Min bolighandel: Dobbelt så meget plads til samme pris

Line Skafte Wilkens flyttede sammen med kæresten Steffen Nyholt Petersen 500 meter »den forkerte vej« på Frederiksberg og fik 400 kvadratmeter hus for samme pris som den fraflyttede villalejlighed på 200 kvadratmeter.

Billede 1
Fra dødsbo til skøn familievenlig villa på Frederiksberg Fold sammen
Læs mere

Hvorfor skulle I købe ny bolig?

»Jeg boede alene med mine to børn i en villalejlighed på 200 kvadratmeter ikke langt herfra. Men min kæreste Steffen og jeg ville gerne starte et nyt hjem sammen, som vi kunne købe sammen, så det var vores. Jeg har boet sammen med mine børns far i min villalejlighed, og derfor syntes vi ikke, det var en mulighed, at han flyttede ind hos mig. Vi ville have en ny og frisk start i et hus, der fra starten var vores begges.«

Hvilke krav havde I til jeres nye bolig?

»Vi ville gerne have mere plads, for vi elsker at have gæster, mange gæster, og det kræver plads. Hvis jeg har et par veninder på besøg, og de har deres børn med, er vi jo hurtigt 10 mennesker, og det vil vi have plads til. Vi ville også have plads til, at Steffen kunne få sit eget private rum, så han kan trække sig lidt tilbage og få fred, når der er lidt for mange damer og børn i huset.«

Det afgørende krav til den nye bolig var plads. Det fik parret, og i den store dagligstue er der plads til to flydersofaer og masser af gæster. Fold sammen
Læs mere

Hvordan fandt I boligen?

»Jeg fik en overraskende høj vurdering af min villalejlighed på ni til 10 millioner kroner, og så gik jeg ind på Boliga.dk og søgte på, hvad man kunne få til den pris. Jeg fandt det her hus, som ligger tæt på, hvor vi boede før, og det havde en liggetid på 400 dage. I den periode var markedet generelt gået op i pris, men huset her var faldet fra 9,4 millioner til 8,9 millioner. Jeg tog over og så på det en torsdag eftermiddag og tænkte med det samme 'Det er det!'. Søndag formiddag så Steffen og jeg på det sammen, om eftermiddagen så vi det med min svigerfar, som er håndværkskyndig, og om onsdagen købte vi huset. Uden at have set på andre. Vi var så heldige, at vi var forhåndsgodkendt til at købe uden at have solgt, fordi vi havde talt med banken inden, da vi havde kigget på et sommerhus. Derfor kunne vi, i modsætning til mange andre, der havde kigget på huset, slå til med det samme.«

Hvad faldt I for ved boligen?

»For det første at det er kæmpestort. Vi synes, det er fedt, at folk bare kigger forbi, og elsker at have mange gæster. Og her er både plads til gæster, gæsteværelse, kontor til Steffen og ikke mindst til at leje ud. Vi har tre piger, som lejer sig ind, og de er på en måde en del af familien og kigger efter børnene, når vi er ude, og når de kommer hjem fra skole. Jeg kunne mærke med det samme, at der er en dejlig stemning i huset. Endelig var det afgørende, at vi kunne få dobbelt så meget plads til cirka den samme pris, bare fordi vi flyttede 500 meter. Og så faldt jeg pladask for andensalen, som er ét stort rum, og hvor vi har åbnet op til kip og har fritliggende bjælker og en fantastisk udsigt. Alene den kunne have fået mig til at forelske mig i huset.«

Hvorfor valgte I dette område?

»Jeg boede før i nogenlunde samme område og er virkelig glad for det. Det var også afgørende, at vi kunne blive tæt på børnenes skole. Det sjove er, at vi er flyttet 500 meter 'den forkerte vej', men naboerne her er så meget sødere. Man passer på hinanden her, og så er vejfesterne meget sjovere.«

Næsten alt er skiftet ud i huset, men det grønne italienske marmorgulv og de gamle egetræsgulve fik lov at blive. Parret valgte at indsætte et køkken i egetræ for at matche det oprindelige udtryk. Fold sammen
Læs mere

Hvilke overvejelser gjorde I jer inden købet?

»Ikke mange. Det var et dødsbo, og vi vidste, at vi skulle renovere alt. Vi kunne ikke få en ejerskifteforsikring, men vi tog den risiko med og tænkte 'Vi fikser det bare'. Vi havde som sagt min håndværkskyndige svigerfar med ude og kigge, og han sagde, at ud over at alting skulle renoveres, var det et sundt hus. Og 7-9-13 har vi endnu ikke fået nogle store chok eller overraskelser undervejs.«

Line Skafte Wilkens, strategisk direktør i it-konsulenthuset Kraftvaerk, har købt huset sammen med sin kæreste, Steffen Nyholt Petersen, digital direktør i Mindshare. I huset bor også Line Skafte Wilkens' børn, Viktor på 7 år og Frida på 10 år. Fold sammen
Læs mere

Hvor meget har I renoveret?

»Alt! Sælgerne var en italiensk familie, som havde boet her i 32 år uden at gøre noget som helst ved huset. Vi har fået lagt nyt tag, nyt køkken på to etager, badeværelser og gravet kælderen ud, alt. Det tog et år på fuld tid, og vi boede her imens. I otte måneder havde vi ikke noget køkken, men en interimistisk løsning med reol og et kogeblus, og vi sad og spiste i vaskekælderen ved et lille bord. Alligevel var vi ikke blege for at forlænge perioden, fordi vi fandt ud af, at der var en bedre løsning. Efter at have fået lagt vand og fræset el ind i det rum, vi havde tænkt som spisekøkken, tænkte jeg, at det var åndssvagt at have en spisestue med plads til syv og et spisekøkken med plads til syv. Så hellere et mindre køkken og en stor spisestue med plads til mange gæster, og så startede vi forfra i et andet rum. Efter købet havde vi ikke penge til renoveringen, så dem lånte vi privat af familie og venner. Men fordi vi lejede værelser ud på Airbnb, efterhånden som etagerne blev sat i stand, fik vi banket gælden ned på et halvt år.«