Mit Frirum: Tangoen kalder på Hanne Boel

Hanne Boel er aktuel med albummet »Outtakes«. Når hun ikke laver musik, tømmer hun hovedet for tanker og rider ud i skoven på sin hest, styrter rundt på Musikkonservatoriet eller drømmer om Buenos Aires.

Hanne Boel, musiker og professor ved Musikkonservatoriet elsker at ride ud i skoven med hesten og er ikke bleg for at rose andre for deres musik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

De bedste madoplevelser, er
når min familie og jeg er i vores andet hjem i Italien. For mig er det hele madlavningsseancen i vores rå, rustikke, italienske køkken, hvor hele familien er involveret, der gør måltidet. Vi laver syditaliensk mad med grøntsager, friske tomater, fisk og oste. Meget enkelt og lækkert.

Jeg træner
på hesteryg i min fritid. Til daglig underviser jeg som professor på Musikkonservatoriet, og der styrter jeg op og ned ad gangene. Jeg træner nok tilstrækkeligt i mit travle liv kombineret med en fritid på hesteryg.

Læs også:

Det næste jeg køber, er
en ny hane til hønsegården. Jeg har nemlig lige mistet min hane til ræven. Jeg går mere op i, at mine høns skal være flotte, end at de lægger mange æg, så jeg skal have fundet en satans flot hane

Jeg gider ikke
fnidder mellem mennesker og lange søforklaringer. Når folk er sure og utilfredse med deres liv og lader det gå ud over andre. Det gider jeg ikke. Man har ret til at have en dårlig dag, men man skal ikke gøre andres dag sur også med lange forklaringer om at ditten og datten går dårligt. Man må vælge til og fra i livet.

Læs også:

Jeg vil gerne rejse til
Buenos Aires og Argentina. Jeg har ikke været der endnu og det ligger et stykke ude i fremtiden, men der er noget der, som kalder på mig. Jeg tror, det er blandingen af musikken og tangoen, og at det er et dramatisk land, som stadig har lidt cowboy over sig uden for Buenos Aires.

Min største last er,
også min styrke. En svag og en stærk side i mig er, at jeg tror meget på mennesker, indtil andet er bevist. Det har givet nogle smæk over fingrene, men også mange gode oplevelse. Jeg udelukker ikke nogen menneske på et førstehåndsindtryk. Jeg giver dem lang snor – både på arbejdet og folk, jeg bare møder på gaden, som vil snakke. Så lytter jeg, og jeg har fået mange spændende historier.

Læs også:

Det bedste råd, jeg har fået, var,
at en fremmed er en ven, jeg ikke har mødt endnu. Det hænger lidt sammen med, at jeg tror meget på folk. Det er ikke noget, jeg har lært derhjemme. Jeg tror faktisk, jeg har læst det et sted, men for mig er det et råd, jeg stikker mig selv og andre.

Det menneske, der har gjort størst indtryk på mig, var
en billedkunstner, jeg som barn mødte på Bornholm. Finn Carlsen. Hele hans levemåde og filosofi var så meget anderledes end min pæne, borgerlige families. Han havde en mere hippieagtig måde at leve på, var ligeglad med konventioner, og jeg bilder mig ind, at det åbnede min verden og har stor betydning for, jeg i dag er kunstner.

Læs også:

Jeg slapper bedst af med
hesten. Det er min absolutte meditation og afslapning. Når jeg rider, glemmer jeg fuldstædig alt andet end det, der er lige nu. Jeg rider tit i skovene omkring Frederiksværk, hvor jeg bor, og jeg rider mest alene, bare mig og min islandske hest.

Sidst, jeg gjorde nogen glad, var
Med alderen er jeg blevet optaget af at være god til at sige til mennesker, når de gør noget godt. Skrive en mail, når en har lavet noget god musik eller opført sig rigtigt. Det håber jeg, gør dem glade. Jeg bliver selv glad, når jeg får den slags ros. Det er små stumper af glæde.