Mon ikke vi ville se færre skilsmisser i starten af året, hvis vi udelukkende gav hinanden gode bøger (og god vin) i julegave?

Terapien findes derude i bøgerne, som gør os klogere på verden, os selv og hinandens inderste drømme og længslers suk. Og den virker altså endnu bedre, når den foræres sammen med en god flaske af livets berusende nydelse.

Foto: Søren Bidstrup

Så er tiden er atter over os. Den søde juletid, vi har alle har ventet på, fordi vi nu, efter et langt, sejt år med en stadig grufuld og foranderlig verden, længes efter traditionen, genkendelsen og tryghedens svøbe. Legene, sangene, skænderierne, der fører til ægteskabsbrud, og duftene af brunt og brændt er de samme, som de var for 100 år siden. Ganske som fru Emma Gads visdomsord er evigt relevante: »Julen er en Ting, som Folk i de elleve Maaneder af Aaret ikke skænker en Tanke eller højst er enige om, er en meget besværlig Ting, men som den tolvte rejser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om.«

Julen er det stædige halmstrå, vi klamrer os til sidst på året, og denne jul bør være lige så tro mod bombastisk kalorieindtag og onkler, der lover deres ulykkelige koner at starte på antabus igen 1. januar, som julen var det sidste år. Men hvis jeg egenhændigt skal lade champagnepropperne springe til nytår, skal jeg i den mellemliggende uge have indsamlet følgende svar på en national rundspørge: »I julen 2019 lå der hverken krølfri Kähler-vaser eller ubrugelige dingenoter-til-kvinden-eller-manden-der-har-alt-gaver, men udelukkende gode bøger og god vin under det strålende træ.«

Rilke eller højtryksrenser?

Det kan godt være, at den rødmossede onkel bliver til grin i hele grundejerforeningen, når det blandt de andre oppustede mandemænd forlyder, at han stadig er den eneste, der må låne sig til en højtryksrenser, for i stedet fik han »Breve til en ung digter« og anden prosa af Rainer Maria Rilke, og det skal han (og hun) være glad for. For selv om man kunne tro – som Tine Byrckel skrev i Dagbladet Information 2. december 2011 – at disse breve fra starten af det tyvende århundrede, skrevet til Franz Xaver Kappus, en ung kadet, var gammeldags eller kun egner sig for dem, der er enten unge eller digtere, så kan Rilkes blide og høflige opsange gøre de fleste godt; så godt, at vi måske vil kunne se det på tallene i opgørelsen over skilsmisser i 2020. Kierkegaard skrev, at man ville fortryde det, om man giftede sig eller ej. Rilke hævdede fremsynet – og her citerer jeg fortsat den gode Byrckels skarpe pointe – at, ja, begge dele er dømt til at gå galt, så længe man handler ud fra en »fælles hjælpeløshed«. Når kønslivet kun er mandligt, som er »brunst, rus og hvileløshed«, og så længe kvinder forbigående »vil være efterlignere af mandlig uskik og skik«, går det galt.

»Julen er det stædige halmstrå, vi klamrer os til sidst på året, og denne jul bør være lige så tro mod bombastisk kalorieindtag og onkler, der lover deres ulykkelige koner at starte på antabus igen 1. januar, som julen var det sidste år.«


Desværre er Rilke ikke altid til at opstøve i Bog & Idé på Fisketorvet, eller hvor man nu stressindkøber sine julegaver, men så er det jo godt, at han med sine breve kun tjener som eksempel på, hvad god litteratur kan bringe af lidenskab, poesi og lærdom til et ægteskab, der måske synger på sidste vers i Peter Fabers og Emil Hornemanns »Højt fra træets grønne top«. Terapien findes derude i bøgerne, som gør os klogere på verden, os selv og hinandens inderste drømme og længslers suk. Og den virker altså endnu bedre, når den ledsages af en god flaske af livets berusende nydelse, ædruelighedsløfter eller ej; der er vel intet som kombinationen »jeg elsker dig – lad mig bevise det«. Glædeligt julegaveindkøb. Og held og lykke