Opdateret

Michelin-restaurant på Bornholm ramt af brand

Brand på restaurant Kadeau på Bornholm startede i en pizzaovn. Omfanget af brandskader kendes endnu ikke.

Arkivfoto fra Restaurant Kadeau på Bornholm. Thomas Lekfeldt

En brand er torsdag aften brudt ud på restaurant Kadeau på Bornholm. Ingen personer er kommet til skade som følge af branden, der begyndte i en pizzaovn. Det oplyser Bornholms Politi.

»Branden er under kontrol, og der arbejdes i øjeblikket på noget efterslukning på restaurantens tag,« siger Anders Knudsen, vagtchef ved Bornholms Politi, kort før klokken 23.

Anmeldelsen om branden indløb lidt efter klokken 22, hvor der stadig befandt sig gæster på den kendte restaurant, der har en enkelt stjerne i Michelin-guiden.

Politiet kan sent torsdag endnu ikke sige noget om omfanget af skader som følge af branden.

»Vi har endnu ikke overblik over det, fordi vi ikke har haft mulighed for at komme ind i bygningen,« siger vagtchefen.

»Men branden er under kontrol ifølge de seneste oplysninger,« tilføjer han.

Restauranten, der ligger ved kysten syd for Pedersker med udsigt over Østersøen, har plads til omkring 60 gæster.

Kadeau på Bornholm blev i 2016 for første gang fundet værdig til at blive tildelt en af de eftertragtede stjerner af det franske Michelin.

Ejerne udvidede i 2011 med en restaurant i København, som siden 2018 har haft to Michelin-stjerner.

I slutningen af marts i år blev de to restauranter erklæret konkurs som følge af coronavirusudbruddet og de efterfølgende nedlukninger af blandt andet restauranter.

En gruppe investorer med kendte sportsfolk som håndboldspilleren Mikkel Hansen og den tidligere fodboldspiller Thomas Kahlenberg i kredsen trådte til og sikrede den videre drift af de to spisesteder.

»Vi gik ind i året efter et rigtig godt 2019, men blev væltet omkuld af coronakrisen. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan fortælle personale og leverandører, at vi fortsætter,« sagde direktør Magnus Klein Kofoed i maj, efter at der var fundet en løsning med de nye ejere.

Restauranten på Bornholm genåbnede denne sommer, mens afdelingen i København efter planen åbner igen til oktober.

/ritzau/