Mødet med V-klassen

Frikvartererne. Festerne. De umulige forelskelser. Den første kvalificerede petting. Knallerterne. Smøgerne. Pjæk og lejrskoler.Jens Rebensdorff skriver om sin gamle klasse fra Emdrupborg Skole.

Foto: Foto: Ditte Valente
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Er det ikke irriterende? Man falder ned i nøjagtig de samme roller, som man havde dengang i skolen.«

Klichéen er lige så sikker som remouladen på livets kødpølsemad med ristede løg, når talen falder på reunion-møder med gamle klassekammerater.

Som om det er noget negativt. Den, der siger det, plejer at se ud, som om vedkommende har spist en lort.

Men nej, det er ikke irriterende. Nej, det er ikke negativt. Det er et stort privilegium, at man pludselig kan passe ind i en gammel sammenhæng, som om man lige har forladt den i går, og står og ser sig selv og de andre som dengang, og alligevel ikke, i nogle lattervækkende og nostalgiske timer.

Også selv om ens position i hierarkiet dengang ikke var høj og livet langtfra var en dans på roser.

Få timer og så er det væk igen og videre i ens aktuelle hierarki og resten af det komplicerede voksenlivs relationer.

Sådan var det for en måneds tid siden, da jeg mødte ti af mine gamle klassekammerater fra Emdrupborg Skole. Marianne havde fundet os på Facebook. Buller, Ole, Bille, Per, Jørgen Henrik, Mette, Johnnie, Anne. De andre var vist ikke til at finde.

For et halvt år siden skrev jeg i øvrigt på denne plads noget om, hvor overfladisk og unødvendig jeg syntes, Facebook var. Jeg ville endda have en af de t-shirts, hvorpå der står: »Fuck Facebook « og nedenunder: »I’ve got real friends«.

Efter at have mødt mine gamle klassekammerater, trækker jeg det hele tilbage. De er ikke blevet mine venner. Men de gav mig en oplevelse for livet.

Jeg har svært ved at beskrive, hvor mærkeligt og fantastisk det var at møde folk, jeg ikke har set i 35 år.

35 år! Dengang der var skolegang om lørdagen, man kunne gå »i realen«, og der var koncert i aulaen med et nyt pigtrådsorkester, der kaldte sig Gasolin og vist nok ville udgive deres første LP snart.

En verden uden nuancer. Adidas eller Puma. Sweet eller Slade. Wrangler eller Lee. Flipper, disker eller rocker. Fodbold eller evig fortabelse.

Da vi mødtes på en café, inden vi skulle på restaurant, sad jeg det første kvarter og bare så på de andre tale. Det her var unikt, underligt, chokerende, skidesjovt. Simpelthen.

 

Jørgen Henrik var stadig den stille og rolige med det underfundige smil. Mette med den sublime humor og den vidunderlige no shit attitude, Ole stadig den pudsige, som alle holder af, men som heller ikke i dag har det let.

Og Johnnie, som alle troede ville ende i Vestre Fængsel sammen med de andre fra Studsgårdsgade, men havde fundet kvinden, jobbet og livet, der nu kørte på skinner på 25. år. Buller styrede stadig, og hans fotografiske hukommelse hjalp gevaldigt.

Dengang vi var nogle, der købte et ocean af studenterbrød for tre kroner (de kostede 15 øre stykket) og kastede de tiloversblevne ud fra vores garagetag, hvorefter min mor åbenbart var kommet hjem og havde beordret os til at feje vejen ren.

Dengang Bjarne sammen med nogle andre stjal en ølbil uden for et ismejeri og kørte den ned til Emdrup Sø og listede kasser med øl ned i søen, indtil faren var ovre og bilen fundet.

Rovet blev dog afsløret, da vandet havde opløst etiketternenes lim og hele søen flød med øletiketter.

Og der var alle lærerne, og der var frikvartererne. Festerne. De umulige forelskelser. Den første kvalificerede petting. Knallerterne. Smøgerne. Pjæk og lejrskoler. De otte timer, vi tilbragte sammen, føltes som fem minutter og måtte for alle andre end os fra V-klassen anno 1967-1975 have lydt som en klichéfyldt omgang nostalgi.

Jeg har aldrig været med til et så enestående mix af nutid og fortid. En fortid så present, at nutiden forsvandt. Også selv om vi talte om, hvad vi laver i dag, og om vores skilsmisser, afdøde ægtefæller, forældres dødsfald, børn, stedbørn, rejser, eventyr, uddannelser, uheld og held.

Livets store pinball-maskine havde givet os alle nogle ordentlige ture. Der er skrevet tykke bøger om den slags møder og lavet berømte film med klamme blødsødne violiner til. Men for en gangs skyld var jeg selv en af hovedpersonerne i den sentimentale og humoristiske blockbuster, som alle bør unde sig selv at deltage i.

At være tilbage igen med mennesker, der så det ske. Også selv om ikke alle minder og gamle klassekammerater er fantastiske. Men det er mennesker, som for en aften giver én en enestående følelse af at have vidner. Ens fortid er ikke blot noget i ens hovede. Det skete rent faktisk.

Så næste gang du får en invitation til at møde gamle klassekammerater så drop dit blaserte »Jeg orker ikke at blive fastholdt i gamle roller. Jeg er kommet videre i mit liv.«

Mød op!