Mick Øgendahl: Lille mand, stor underholder

Mick Øgendahl kan lave jokes om alt fra regnorme og sharia-lovgivning til opvæksten på Falster. Nu er han aktuel som selveste kronprins Frederik på Nørrebro Teater – hans første hovedrolle.

Mick Øgendahl til M/S Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frygtsom rækværksvæder fra Falster

»Nu ved jeg godt, I sidder og tænker »hov hov, I har da ikke ingeniører og akademikere på Falster«, og jo, det har vi da. Jeg har da selv gået i klasse med en akademiker, der så valgte at blive ved og tage 9. klasse med. Sådan en rigtig snude dér, I kender typen. Sådan én, der insisterer på at få et glas, når vi drikker rødvin. Han kan da lægge sig ned under kartonen som os andre.«

– »Spas«, 2012.

Det kan være svært at forestille sig, når man har set ham stå på scenen foran flere tusinde tilskuere, men da han var barn, tissede han i bukserne, når pedellen hev ham ned fra rækværket på Møllebakkeskolen på Falster. Faktisk er vatpik det ord, Mick Øgendahl bruger om sig selv, når han skal beskrive, hvordan det var at vokse op.

»Da jeg gik i skole, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg var lidt mere svagelig end de andre. Jeg ville for eksempel aldrig med på lejrtur, for det kunne jeg ikke lige overskue. Så jeg blev alene tilbage og var så naturligt nok uden for, når de andre kom tilbage fra koloni. Men lysten til det ukendte var åbenbart mindre end nederlaget ved at høre om deres oplevelser, når de kom tilbage. Det begyndte at rette sig, da jeg blev 10-11 år, men indtil da var jeg en ynkelig satan.«

Mick Øgendahl blev født i Silkeborg i 1973, men flyttede tidligt med sin mor og stedfar til Nørre Ørslev på Østfalster. En landsby med under 50 indbyggere og med præcis 13 gadelygter, hvor der var langt til skole og ikke andre børn i nærheden. Hvor Mick Øgendahl måtte lege en del med sig selv på den ensomme, men gode måde, og hvor han helt naturligt havde tid til at tænke tingene igennem, hvis der for eksempel havde været problemer i skolen. Det gjorde han på de fem-seks kilometer, han skulle cykle til og fra skole.

I 7. klasse var Mick Øgendahl for første gang med sin klasse på tur. En obligatorisk udflugt til Bornholm tvang den forsigtige dreng af sted, men det gjorde ikke så meget, for på det tidspunkt var han begyndt at forstå, at det ikke var så farligt endda.

»Det med at have venner begyndte at vokse på mig. Der var to kurver, hvor den ene hed usikkerhed og sagde, at jeg skulle blive ved det trygge, mens den anden handlede om at definere sig selv ud fra sine venner og være en del af et fællesskab og et sammenhold. Den ene kurve var nedadgående, og den anden var opadgående, og til sidst krydsede de to hinanden. Heldigvis. Ellers havde jeg nok bare samlet på frimærker i dag.«

Hverken frimærker eller standup lå i kortene for Mick Øgendahl dengang. Efter folkeskolen begyndte han på erhvervsskolernes grunduddannelse inden for jern og metal og efter at have været der et år, rykkede han til HTX i Næstved, hvor han gik på maskinlinjen. Men i virkeligheden var det ikke den vej, han drømte om at gå.

»Jeg tror altid, jeg har vidst, at jeg ville optræde. Men Lolland-Falster var på godt og ondt et feudalt kontrært samfund, hvor professionen skuespiller eller komiker ikke var præsent i daglig tale. Derfor tænkte jeg, at min anden passion for at arbejde med hænderne og træ og metal var et godt alternativ, når det nu ikke kunne blive andet. Og det kunne det ikke i min verden.

På Falster kunne man blive automekaniker, smed, tømrer, og hvis man var højpandet, kunne man komme i gymnasiet og måske engang blive gymnasielærer. Hvis man ikke selv brød mønstret, var man fra starten prædefineret til, hvad man skulle ende med at blive.«

I Næstved mødte Mick Øgendahl fyrene fra hiphop-gruppen Hvid Sjokolade, og det skulle vise sig at blive lidt af en øjenåbner for ham. At møde en flok drenge, der satsede alt, hvad de havde på Plan A – musikken – uden overhovedet at skænke Plan B en tanke.

De end ikke overvejede, hvad de skulle gøre, hvis Plan A kuldsejlede, fortæller Mick Øgendahl. Det fik ham til at sige til sig selv, at han måtte prøve sin egen Plan A for sjov. Ét sabbatår, et forsøg, langt væk fra Falster.

»Jeg ville løsrive mig fra den spændetrøje, som bestemte, hvad man kunne og ikke kunne. Langt hen ad vejen var det en spændetrøje, jeg hev ned over mig selv, men der var bare ikke andre – heller ikke i min omgangskreds – der delte min passion.

Da jeg kom væk fra Falster, lagde jeg alt for stor afstand til dem, og det blev til en kold afvisning af alt på Falster de første mange år. Det var først senere, jeg søgte tilbage, fordi jeg opdagede, at den, jeg er i dag, i bund og grund er defineret af den opvækst, jeg havde på landet.«

Charlie Chaplin og den grå masse

»Ja, det hele startede med, at jeg begyndte at gå til noget standarddans, du ved. Mine forældre var selv dansere, så der var ingen, der løftede et øjenbryn der. Men så inden jeg fik set mig om, var der noget lambada i weekenderne, og jeg var også til nogle fester i Ishøj, hvor nogle folk havde taget musik til noget mavedans med. Nogle af mine venner havde set mavedans og fået herre nedtur på over det, men jeg skulle prøve det. Jeg ville gerne ud af det, men når alle andre danser, så danser du også. Jeg var bare hooked på det lort. Så måtte jeg på klinik og var til afdansningsbal...«

»Og så blev du stiknarkoman?«

»Nej, det har jeg sgu altid været.«

– »Den Ægte Vare«, 2002.

For at løsrive sig fra Falster-mentaliteten, tog Mick Øgendahl til København med planer om at skulle optræde. Lysten til at underholde opstod tidligt i hans liv. I hjemmet på Falster kunne de se tysk fjernsyn, ARD, NRD og ZDF, og her faldt han tit over programmer med Gøg og Gokke, Charlie Chaplin og Buster Keaton. Han blev helt opslugt af komikken og slapsticken, fortæller han.

»Tidligt, fordi jeg tænkte så meget over tingene, begyndte jeg at analysere, hvad det var, Buster Keaton eller Charlie Chaplin kunne, eller hvad der lå bag den umiddelbare komik. Charlie Chaplins »Vagabonden« er jo bare den lille mand mod systemet, og Buster Keaton var også langt hen ad vejen misforstået. Så jeg tror, jeg så noget medmenneskeligt i komikken.«

For at udforske mulighederne for at optræde med komik, begyndte Mick Øgendahl at komme i det, der dengang var standuppens mekka, Restaurant DIN’s, der lå i Lille Kannikestræde. Det var også her, han første gang gik på scenen. Wikipedia siger, at det var i 1993, men hovedpersonen selv kan ikke huske det præcist. Men han kan huske nervøsiteten.

»Første gang jeg skulle optræde, kunne jeg ikke spise noget, og på et tidspunkt, inden jeg gik på scenen, gik jeg helt og aldeles sukkerkold. Så spiste jeg en burger, men den røg op igen. Da jeg endelig kom på scenen, gik det rigtig dårligt. Jeg rystede så meget. Men så de sidste to minutter... de var fantastiske. Jeg fik lov til at prøve det hele den aften.

Jeg fik respekt for standup og fandt ud af, hvor skrøbeligt, det kan være, og hvor alene, man er, og samtidig fik jeg lige lov til at prøve at være i landet, der flyder med mælk og honning.«Den lykkefølelse fik han smag for, og han blev en del af standup-slænget bestående af folk som Jan Gintberg, Anders Matthesen og Thomas Wivel. Mange af komikerne begyndte på et tidspunkt at få tilbud om at lave TV, og det ønskede Mick Øgendahl også.

Det var nemlig sådan, at jo mere kendt man blev, jo mere fik man lov til at optræde, og det var det, der var hans mål. Men tilbuddene udeblev. Han blev overhalet inden om af folk, der var startet efter ham, og det fik ham til at stoppe op og sætte spørgsmålstegn ved, hvordan det hele fungerede, fortæller han.

»Det var alles kamp mod alle, og så kan det godt være, man var kolleger, men man var også hinandens værste konkurrenter. Det gik op for mig, at mange komikere optrådte med materiale, der dybest set ikke var deres eget, og samtidig var der en tendens til, at det hele skulle handle om pik, patter og fisse.

Det har jeg intet imod, at folk snakker om, men jeg begyndte at overveje, hvordan jeg kunne differentiere mig fra den her grå masse. Det blev interessant for mig at se, om jeg kunne få folk til at grine af andet end patter.«

Her begyndte en lang periode for Mick Øgendahl, hvor han hele tiden skulle fokusere på at holde fast i sig selv, dyrke sine egne visioner og sit eget materiale. Det var samtidig et sejt træk. I et show besluttede han sig for eksempel for at tale om regnorme, og det var unægtelig sværere at nå frem til den stærke pointe der, end hvis han snakkede om nøgne mænd i svømmehallen, siger han.

Desuden var han meget inspireret af de mange timer foran tv’et i barndomshjemmet med stumfilmskomik, og han syntes, det mest interessante var at arbejde med karakterer. Det var ikke så mærkeligt, for hans oprindelige drøm var slet ikke at blive komiker. Han ville være skuespiller.

En hund, to jubeltosser og en losseplads

»Der går nok noget tid, før jeg får en rolle i en film, for det er svært at se, hvad det er for en rolle, jeg skulle udfylde. Jeg er ligesom ikke det naturlige valg til en førsteelsker. Rimeligt utroværdigt trekantsdrama med Trine Dyrholm, Mads Mikkelsen og mig i hovedrollen. Hvor Trine Dyrholm og Mads Mikkelsen er kærester, men så får hun øje på mig til en reception og skrider fra Mads Mikkelsen.

»Hvorfor går du fra mig«?

»Jeg vil hellere have ham derovre, han er så lille og handy.«

– »Undskyld«, 2006.

Sådan skulle det bare ikke gå. I hvert fald ikke, hvis man spurgte Teaterskolen, der sagde pænt nej tak til at have Mick Øgendahl som elev. Han søgte ind på skolen, før han begyndte at optræde med komik, men røg ud allerede efter den første prøve. Måske fordi det, Mick Øgendahl kendte til skuespil, var fra revyen på Falster og Dirch Passer, Preben Uglebjerg og Preben Kaas.

Han havde for eksempel aldrig hørt om Jørgen Reenberg, og i hans hoved var skuespil altid forbundet med komik.

»Jeg blev af uvisse årsager meget tøsefornærmet over ikke at komme ind på Teaterskolen. Jeg tænkte, at jeg måtte op igen og vise, at jeg godt kunne, men så kom jeg i gang med standuppen og holdt derfor pause med at søge ind. Og så på et tidspunkt, hvor jeg havde optrådt på Skuespillerskolen i Aarhus, kom jeg til at snakke med en af lærerne, som jeg fortalte, at jeg overvejede at søge ind igen.

Han syntes, at jeg var kommet så godt i gang med det, jeg lavede og sagde også, at han ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg allerede havde skolet mig selv så meget, at de ikke kunne bryde mig ned og starte forfra. Det var faktisk lidt hårdt at høre, selvom han mente det godt. Man vil jo gerne kunne prøve at starte forfra og være helt ren som en barnenumse.«

På det tidspunkt var standup-miljøet ikke specielt anerkendt, og standuppen og hiphoppen havde en form for sjælefællesskab. Hiphoppen var ikke rigtig musik, og standup var bare en flok fyre, der gik og råbte pik og patter. Faktisk udviklede det sig til lidt af en skyttegravskrig mellem skuespillere og komikere, fortæller Mick Øgendahl. Det var han ærgerlig over, for han kunne se både fordele og ulemper ved begge dele.

»I standup er styrken, at man har et klokkeklart emne, og hvis det er stærkt nok, får det lov til at stå uimodsagt. Svagheden er, at det bliver meget endimensionalt og unuanceret. Skuespillet er mere facetteret, så selvom en rolle er sjov, så kan man stadig se en sørgmodighed.

For eksempel i Anders Thomas Jensens »Blinkende Lygter«, hvor Ole Thestrup spiller denne her skydegale og racistiske satan, der er skide sjov, men senere finder man ud af, at hans far skred med en thaipige, da Thestrup var en lille dreng, og det er derfor, han er sådan. I skuespil kan man nuancere komikken.«

Skyttegravskrigen gik i sig selv, og Mick Øgendahl og en del andre komikere begyndte at tage timer hos skuespilleren Sara Broberg. For at få nogle ting i værktøjskassen, og for rent tekstmæssigt at kunne se tingene på en anden måde.

Lysten til at arbejde med figurer var nemlig ikke væk, og i forbindelse med sit tredje onemanshow, »Undskyld«, lavede han i sin jagt efter at skille sig ud fra mængden en kortfilm, der skulle køre under showet og skabe en fornemmelse af at være i biografen og til standup samtidig. Det var en film om to brødre, der skulle hente en hund til den enes søn i Sverige. En lille, ret sørgelig film om kærlighed.

Kortfilmen blev Mick Øgendahls vej ind i filmverdenen. Før havde han lagt stemme til flere tegnefilmsfigurer, blandt andre zebraen Marty i animationsfilmen »Madagascar«, og han havde spillet Fiffig Junior i DR-julekalenderen »Nissernes ø«, men roller i større produktioner var det ikke blevet til.

Lige indtil den spirende filminstruktør Rasmus Heide så filmen om de to brødre og hunden og foreslog, at de skulle lave en spillefilm. Helt jubeltosse-agtigt, fortæller Mick Øgendahl. Det samarbejde mundede ud i komediefilmen »Blå Mænd«, der fik premiere i 2008.

De to skulle finansiere filmen for egne midler, så de besluttede, at den mere eller mindre skulle foregå på en enkelt location. Det blev til en historie om en ung mand, der bliver idømt samfundstjeneste på en genbrugsstation efter at have kørt spirituskørsel. En film, der med rette kunne karakteriseres som lidt af en underdog med et budget på 10,5 millioner.

Men den gik hjem. »Blå Mænd« fik blandede anmeldelser, men endte alligevel med at blive årets næst mest sete film efter »Flammen og Citronen« – som til sammenligning havde et budget på cirka 46 millioner kroner. Det åbnede nogle døre for komikeren.

»Money talks, bullshit walks, du ved. Efter »Blå Mænd« havde jeg bare en helt anden pondus. Det, jeg sagde, var ikke nødvendigvis klogere, men der blev lyttet mere. Jeg kommer fra en verden, hvor der ikke er kunststøtteordninger, og det er en gren af underholdningsbranchen, der fungerer på benhårde markedsvilkår. Og pludselig var jeg bare bankable. Det kunne jeg godt mærke.«

Utilstrækkelig bad boy går nye veje

»Årh, fedt mand, knaldperler.«

»Nej, lad være for fanden, Steen. Neeeej, du må ikke... det er pisse farligt! Steen, hold nu op. Du kan få lov til at kaste én, den sidste eller sådan noget, og så kan du låne mine sikkerhedsbriller.«

»Briller? Det er jo knaldperler, Mick.«

»Det er jo knald.. Ja, det er jo lige præcis det, det er. Så længe du ikke har udstyret i orden, så..«

»Hvad fanden har du gang i?«

»Hvad jeg har gang i? Det er knaldperler, Steen. Det er pisse farligt.«

– »Propaganda«, 2010, ekstramateriale, Ugerevy #7

Man kan ikke benægte, at han har været vidt omkring, Mick Øgendahl, men der er stadig ting, han ikke har prøvet for alvor. Og det er egentlig der, denne historie ender. Eller begynder. For der er én ting, Mick Øgendahl skal nu, som han aldrig har prøvet før. Han skal spille hovedrollen i et teaterstykke. Den 22. februar får stykket »Kronprinsen og Danmark« premiere på Nørrebro Teater, og det bliver med Mick Øgendahl i rollen som kronprins Frederik.

Måske lidt svært at forestille sig for dem, der synes, han er hylemorsom, og hvordan publikum vil tage imod Mick Øgendahl i en uvant rolle, er ikke til at sige, men pillen bliver nok lidt lettere at sluge, fordi stykket er sjovt. Hele det danske kongehus inklusiv hoffet og pressen er tegnet stort og satirisk op – også Frederik, der står som omdrejningspunktet for alle løjerne.

»Det er spændende at arbejde med og en kæmpe udfordring. Heinrich (Christensen, instruktør på stykket, red.) og jeg tager nogle kampe, for det ligger bare i mig, at Kronprinsen skal være sjov hele tiden. Jeg læste en horribel artikel om, at komikere har psykopatiske træk og har svært ved at indgå i sociale relationer. De bryder følelsesladede situationer med komik.

Jeg kan mærke noget lignende, når jeg står på scenen. Det spiller fuldstændig imod, hvad jeg har lyst til indeni. Jeg vil have, han skal være sjov, men noget af komikken ved Frederik består i gravalvoren i og omkring hans person.

Alle de dér mærkelige og gammeldags regler, han er underlagt, og de stive forventninger danskerne har til ham. Så det er skuespillerens timing, der skal arbejdes med.«

Da Mick Øgendahl fik tilbudt rollen, måtte han tænke grundigt over det. Når hovedroller pludselig er inden for rækkevidde, tænker han, at det ikke skal være ham, for han kan ikke bære det, og når journalister stiller spørgsmål, krøller han sig sammen i en formodning om, at journalisten synes, han er en »kæmpe spasser«.

»Det er måske en negativ, bondsk tilstand, jeg befinder mig i, men jeg starter næsten altid med at tænke negativt om mig selv og min egen præstation. Hvad jeg kan og ikke kan. Jeg er aldrig helt tilfreds med det, jeg laver. Jeg prøver at deale med det, og i den her situation med teaterstykket kan jeg også se ligheder mellem kronprinsen og mig selv.

Jeg føler ikke, at stykket gør grin med kongehuset. Det er en komedie om et stykke danmarkshistorie, som vi som nation nægter at lade følge med tiden. Det er der både dramatisk og komisk sprængstof i. Inde i alt det sjove gemmer sig en historie om en ung fyr, der er usikker og har et kæmpe åg på sine skuldre, og som skal forsøge at finde sig selv på sin egen og ikke sin mors måde.

Det kan jeg sagtens genkende. På samme måde synes jeg, at jeg er kommet overens med mine utilstrækkeligheder ved at gå min egen vej.«

Mick Øgendahl har lært at leve med at være nervøs, inden han går på scenen, og han møder op til interviewet i dag, fordi han ved, at medierne er en vigtig samspiller. Han har ændret sig, udviklet sig. Også hans komik har ændret sig gennem årene – og så alligevel ikke.

Han er gået fra at være unge Mick Øgendahl, der var ligeglad med sharia-lovgivning, til at lave jokes om det selvsamme emne, fordi han bliver indigneret. Han er blevet gift, har fået tre børn og er på mange måder sat. Også det bruger han i komikken.

»En joke i mit liv lige nu er, at jeg er B-menneske, men med tre børn lever man bare i et fantokrati af et døgnrytme-helvede. Børnene styrer, hvornår jeg står op, men det store problem er, at jeg selv bestemmer, hvornår jeg går i seng.

Det harmonerer dårligt, og når jeg står op, er jeg en sur teenage-tøs med smokey-eyes, der har forstuvet fissen. Men jeg har truffet valget at få børn, og det må man stå ved. Og så prøve at holde fast i sig selv som lidt af en bad boy. Det eneste jeg kan svinge mig op til er så at cykle uden cykelhjelm...« siger han og fortsætter.

»Generelt clasher mit arbejdsliv med mit familieliv på godt og ondt. Det kan godt være, at jeg prøver at komme under huden på en person på Nørrebro Teater, og vi hudfletter alt og knepper en flue til døde, men jeg ved, at når jeg kommer hjem, så får jeg diadem på hovedet og en tryllepind i hånden, og så er jeg prinsesse-far. Men det afmonterer. Ligesom komik handler om statusfald, så passer det på den ene side rigtig dårligt sammen med scenelivet. Men så alligevel ikke. De to ting komplimenterer hinanden, så jeg kan holde benene på jorden.«