Milan Kundera: Den filosofiske romans måske største rockstjerne og stiveste moralske pegefinger fylder 90 år

Få har bekæmpet kommunismen og den vestlige forfaldshistorie så intenst, intellektuelt, frygtløst og fantastisk som Milan Kundera. Nu fylder han 90 år.

Milan Kundera poserer i en have i Prag, 1973. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP PHOTO

I 1999 kårede et fransk magasin det 20. århundredes største genier. På listen var blandt andre Albert Einstein, Coco Chanel, Henry Ford, Edward Teller, Bill Gates, Yves Saint Laurent, Marie Curie, Rockefeller, Sigmund Freud m.fl.

Men ingen filosoffer, ingen forfattere, ingen digtere og dramatikere. Forfatter Milan Kundera kommenterede dengang listen og skrev, at den efterlod ham med følelsen af at leve i en epoke efter kunsten, i en verden, hvor »behovet og sensibiliteten for kunst, kærligheden til kunst forsvinder«.

Forfatteren, der nu fylder 90 år, kan se tilbage på et forfatterskab, der har strakt sig over seks årtier. Et forfatterskab, der overordnet kan læses som en protest mod den vestlige forfaldsberetning. Som et korrektiv til en tid, der sætter mere pris på biler, bomber og beklædningsgenstande end på det, der udvider vores forståelse af den menneskelige eksistens.

»Kundera var gennem 80erne og 90erne den forfatter, der bedst forenede filosofi med litteratur, politisk historie med etik og gjorde romanen til den prisme, samtiden kunne ses gennem.«


Verdensberømmelse

Milan Kundera blev i 80erne berømt for »Tilværelsens ulidelige lethed«; en let filosoferende roman, der blev en international bestseller og endda filmatiseret. Alene det faktum – at en roman, der åbner med en gennemgang af Nietzsches begreb om »den evige genkomst« og undervejs mediterer over eksistentiel lethed kontra tyngde kunne få så stor gennemslagskraft – kunne måske bevidne om, at Vesten ikke er i totalt frit intellektuelt fald.

Men nej. Sådan forholder det sig ikke for den tjekkiskfødte forfatter, der siden sit gennembrud med »En spøg« i 1967 har leveret den ene dannelsesmæssige opsang efter den anden. I alt 10 romaner er det blevet til, og derudover har han skrevet essaysamlinger, skuespil og den meget vellykkede poetik: »Om romankunsten«.

Her udfolder og perspektiverer han romanens opkomst med Cervantes’ »Don Quijote« og Rabalais’ beretninger om Gargantua og Pantagruel. Han får placeret Voltaire, Diderot, Flaubert, Rimbaud og Rabelais, hvor de hører hjemme i europæisk kontekst og får nuanceret læsningen af Kafkas værker. Blandt andet bemærker han undervejs, at Kafkas venner altid græd, når han læste udvalgte passager op, men ikke af sorg over tidens dehumanisering. De græd af grin. Alligevel har eftertiden kategoriseret Kafka som en alvorstung afdækker af modernitetens bureaukrati og nye verdens umenneskelighed. Det er ellers en gammel sandhed, at der ligger stort komisk potentiale gemt i det tragiske.

Nobelpriskandidat

I mange år var Milan Kundera et oplagt bud på en modtager af Nobelprisen i litteratur. For ikke kun var »Tilværelsens ulidelige lethed« en bemærkelsesværdig roman – den litterære succes blev fulgt op med værker som »Udødeligheden«, »Afskedsvalsen« og »Langsomheden«.

Sidstnævnte mediterer over det nære forhold mellem langsomhed og erindring og mellem hastighed og glemsel. Hvorfor er nydelsen ved langsomheden forsvundet, hvorfor er vores tid så besat af uvidenhed og af at glemme sig selv, spørger Kundera i en roman, der ikke er blevet mindre relevant med årene.

Han blev født den 1. april (en symbolsk dato, siger han selv) i 1929 i Brno. Han har levet i eksil i Frankrig siden 1975, og hans tidlige romaner er blevet fremhævet for at være noget af det mest indsigtsfulde, der er skrevet om livet under kommunismens undertrykkelse i Østeuropa.

Stikkeranklager

I 2008 og 2009 blev han imidlertid ramt af stikkeranklager og beskyldt for at have angivet en mand til politiet i Tjekkoslovakiet i 1950. Kundera selv har pure afvist sagen og truet med en injuriesag og så ellers muret sig inde og nægtet at kommentere rygterne yderligere.

En række forfattere, heriblandt Salman Rushdie, Philip Roth, Orhan Pamuk og Gabriel Garcia Marquez, har offentligt støttet Kundera, og den franske filosof og ven Bernhard-Henri Lévy skrev i forbindelse med sagen: »Det er kvalmende og afskyvækkende. Hvordan tør disse patetiske mennesker anklage et menneske, som har levet et engageret liv og opnået store ting. Kundera risikerede sit eget liv for et mål, han troede på. Stop disse skueprocesser ... Nej, jeg kan virkelig ikke forestille mig, at forfatteren til romanen »En spøg« – ikke engang i sit tidligere liv, i sin forhistorie – skulle være stikker.«

Men evnen til at skrive overbevisende om etik og eksistens, behøver ikke nødvendigvis sikre én evnen til selv at leve pletfrit. Selv om Kundera har skrevet storslået om menneskers kamp for retfærdighed og et værdigt liv under kommunismen, så tematiserer han også i sit forfatterskab, hvor kridtstregen egentlig gik for de stakler, der måtte leve under disse regimers brutalitet. Hvornår var man systemkritiker, og hvornår kunne man fristes til at blive medløber og måske endda stikker?

Europæiske tidsskrifter har siden vedholdende publiceret artikler med anklager, og Kundera er forblevet tavs. I mellemtiden er der heller ikke mange, der har haft ham som favorit til Nobelprisen i litteratur, og det kan selvfølgelig også skyldes, at kvaliteten af hans udgivelser, der kommer med stadig større mellemrum, ikke er for opadgående.

Med frygtløshed og talent

Det er imidlertid indiskutabelt, at han gennem 80erne og 90erne var den forfatter, der bedst forenede filosofi med litteratur, politisk historie med etik og gjorde romanen til den prisme, samtiden kunne ses gennem. Og at han var den, der med størst frygtløshed og talent kunne beskrive, hvordan kommunismen forsøgte at invadere den menneskelige værdighed som en indre besættelsesmagt.

Blev han selv kortvarigt offer for det? Det finder vi måske aldrig ud af.

Nu fylder Milan Kundera 90 år, og det er en anledning til enten at læse eller genlæse hans forfatterskab.