de fejltagelser, han begik. Alligevel var han i stand til hele vejen igennem at se sig selv i øjnene med det særligt desillusionerede blik, der blev hans, og som hjalp os andre til at forstå verden en lille smule bedre.

Macho, måske, men alt andet end en klovn.