AOK

Mikkel Frey Damgaard: Jeg finder prisuddelinger angstprovokerende. Jeg vil hellere på fisketur

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det forfatter, studievært og naturguide Mikkel Frey Damgaard.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man siger »dansk kultur«, hvad tænker du så på?

»Det almene og det frie. Vi kan ikke takke Grundtvig, højskolerne, Brandes og en bølge af forfattere, kunstnere, tænkere og så videre, som fulgte i deres kølvand, nok. Tankerne om at sætte bønder og borgere fri og ruste dem intellektuelt og åndeligt til at træffe valg og beslutninger, som kan lede til et værdigt og meningsfyldt liv, står for mig som noget særligt i dansk kultur.

Det moderne gennembrud er i mine øjne noget af det vigtigste og mest interessante, der er sket i Danmark. Det lykkedes jo langt hen ad vejen, selvom idealerne og tankerne kan opleves som et svagt og udvisket ekko fra en svunden tid. Men måske også en opgave, vi kan kaste os over i dag. Hvordan skaber vi nogle rammer, så alle kan være trygge og forfølge et godt og meningsfyldt liv?«

Hvad er dit livs største kulturoplevelse?

»Det er en fremadskridende opdagelse af, hvor stor en plads naturen spiller i menneskets erkendelse af dets egen eksistens og forståelse af større mening eller mangel på samme. Det begyndte for mig med Pontoppidans forfatterskab, hvor især »Lykke Per« har betydet en masse. Fortællingen om et menneskes drøm om at erobre verden ved at betvinge naturen for til sidst at bøje sig i erkendelse af, at naturen aldrig kan betvinges, endsige overgås, men tværtimod kun kan nærmes, når man forstår den grundlæggende forbindelse mellem menneske og natur. Tematikken går igen i næsten alle hans tekster.

»I takt med at vi smadrer vores natur, fylder onlinetilstedeværelsen mere og mere, og det er for mig den totale fremmedgørelse. En ting er fraværet af egentligt nær- og samvær, noget andet er en opløsning af grænserne mellem det private og offentlige, som udelukkende er drevet af et ønske for at gøre os til forbrugere«, siger Mikkel Frey Damgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Siden læste jeg en masse andre tænkere, der arbejdede med det samme. Heidegger og Nietzsche som de vigtigste, før jeg fandt det langt mere følsomt og fornemt skildret hos Inger Christensen og senest hos filminstruktøren Hayao Miyazaki – især i »Ponyo«, »Min nabo Totoro« og »Chihiro og heksene«, som jeg ser igen og igen med min kæreste og hendes piger. Naturens skønhed giver mening i sig selv – derfor skal vi værne om både naturen og den erkendelse.«

Hvad er din værste kulturoplevelse?

»I takt med, at vi smadrer vores natur, fylder onlinetilstedeværelsen mere og mere, og det er for mig den totale fremmedgørelse. Én ting er fraværet af egentligt nær- og samvær, noget andet er en opløsning af grænserne mellem det private og det offentlige, som udelukkende er drevet af et ønske om at gøre os til forbrugere. Værst og tydeligst i alliancen mellem tech-giganternes tjenester, virksomheder og en sværm af kommunikationsbureauer, agenter og så videre, der (mis)bruger bloggere og influencere til at sælge os tilværelsen med flødeskum og kirsebær på toppen. Langsomt suger man selvstændighed, tanke og ånd ud af os, indtil der til sidst intet er tilbage.«

»Vores eneste mulighed for at blive til som mennesker sker gennem sansning, fordybelse og erkendelse. »I har de tyranner, som I fortjener,« skriver Pontoppidan, og det er formentlig rigtigt, men kampen er blevet ulige. Tyranniet består nu i en kontinuerlig og uigennemskuelig manipulation, hvis største løgn er en påstand om, at mennesker jo selv vælger at bruge deres tjenester og produkter.«

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling, eller har du nogensinde læst slutningen på en bog først?

»Masser af gange, og jeg har, medmindre værket ligefrem var fordomsfuldt eller dovent, tænkt, at andre måske kunne få noget ud af det, og brugt mine kræfter på noget andet.«

»Diskussionerne om køn, identitet, racisme og så videre har ændret en masse.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Er der særlige ting, man bare ikke gøre i dansk kulturliv, eller nogle særlige uskrevne regler, du har oplevet at slå dig på?

»Det er ikke mit indtryk, at Marianne Stidsen er det mest populære medlem i Det Danske Akademi. Men jeg kan faktisk ikke finde ud af, om det er synspunkterne eller den måde, skænderierne har foldet sig ud på, der er problemet. Jeg har svært ved at forestille mig, at en gruppe relativt begavede mennesker ikke kan sætte sig sammen og diskutere #metoo, men det er det åbenbart. I hvert fald som det ser ud i medierne.«

»Journalister er, og det har jeg også selv været, enormt optagede af sociale koder og hierarkier, når det handler om kulturlivet. Men det er sjældent særligt interessant for andre end medierne, der altid er på jagt efter en skandale. Måske handler det om, at journalister er så optaget af hykleri og derfor er ekstremt bange for at blive snydt, at de altid gerne vil være den lille dreng, der råber, at kongen ikke har noget tøj på. Men det løfter sig sjældent til noget særligt interessant og bygger altid på en dødssyg og smålig forargelse, som i hvert fald slet ikke har noget med kunst at gøre.«

I øvrigt finder jeg selskabsliv, prisuddelinger og receptioner angstprovokerende. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op, så det bliver altid overgearet og ufokuseret og alt for alkoholmarineret, før jeg flygter. Jeg vil hellere på fisketur.«

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Diskussionerne om køn, identitet, racisme og så videre. Selvom mediernes snævre optagethed af konflikten i sig selv er fordummende, så er det sindssygt interessant, at en masse grupper ikke længere anerkender andre gruppers magt til at definere, hvem der er rigtig, og hvem der er forkert. Det har allerede forandret, hvordan vi forstår bestemte ord, begreber eller begivenheder – og ikke mindst os selv. Det er enormt interessant, og i mine øjne blæser der et frisk pust af frihed over vores evne til at forstå både os selv og hinanden. Det er et opgør med det tyranni, jeg talte om tidligere, og man kunne håbe, at det også er fra den kant, at der kan komme et opgør med markedsgørelsen af individet. Hold for eksempel øje med en forfatter som Glen Bech.«

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Nej.«

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Der findes et ganske særligt menneske ved navn Keith Thomas Lohse, som også er digter. Han har skrevet nogle af de mest morsomme, begavede og smukke tekster, jeg har læst. Han har aldrig formelt udgivet, men det sker nu (udkommer 22. juni, red.). Et forlag har samlet nogle af hans tekster og vredet armen rundt på ham og tak til dem for det. Det bliver virkelig spændende.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

» … forsøge at sige noget om vigtigheden af, at vi har et sprog til at beskrive og forstå naturen.«

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg ved slet ikke, hvilke løgne og myter der er i omløb. Men spørg på en kulturredaktion, jeg har indtryk af, at de (næsten) ikke interesserer sig for andet.«