Mojn! Tommy Ahlers skal være sønderjysk ambassadør på nybygget ambassade i København

Som en fejring af 100-året for genforeningen åbner grænselandet i næste måned en ambassade midt i hovedsaden. Ambassadørposten vil gå på omgang blandt fem kendte sønderjyder.

Sådan kommer ambassaden til at tage sig ud – bemærk de to separate indgange. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mihewi Fürstenwald, Roskilde Festival Experience (RFX)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere lokaliteter i København er gennem tiderne blev kaldt »den jyske ambassade«. Blandt andre de hedengangne diskoteker Absalon på Strøget og Crazy Daisy i Boltens Gård.

Nu får en del af Jylland sin egen mere officielle udpost – på Bertel Thorvaldsens Plads i København, lige ved siden af Christiansborg.

Ambassaden åbner 10. maj, og det sker for – med et års forsinkelse – at fejre 100-året for genforeningen.

Ambassaden er tegnet af Arkitekturministeriet og bliver en konstruktion i to etager omkranset af et to meter højt hegn samt faner i seks meters højde – fanerne bliver prydet af det sønderjyske våbenskjold. Ambassaden skal blandt andet udstede sønderjyske pas til de besøgende, der kan bestå en sønderjysk indfødsretsprøve.

Berlingske har fået et par af spørgsmålene til indfødsretsprøven, så den ærekære læser kan forberede sig.

Der vil formentligt blandt andet blive spurgt til, hvad det sønderjyske ord »duelse« betyder, samt hvilket naturfænomen der er ekstra god mulighed for at opleve i Tøndermarsken i Sønderjylland. Svarene kan findes i bunden af denne artikel.

101 sønderjyske øl og vand til de hurtige

Sådan kommer ambassaden til at tage sig ud – bemærk de to separate indgange. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mihewi Fürstenwald, Roskilde Festival Experience (RFX).

Selvom coronakrisen har udskudt fejringen, har de lukkede grænser mindet danskerne om, hvor væsentligt det er, at grænsen ligger, hvor den ligger, forklarer Svante Lindeburg. Han er direktør i Golden Days, som står for denne del af formidlingen af genforeningen.

»Vi har fået grænserne utroligt tæt på i vores bevidsthed på grund af coronavirussen. Diskussionen om grænsen er i virkeligheden mere præsent nu, hvor vi har lukket vores nationale grænser, end den har været, siden Schengenområdet blev indført,« siger Svante Lindeburg.

Ambassaden får en indgang forbeholdt sønderjyder og en indgang for alle andre, ligesom man kender det fra lufthavnen, hvor man med et EU-pas i hånden kan slippe for paskontrol.

Ambassaden vil være at finde på Bertel Thorvaldsens Plads fra 10. til 15. maj, hvor der også vil være en portal til Sønderjylland, der viser direkte video fra marsklandet.

Der vil ikke blive serveret sønderjysk kaffebord, solæg eller kålpølser ved ambassaden, men der vil være 101 gratis sønderjyske øl og vand fra bryggeriet Fuglsang til de første gæster, oplyser Golden Days.

Ambassaden får en ny ambassadør hver dag: Folketingsmedlem og forretningsmand Tommy Ahlers, rapperen Per Vers, forfatteren Anna Elisabeth Jessen, instruktøren Frelle Petersen og fotografen Søren Solkær.

Der er ikke tale om den første provinsambassade, der åbner i hovedstaden. Lolland-Falster havde i fire år en ambassade i København, ligesom Nordvestjysk Erhversråd i 2011 annoncerede planer om at åbne en ambassade.

Svar på spørgsmål: Duelse er sovs, mens naturfænomenet er sort sol.

Opdatering 20/4 kl. 08:44: I en tidligere version af denne artikel stod der, at duelse bestod af flæsk og kartofler. Duelse er dog en sovs, ofte af flæsk, fløde og løg, mens skrædderduelse er en ret med flæsk, løg og kartofler.