Michael Jacksons advokat til HBO: »Det er skammeligt«

Michael Jackson-boets advokat skriver i et brev til HBOs direktør, at det er skammeligt, at streamingtjenesten vil bringe dokumentarfilmen »Leaving Neverland« i foråret. De inviterer nu HBO til dialog.

PEOPLE-JACKSON/DOCUMENTARY
Michael Jackson-boets advokat retter i et brev til HBOs direktør skarp kritik af streamingtjenesten i forbindelse med Dan Reeds dokumentar »Leaving Neverland«, der havde premiere under Sundance Film Festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stefan Wermuth

Torsdag den 7. februar gik Michael Jackson-boets advokat, Howard Weitzman, ind i den omdiskuterede sag om dokumentarfilmen »Leaving Neverland«. Det gjorde han ved at sende et åbent brev til HBOs direktør, Richard Plepler, fordi HBO har medfinansieret produktionen af »Leaving Neverland«, og streamingtjenesten agter at gøre den tilgængelig for sine abonnenter i løbet af foråret.

»Leaving Neverland«, der strækker sig over fire timer, er instrueret af Dan Reed og havde premiere på dette års Sundance Film Festival. Her beskyldes Michael Jackson, der døde i 2009, for  at have misbrugt to drenge seksuelt. Lignende anklager var popstjernen også under i 1993, hvor han indgik forlig, og igen i 2005, hvor han blev frikendt.

Anmelderne på Sundance Filmfestival kaldte »Leaving Neverland« »gruopvækkende« og »hjerteskærende«. Indiewires filmanmelder David Erhlich skrev i sin anmeldelse: »Du kommer aldrig til at lytte til Michael Jackson på samme måde igen. Faktisk kommer du måske aldrig til at lytte til Michael Jackson igen nogensinde.«

I brevet fra Michael Jackson-boets advokat fremgår det blandt andet, at man finder det skammeligt, at HBO vil bringe dokumentarfilmen, fordi der er tale om en ensidig og sensationspræget film. Gennem det ti sider lange brev refereres »Leaving Neverland« som en »film« og ikke en dokumentar, som holdet bag produktionen og anmelderne ellers kalder den.

»Leaving Neverland« indeholder interviews med koreografen Wade Robson og den tidligere børneskuespiller James Safechuck, der angiveligt blev misbrugt af Michael Jackson, da de var henholdsvis 7 og 11 år på popstjernes berømte ranch, Neverland.

brev fra Michael Jackson-boets advokat

»Af brevet fremgår det, at instruktøren, Dan Reed, under en Q&A under Sundance Film Festival, hvor »Leaving Neverland« for første gang blev vist, indrømmede, at han bevidst har undladt at tale med andre kilder.«


Boet offentliggjorde hovedpersoners identitet

I brevet påpeges det, at hvis HBO havde fulgt basale normer for god journalistik, så ville det for stå klart for enhver, at de to hovedpersoners udtalelser ikke er sande. Howard Weitzman skriver også, at det er journalistisk uetisk, at HBO og Dan Reed undervejs i tilrettelæggelsen af »Leaving Neverland« bevidst har undladt at tale med kilder, hvis synspunkter strider imod filmens fortælling.

Af brevet fremgår det, at instruktøren, Dan Reed, under en Q&A under Sundance Film Festival, hvor »Leaving Neverland« for første gang blev vist, indrømmede, at han bevidst har undladt at tale med andre kilder.

I dokumentaren er de to hovedpersoner anonymiserede, men Michael Jackson-boet offentliggjorde navnene, da boet hørte om »Leaving Neverland« i pressen i starten af året. Inden da var der ingen fra holdet bag »Leaving Neverland«, som havde taget kontakt til boet eller til Michael Jacksons familie angående tilblivelsen af dokumentaren.

Forvalterne af boet mener, at Wade Robson og James Safechucks identitet blev holdt hemmelig, fordi de to begge beviseligt har talt usandt tidligere i forbindelse med sager om den afdøde Michael Jacksons angivelige misbrug af de to.

I brevet påpeges det, at James Safechucks erindringer om det angivelige misbrug ikke stemmer overens med tidspunktet for virkelige hændelser, og det fremgår i samme omgang, at Wade Robsons psykiske problemer i højere grad skyldes en lang familiehistorie med lignende problemer end bivirkningerne fra et angiveligt misbrug.

Inviterer til dialog

Howard Weitzman skriver i sit brev, at tabloidmedierne gennem hele Michael Jacksons liv – og nu også efter hans død – altid har været interesserede i popstjernes succes og måden hvorpå han vendte op og ned på mange ting.

Boet finder det skammeligt, at HBO nu lader sig synke til samme niveau som tabloidmedierne, og man føler sig sikker på, det her vil blive den mest skamfulde periode i streamingtjenesten historie. Det understreges samtidigt at Michael Jacksons fans og alle gode mennesker over hele verden ikke uden videre vil tilgive HBO, hvis de offentliggør »Leaving Neverland«.

Michael Jackson-boet inviterer nu HBO's direktør Richard Plepler til at indgå i en dialog, og boets advokater oplyser i samme omgang, at de har yderligere informationer om de to hovedpersoner, Wade Robson og Jimmy Safechuck. Brevet sluttes af med en henvisning til, at hvis HBO fortsat vil respekteres som en valid kilde til information, så bør streamingtjenesten undersøge sagen.