Morten Grunwald: »Jeg har været brandhamrende heldig«

Der er ingen grund til at lyve om, at man er på vej ind i anden akt af sit liv. På vej ind i slutspillet. Morten Grunwald – der stadig arbejder – fylder 80 år næste gang.

Foto: Linda Kastrup

»Mit slutspil er begyndt. Anden akt af livet. Der er ingen grund til at lyve om det, for jeg fylder 80 år næste gang.«

Morten Grunwald siger ordene, mens han kigger ud af panoramavinduet for enden af sin dagligstue.

Han lader fingrene fra sin højre hånd vandre igen og igen på cirkelbordet, vi sidder ved. Inden interviewet havde jeg placeret mig på den modsatte side af skuespilleren, instruktøren og den tidligere teaterdirektør Morten Grunwald.

Men han klappede roligt på ryglænet af stolen ved hans side og spurgte:

»Vil du ikke sidde her?«

Jeg gjorde, som han sagde og forstod straks meningen. Selv på en grå vinterdag som denne giver bølgerne uden for hans vindue hele Øresund liv. Udsigten. En fast del af Morten Grunwald og hustruen Lily Weidings hverdag i årtier.

»Se det lige,« siger han med sin dybe, berømte stemme, der med alderen er begyndt at ryste en anelse. Han peger ud mod vandet.

»Jeg vil gerne tro på, at der er en overordnet styring. For så raffineret og så fantastisk som naturen er kreeret, indrettet, opført for millioner af år siden... Dét kan ikke bare være tilfældigt.«

Tættere på slutningen

Mens han sætter ordene sammen stirrer han direkte ind i sin inspiration. I bølgerne.

»Men selv om jeg er rykket tættere på slutningen, aner jeg jo stadig ikke en pind om dette univers. Om noget som helst faktisk. Men det er der jo ingen, der gør,« siger han, men korrigerer straks sig selv.

»Jo, der er selvfølgelig dem, der virkelig har troen på noget guddommeligt. De mennesker, der er salige i troen, må opleve deres overbevisning som en befrielse, en fred,« siger Grunwald og lader atter fingrene tromme stille på det hvide bord. Det kan godt ske, at stemmen skælver let. Men der er stadig noget ungdommeligt, noget gavflabet over den.

Rundede pensionsalderen

Det er nu 14 år siden, Morten Grunwald rundede folkepensionsalderen for en mand født i 1934. Mange af hans venner fra branchen har takket af, men Morten Grunwald er stadig der, hvor det sker.

Alene i løbet af det seneste år har han instrueret den prisvindende teaterforestilling »Mens vi venter på Godot«, indspillet den mandlige hovedrolle i Bille Augusts kommende film, »Stille Hjerte«, og hjulpet med den tyske oversættelse af sin Benny-fra-Olsen-Banden-bog: »Min tid i gule sokker«. Teaterforestillingen får tv-premiere på DR K i denne måned, og bogen udkom 1. marts.

»Mentalt er der stadig fremskridt at spore hos mig, og jeg føler mig som en på 28. Hver dag udvikler jeg min hyacint. Fysisk går det mærkbart den anden vej, og jeg føler mig som en på 80. Jeg må indrømme, at jeg ikke danser så meget på Koldinghus længere. Men ærligt talt synes jeg, det er en fair byttehandel,« siger han og ler varmt. Humhumhum. Sådan lyder det.

Optaget af livet

Følelsen af »stadig ikke at ane en pind om dette univers« er ikke kommet med alderen. Sådan har det altid været, siger han. For den hænger sammen med lysten til at lade sig opsluge og finde ud af, at der er uendeligt meget mere at opleve.

»Jeg har altid været optaget af livet. Jeg er stadig spændt på det. Jo, og jeg glæder mig over det hver eneste dag. Også over, at jeg har et helbred trods alt,« siger han og nikker indforstået over mod stokken, der står ved hans stol, som har fulgt ham de senere år.

»Jeg har jo stadig det vigtigste – den der evne til at opleve og medvirke i tilværelsen. Medleven, vil jeg kalde det.«

Det er den vitalitet, der stråler i mange af hans større roller gennem tiden. Både på scenen og på film.

Den første forelskelse

Det var da også i teatret, han oplevede sin første forelskelse. Da han stadig gik i skole i Odense, så han sin første forestilling. Det var Shakespeares »Helligtrekongersaften«. Han husker tydeligt følelserne, der bjergtog ham.

»Lyset på scenen. Spillerne. Kostumerne. Eventyret. Musikken. Sproget. SPROGET! Det røg lige ind på lystavlen hos mig. Det var en åbenbaring. Fra den aften kom jeg ofte i teatret for at få både nogle fede oplevelser og store drømme.«

Det inspirerede ham til at blive statist og komme i koret på Odense Teater. Og han ville forfølge skuespillet. Leve dét liv selv om hans forældre bad ham finde på noget mere »sikkert«.

»Skal du virkelig være skuespiller?« spurgte moderen, dengang i slutningen af 40erne.

»Ja! Og det var sandelig et held, jeg blev det,« svarer Morten Grunwald i dag i et bestemt toneleje, og tager atter et blik ud over bølgerne i Skodsborg.

En ting, han fortryder

Så snart snakken falder på hans tidlige karriere, nævner han en én ting, et særligt tankemønster, han fortryder. Hvis den næsten 80-årige mand kunne tage fat i sit 60 år yngre jeg, ville han banke noget selvtillid ind i kroppen på den spirende stjerne.

»Der gik alt for mange år, før jeg overhovedet erfarede, at jeg faktisk var meget god til mit arbejde. Det kan jeg se nu i bakspejlet. Hold da kæft, du behøvede slet ikke at være så meget i tvivl.« Det ville jeg fortælle mig selv,« siger han.

En af grundene til tvivlen var hans instinktive tilgang til arbejdet. I stedet for at lægge større strategier, kastede han sin krop og sjæl direkte ind i projekterne. Så måtte det briste eller bære, som han siger.

Men han var dygtig som ung. Blev optaget på både Odense Teater og Det Kongelige Teaters elevskole i første forsøg. Selv om han ikke lagde større strategier, forberedte han sig grundigt til den enkelte scene eller prøve.

Han kunne sine tekster ud og ind, og han vred viden og gode råd ud af sine lidt ældre venner i faget som Ebbe Langberg og Axel Erhardtsen – de var elever på Odense Teater i starten af 50erne.

Frit spil for talentet

På scenen gav han talentet frit spil. For trods tvivlen var han ikke hæmmet af nervøsitet. I lyset, med de andre spillere, iført kostumerne, som en del af eventyret og først og fremmest gennem sproget, SPROGET!, følte han sig hjemme. Men at han de kommende årtier fik succes som skuespiller, producent, instruktør og direktør skyldtes ikke blot talentet.

»Jeg føler, jeg har været brandhamrende heldig. Men på en eller anden måde var jeg også altid til stede, når heldet bød sig.«

Hans mørke stok af træ står ved en stol ved bordet, hvor vi sidder. Hver dag følger den ham over i vigørcenteret på Skodsborg Badehotel. Der svømmer han. Et medlemsarmbånd til centeret sidder for lethedens skyld om hans højre arm. Netop det hvide plastic havde en journalist fra Søndagsavisen spottet, da han skrev en artikel om Grunwald før jul. Her blev det imidlertid beskrevet som en alarmknap – et hjælpemiddel til at få fat på akutnummeret 1813.

»De ville fremstille mig som en mand, der var på dødens rand. Det gjorde mig gal. Simpelthen. Sådan noget gider jeg overhovedet ikke medvirke til. Jeg ved godt, at jeg fylder 80 år snart. Men jeg er altså ikke en nedbrudt mand, der hænger fast i en rullestol – endnu,« siger han og afslører et flig af sit temperament.

For han har det godt. Bentøjet til trods. Han nyder hverdagen med sin ti år ældre kone, skuespillerinden Lily Weiding. Parret forsøger stadig at komme til premiererne inde i byen, selv om der efterhånden er »længere mellem snapsene«.

Hjemme i Skodsborg

Og de føler sig hjemme i lejligheden i Skodsborgparken, selv om det ikke er mange måneder siden, de flyttede hertil. Deres halve dobbelthus, der lå helt ned til vandet – også i Skodsborg – blev for stort og omstændeligt at holde.

Hver eftermiddag tager ægteparret sig en siesta. Først læser han højt for sin kone i en halv time. Derefter sover de i et tilsvarende tidsrum. For tiden læser de »Min Regine!« om Søren Kierkegaards korte forlovelse med Regine Olsen 1840-1841. Ritualet har de fulgt i årevis.

Faktisk føler han sig i langt bedre fysisk forfatning end eksempelvis dengang, han bestyrede Østre Gasværk – det ikoniske teater, han skabte fra bunden.

»Jeg vejede 40 kilo mere dengang. Ja, det var et held, jeg fik trukket i håndbremsen. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg ikke siddet her i dag.«

Han arbejdede i døgndrift i 80erne. Levede stort set på teateret og spiste, med egne ord, tankeløst. I tiden op til overvægten »røg begge hofter sig en tur« og pludselig bevægede han sig ikke, som han ellers havde for vane i sine teaterforestillinger, som Benny i Olsen Banden eller titelfiguren i Frede-komedierne.

Kærligheden er intakt

Netop spændet mellem de tungere roller på teatret og de lettere komediefilm har været med til at holde hans kærlighed til skuespillet intakt. Sat på spidsten elsker han ikonerne Beckett og Balling lige højt, selv om deres værker er vidt forskellige.

Den irskfødte forfatter Samuel Beckett har skrevet de teaterstykker, Grunwald har svælget mest i. Og når han taler om sit forbillede, er det med samme detaljegrad og passion som en historiker.

Grunwald har spillet alle de større stykker fra Becketts repertoire, og sidste år instruerede han hovedværket »Mens Vi Venter på Godot«. Med Jesper Lohmann, Jesper Asholt, Søren Bang Jensen og Stig Rossen i hovedrollerne. Det er det stykke, der blev optaget af Casablanca Film på Hippodromen og om få uger vises på DR K.

Går vi yderligere 40 år tilbage i tiden, spillede han selv en af de tre hovedroller sammen med sine Olsen Banden-kolleger. I den forestilling var han også producent og hans kone instruktør. Under begge opsætninger sørgede Grunwald for, at Becketts idéer og anvisninger blev fulgt så nøje som overhovedet muligt.

Enestående iscenesætter

»Det er sindssygt spændende for mig at lave ham. At følge i hans fodspor. Og det er stadig kreativt, for det er så omfattende at nå frem til hans ønske. Alle de andre påfund, som moderne teatre kan finde på at udsætte ham for, er uinteressante for mig. For Beckett var en enestående iscenesætter, selv om han kom udefra – ikke fra teatret.«

Stenen fra både 1973- og 2013-forestillingen – der sammen med et nøgent træ er eneste rekvisit på scenen i »Godot« – står rent faktisk i gangen i Lily Weiding og Mortens Grunwalds lejlighed den dag i dag.

I filmverdenen var det dog de langt mere letbenede Olsen Banden-film, der danner hjertet af hans resume. I sin årlige rolle som den rapkæftede, hurtiggående og hinkende Benny oplevede Morten Grunwald et naturligt helle.

»Olsen Banden har været terapi for mig. Alle 14 film. De var aldeles ukomplicerede,« siger han og roser instruktør og forfatter Erik Balling for sin hittepåsomhed, hjertevarme og professionalisme.

En stor kunstner

Grunwald ser hele serien som »et eventyr og en gave«. Som endnu et af de øjeblikke, hvor han var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, understreger han.

»Balling var en stor kunstner. Ligesom Beckett. For mig var der ingen forskel på at arbejde for en af de to. Balling var uhyre professionel. Han iscenesatte faktisk sine historier direkte i skrivemaskinen. Når vi læste manuskriptet, lærte vi hurtigt at dechifrere hans partitur: Hvor vi skulle komme ind og gå ud, og hvor kameraet skulle stå.

Det var meget musikalsk. Men der var ingen svinkeærinder, og der blev aldrig ændret et komma i hans scener.

Det var ikke så kompliceret og omstændeligt at følge Balling som Beckett. Det var derimod frydefuldt. Vi brugte jo råfilm dengang, så hver optagelse kostede penge. Men vi var verdensmestre i at lave first takes. Og hvis første forsøg lykkedes, tog Balling dem aldrig om.

Det gjaldt om at være oppe i omdrejninger, når vi gik ind på settet. Ikke noget med at stå og være usikker og kigge i rollehæftet. Nej! Man skulle ku’ sine ting, når man kom. Og det ku’ vi,« siger han om sine år med kollegerne Poul Bundgaard og Ove Sprogøe.

Bundgaard og Sprogøe er samtidig to af de nære venner, Grunwald har været med til at begrave. Generelt går han til flere begravelser end fødselsdage i dag, som han siger. Det er også derfor, han er bevidst om, at han er trådt ind i sit slutspil. I anden akt.

Arbejdslivet rinder ud

Og han ved, at hans professionelle arbejdsliv på trods af et særdeles aktivt 2013 er ved at rinde ud.

»Det er jo nærmest kun A.P. Møller, der fik lov til at arbejde på den anden side af 80 år. Men han betalte jo også selv gildet,« siger Grunwald og ler igen.

»Hvis jeg vil lave endnu en forestilling og selv lejede et teater, kunne det sagtens lade sig gøre. Men det orker jeg ikke nu. Det kræver enorm energi og motivation at lave den slags enterpriser. Tag Østre Gasværk-projektet. Det var nogle år med kæmpe udfoldelse, men det kostede på fysikken.

Alligevel har hele denne teatervirksomhed en dobbelthed: For alle de kræfter, jeg har lagt i skuespillet, har jeg fået tilbage tifold.«

Det er med denne bagage, han i dag ser alderdommen i øjnene.

»At jeg bliver gammel tynger mig ikke. Jeg kan ikke stoppe tiden. Men jeg er nysgerrig. Nysgerrig efter, om der er noget at opleve bagefter. Jeg ved meget lidt om eksistensen, og jeg vil vide mere. Jeg vil vide det hele,« siger han mens bølgerne lydløst danser på den anden side af vinduet.

Han tøver nogle sekunder og citerer så sit idol Samuel Beckett fra forfatterens eget yndlingsstykke, »Slutspil«:

Brug dog hovedet, menneske.

Du er på jorden.

Det er der ingen kur for.

Han lader ordene hænge i luften i nogle sekunder. Blikket er fjernt. Så vender han tilbage og ler igen dybt og brummende.

»Ja, uden humor går det ikke,« siger han.