Den traditionelle kernefamilie er indenfor et par generationer blevet suppleret af den såkaldte regnbuefamilie, hvor forældrene er af samme køn. Det betyder, at der er kommet nye aspekter til familiedramaer på film og tv, hvor især Lisa Cholodenkos »The Kids Are Alright« (2010) viste vejen.
Den danske tv-serie »Rainbow« skildrer i syv fint afstemte episoder den 18-årige Mollys forsøg på at finde ud af, hvem der er hendes biologiske far. Den ret opnår hun, der har to mødre, nemlig på sin 18 års-fødselsdag, men da hun opsøger den inseminationsklinik, hvor hun angiveligt skulle være blevet »lavet«, kender de hende ikke. Svaret rammer som en eksistentiel skuffelse.