»Min mor var enten Joan Collins eller posedame«

Fra hun var lille, var Pernille Rahbek sin mors tavlesvamp, der slettede moderens spor og opretholdt facaden. På torsdag udkommer hun med en bog om at vokse op med en alkoholiker-mor.

journalisten og brandmanageren Pernille Rahbek Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun vidste aldrig, hvilken mor, hun kunne forvente at møde, når hun kom ind ad døren.

Joan Collins-udgaven med lakerede negle og håret sat. Og med ægte omsorg for sin datter.

Eller posedamen med glasagtige øjne, sløret tale, sovehår og spiritusånde.

Da moderens alkoholmisbrug var værst og Pernille Rahbek var flyttet hjemmefra, eksisterede der ikke længere nuancer. Det var top eller bund. Joan Collins eller posedame.

Fra et såkaldt pænt hjem

»Jeg var 19 år og havde min kæreste med hjem for første gang, men fik ham hurtigt installeret i et værelse i det store hus, mens jeg ledte efter min mor. Det sad på rygmarven, at jeg altid lige skulle tjekke, om min mor havde en god eller en dårlig dag, især når jeg havde nogen med hjem.«

Da Pernille Rahbek fandt sin mor, forsøgte moderen at rejse sig fra sin seng, men hovedet rullede rundt.

»Hun kunne dårligt sige hej, uden at snøvle noget uforståeligt bagefter. Jeg gik tilbage til min kæreste og sagde, at jeg ikke kunne finde min mor. At hun nok ikke var hjemme alligevel, og så kørte vi igen.«

Pernille Rahbek kommer fra et pænt hjem. Et såkaldt pænt hjem, som hun siger. I en årrække var hendes mor selvstændig erhvervsdrivende, arbejdede meget, rejste til Paris hvert år og havde en stor omgangskreds. Hjemmet var på mange måder præget af ordentlighed og lignede så mange andre hjem. Udadtil.

På torsdag udkommer Pernille Rahbek med bogen »Kan man se, jeg har grædt?« En bog om at vokse op i en pæn alkoholikerfamilie. Hun har brugt mange år på at tage sig sammen til at skrive bogen, siger hun. Og ja, hendes mor har læst den for nylig, inden den blev trykt. Og nej, hendes mor bryder sig ikke om den.

»Men det er jo ikke kun min mors historie, det er i den grad også min.«

Drikkeriet foregik i det skjulte

Pernille Rahbeks mor gik aldrig på værtshus og kom aldrig væltende hjem bagefter. Hun råbte ikke og opførte sig ikke som en dranker.

»Der var stil over hende, og drikkeriet foregik altid i det skjulte. Stille og roligt og altid, når hun var alene. Når hun var sammen med andre, drak hun kun sjældent alkohol.«

I en stor herskabslejlighed i hjertet af København bor Pernille Rahbek i dag med sine to døtre. Hun er autodidakt journalist, tidligere studievært på en række TV-programmer og radiovært. I dag er hun brandmanager og har i flere år haft sit eget firma. Det går godt, hun mangler ikke noget økonomisk, forklarer hun. Har mange venner, også nære venner og ry for at være super-effektiv og få realiseret de projekter, hun går i gang med. Pigerne får al den opmærksomhed og kærlighed, hun overhovedet er i stand til at give dem.

»Men det er som om, jeg lever på lånt tid. Jeg er ikke i tvivl om, at det stammer fra min opvækst. Følelsen af, at jeg for alt i verden ikke må spilde mit liv, og det er ikke positivt, selv om det godt kunne lyde sådan. Det kan opleves som småstressende, som en uro.«

Har svært ved at indgå i faste parforhold

For selv om alt er fint i dag, selv om hun har klaret sig godt og stort set aldrig rører alkohol, er hun skadet for altid. Noget er gået i stykker.

»Det handler ikke kun om at »komme ud på den anden side« og én gang for alle gøre op med min barndom. Jeg har denne her uro i mig. Jeg har også svært ved at indgå i faste parforhold, fordi jeg har så stort behov for at teste, om en kæreste nu virkelig også kan klare sådan en som mig i længden. Det er meget ødelæggende.«

Til gengæld var det en befrielse, siger hun, da hun for nogle år siden erkendte, at hun lever med nogle ar på sjælen som et resultat af en opvækst med en alkoholiker-mor. Forældrene blev skilt, da hun var fire år, og faderen kendte til problemerne, men foretog sig ikke noget aktivt.

Egentlig har Pernille Rahbek ikke lyst til at eksponere sig selv med en bog. Hun har ikke et personligt behov for at fortælle sin historie offentligt, forklarer hun.

»Jeg har ikke brug for folk, der siger: Gud, hvor klarede hun det godt, når man tænker på, hvad hun har været igennem.

Jeg har udelukkende skrevet den, fordi jeg synes, at jeg har et ansvar. Hvis bogen kan bidrage til, at der bliver gjort en indsats for nogle af de børn, der er midt i en opvækst, som jeg selv har haft, ville jeg være dybt taknemmelig.«

Men det er ikke let, mener Pernille Rahbek. Alene det at finde frem til børnene. De lever bag et panser, hvor ingen opdager dem, med mindre de kommer fra et hjem med åbenlyse misbrugsproblemer.

Og hvem skal i øvrigt spotte dem? Er det lærerne i skolen, der i forvejen har susende travlt? Er det pædagogen i SFOen, fodboldtræneren, naboen? Hvem skal? spørger hun.

Østersbørn, der lukker i

Hun kalder dem for østersbørn, fordi de lukker i og bare overlever. Præcis som hun selv gjorde.

»De børn er verdensmestre i at overleve. De er knalddygtige til at lave alliancer med andre, de skjuler problemer derhjemme og man kan ikke se, at der er noget galt. Måske skulle man uddanne nogle mennesker i at blive bedre til at opdage børnene? Og virkelig også mene det, når man vil hjælpe dem. Det nytter ikke at føle, at man er næsten reddet. Man skal reddes helt. Jeg har prøvet at blive næsten reddet.«

Pernille Rahbek kan spotte en alkoholiker på et splitsekund. En nydelig kvinde eller mand på indkøb i Magasin. Ingen andre vil opdage det, men hun gør. Hun har sin indre radar, der altid er finjusteret, når en alkoholiker er indenfor hendes synsfelt.

»Jeg kan se det på øjnene, de fastholder lige blikket en brøkdel af et sekund længere, end andre ville gøre det. Og så kan jeg mærke det, jeg er aldrig i tvivl.«

Sammen med sin lillesøster blev Pernille Rahbek som barn afleveret i børnehave og senere i skolen af familiens barnepige. Nyvaskede, til tiden og med orden i skoletasken.

Kommer stadig til at bygeg facader op

For når facaden var på plads, kunne ingen opdage noget. Så kunne ingen se ind gennem sprækkerne, hvad der foregik i det store hus med mintgrønne vægge og bordeaux gulvtæpper. De kunne ikke få øje på en syvårig pige, der gik rundt og tømte sin mors vinflasker, som hun fandt rundt omkring. Hvorfor hun gjorde det, vidste hun ikke, måske var det bare instinktivt.

»Jeg var en lille tavlesvamp, der slettede alle min mors spor,« lyder forklaringen i dag.

»For hvis nogen opdagede noget, ville det hele krakelere, inklusive mig selv. Der blev brugt så meget energi på at holde facaden, og jeg kan se, hvor meget jeg hele tiden kæmper med at nedbryde alle mulige former for facader i mit nuværende liv. Det er mig magtpåliggende at nå ind til noget ægte, noget af alt det bag en facade. Men jeg kommer stadig til det. At bygge facader op omkring mit liv. Se på min lejlighed, alt passer sammen,« siger hun og nikker rundt i stuen, hvor der er flere meter til loftet.

»Farverne matcher til mindste detalje. Jeg er super-æstetiker, men for mig er det også en facade.«

I dag har moderen været tørlagt alkoholiker i 14 år. På initiativ fra den ældste datter. Og det er med Pernille Rahbeks ord helt, helt fantastisk.

»Jeg har meget stor respekt for, at det lykkedes for hende, efter at have været på afvænning med Anonyme Alkoholikere.«

I dag ser Pernille Rahbek jævnligt sin mor. De kan grine sammen og opleve nogle bestemte situationer på samme måde. Men altid med en afstand, både fysisk og følelsesmæssigt fra Pernille Rahbek.

Ikke kun historien om en ond mor

»Nogle ville tro, jeg var bitter. Det er jeg ikke, for min mor har også gjort meget godt. Der er mange lag i det her, det er ikke kun en historie om en ond mor og en stakkels datter. Min mor er for eksempel den direkte årsag til, at jeg har så meget selvtillid, at man skulle tro, det var løgn. Hun har altid rost mig og sagt, hvor dygtig, jeg var.«

Men tilgivet sin mor har Pernille Rahbek ikke. De taler heller aldrig om, hvad der skete i barndomshjemmet og i årene efter, at Pernille Rahbek flyttede hjemmefra. Hendes mor er på en helt anden kanal, som hun formulerer det. En anden planet i den sammenhæng.

»Jeg tænker ikke, at hvis jeg tilgiver min mor, sætter jeg mig selv fri af fortiden. At det er min forløsning, for den får jeg aldrig. Der er meget fra min opvækst, jeg ikke selv er i stand til at styre rationelt. Jeg lever med det, der er sket, og det er ikke noget, jeg går og tænker på hele tiden. Jeg har mit liv, som på mange måder er meget privilegeret, heldigvis.«