Midt i krigens kaos vil UNESCO sætte Odesa på international kulturarvsliste

Den vigtige ukrainske havne- og kulturby Odesa kan med sin historiske havn, gamle bydel og store kulturinstitutioner komme på UNESCOs kulturarvsliste og dermed midt i krigen blive beskyttet af international lov.

Soldater og indbyggere i Odesa forsøger at beskytte byens store teater mod krigens ødelæggelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carlo Orlandi/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Midt i Ruslands krig mod Ukraine har UNESCO, FNs organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, vendt tommelfingeren op for Ukraines ønske om at få den strategisk vigtige havneby Odesa optaget på den prestigefyldte liste for verdens kulturarv.

Odesa, som bliver kaldt »Sortehavets perle«, er blandt andet kendt for sin historiske havn, sin gamle bydel, sin opera og sit kunstmuseum. Byen har, skriver UNESCO i en pressemeddelelse, bevaret en enestående byplan, som er typisk for havnebyer fra det 18.-19. århundrede.

Der findes i Europa ikke et tilsvarende eksempel på en velbevaret bystruktur fra den tid, skriver UNESCO.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters mødtes den ukrainske kulturminister, Oleksandr Tkachenko, og UNESCOs generaldirektør, Audrey Azoulay, tidligere på ugen i Paris.

Efter mødet meddelte de, at Odesa nu er nomineret til optagelse på listen, og at FN-organisationens komité for verdens kulturarv nu skal vurderes ansøgningen. UNESCO ønsker, fremgik det af mødet, at sagen hastebehandles.

Hvis Odesa bliver optaget, betyder det, at byen vil blive omfattet af international lov, som skal beskytte kulturværdier under væbnet konflikt.

Flere historiske bygninger og steder i Ukraine har allerede status af verdenskulturarv, blandt andet Sophia Katedralen i hovedstaden, Kyiv, og de omkringliggende klosterbygninger samt den historiske bykerne i middelalderbyen Lviv.

Også mindesmærket for de dræbte jøder i Babij Jar nordvest for Kyiv, hvor Nazityskland stod bag mordet på over 100.000 mennesker, er blevet ramt af bomber.

Det er dog tvivlsomt, om denne status vil yde Odesa beskyttelse mod krigens ødelæggelse. En række historisk vigtige steder, blandt andet museer, kirker og mindesmærker, er blevet beskadiget eller helt ødelagt under krigen.

Odesa, der har én million indbyggere, er også strategisk og erhvervsmæssigt en vigtig by i Ukraine. Det er blandt andet herfra, at man for nyligt udskibede korn til eksport som følge af en aftale mellem Ukraine og Rusland formidlet af FN.

Odesa ligger tæt på frontlinjen, men krigen har også direkte ramt byen. I juli ramte russiske bomber byen og to museer, blandt andet byens museum for moderne kunst, blev ramt ved luftangreb. UNESCO har påtaget sig at støtte reparationer og beskyttelse af samlingerne. Kunstmuseet, der blev indviet i 1899, fik ødelagt sit glastag og sine vinduer.

Odesa har i forvejen forsøgt at skærme kulturarv mod krigen. Mindesmærker og skulpturer i byen er blevet gemt væk eller pakket ind for at beskytte mod ødelæggelser, vinduer i museerne er blevet beskyttet med sandsække og museumssamlinger er blevet flyttet til sikre steder.

UNESCO har fordømt angreb på historiske kulturbyer som Kharkiv og Tjernihiv, der er kendt for sin gamle bykerne.

Hjælp til Ukraine

Flere lande og organisationer hjælper Ukraine med at beskytte sin kulturarv.

Det gælder også Danmark.

Tre danske organisationer – Blue Shield Danmark, der arbejder med at beskytte kulturarv i krigsområder, den danske nationalkomité for museernes internationale samarbejdsorganisation ICOM samt Museumstjenesten, som er indkøbsorganisation for danske museer, hjælper ukrainske museer, arkiver og øvrige kulturinstitutioner med materialer til at beskytte genstande, arkivalier og øvrige kulturværdier. Velux Fonden støtter projektet med fem millioner kroner.