Som otte-årig satte Mia Lyhne sig ned og skrev et brev. Hun stilede det til Ove Sprogøe, fordi hun syntes, han var sådan en god skuespiller. Og fordi hun ville være som ham.

Sådan sad hun ofte: I sit helt eget kontor hjemme i bofællesskabet i Smørum ved sit rodede skrivebord med bunker af papirer og skrev breve. Til filminstruktører, skuespillere. Folk, som måske kunne hjælpe hende med at opnå sin skuespillerdrøm. Nogle gange blev hendes mor sur og sagde, at hun skulle rydde op. Så kom hun bare et lagen ovenpå papirbunkerne og nye bunker oven på det.

»Jeg tror ikke engang, at mine forældre dengang vidste, hvad jeg havde gang i inde på kontoret. Det var fuldstændig mig selv, der styrede det. Jeg anede jo ikke, hvordan man gjorde. Jeg skrev bare til en masse filmselskaber, at jeg gerne ville være med i en film. Og så fik jeg et brev tilbage om, at jeg var blevet optaget i deres statist-kartotek, og så skete der ikke mere. Det er, som om det allerede dengang begyndte med lidt modstand,« siger Mia Lyhne.

Men da Ove Sprogøe svarede den otte-årige Mia Lyhne, var det anderledes sødt og kærligt. Han ønskede hende held og lykke, og til sidst i brevet stod der »Din Ove«.

Den historie har Mia Lyhne lige fortalt i en takketale, for på dagen for dette interview har hun modtaget en pris – og ikke en hvilken som helst: Ove Sprogøe Prisen.

»Det er skønt at få en pris, det er virkelig noget, der varmer indeni, synes jeg. Og at det lige er Ove Sprogøe Prisen er jeg meget glad for. Der er nogen, som har det sådan med priser, at »de der priser, hva’ fanden... Det er jo bare priser«. Men for mig i hvert fald er det ikke bare. Det er noget, jeg bliver rigtig glad for. Jeg bliver glad for, at der er nogen, der værdsætter det arbejde, jeg laver og kan lide det og ser det. Det er sådan en vidunderlig følelse – ligesom at blive helt glad indeni.«

Sådan havde Mia Lyhne det også, da hun i 2002 modtog en talentpris ved Årets Reumert. Siden har hun været med i flere film og teaterstykker, og lige nu er hun aktuel i stykket Don Quixote på Betty Nansen Teatret. Mest af alt er hun måske kendt for sin rolle som Mia i komedie-tv-serien Klovn.

At det betyder særligt meget at modtage en pris, tror Mia Lyhne selv, hænger sammen med, at hendes vej til skuespillet har været mere snoet og bakket end andres. Som teenager så hun danske film af Nils Malmros og Bille August, og om skuespillerne i filmene tænkte hun:

»De må være lykkelige.« Hun begyndte at lave teater på Vesterbro Ungdomsgård, og det blev til seriøse forestillinger, der tog vigtige temaer op. Efterfølgende forsøgte hun at komme ind på Skuespillerskolen. Syv gange. Det lykkedes aldrig, og i stedet betalte hun selv for undervisning i skuespil og sang.

»Jeg måtte træde meget hårdere på speederen for at gøre det udenom. Jeg måtte selv betale for mine lærere, og det krævede rigtig mange kræfter og stædighed og udholdenhed at gøre det på den måde. Især fordi jeg egentlig ikke havde så meget selvtillid ovenpå de mange afslag.

Jeg kunne mærke, at der måske ikke var så mange andre, der troede på mig, og det gjorde jo, at jeg selv skulle have rigtig meget tro på det. Men jeg troede mere på, at jeg ville det, end jeg troede på mig selv. Det var mere en lyst og en vilje, der drev det, end det var selvtillid,« siger Mia Lyhne, som dengang var med til at stifte Teater Grob og arbejdede i en børnehave ved siden af for at få råd til skuespilundervisningen.

»Det var jo ikke sjovt, at ens venner kom ind på de der skoler, og man ikke selv gjorde. Det var sådan en sorg. Mange af mine venner gik på skolerne, og de fik alt; sangtimer, kropstimer, dramatimer. Plus at teatrene ligesom hellere ville tage dem ind. Det tog Jens Albinus halvandet år at overbevise ledelsen på Det Kongelige Teater om, at jeg skulle spille med i Udvidelse af Kampzonen, fordi jeg ikke var uddannet. Derfor kom der også et større pres, en vis præstationsangst vil jeg sige, fordi jeg skulle gøre noget ekstra,« siger Mia Lyhne, der vandt en Reumert for sin præstation i stykket instrueret af Jens Albinus.

En sms tikker ind, og Mia Lyhne ser på sin telefon.

»Undskyld, jeg skal lige se et billede af mine børn her, som er ved at pynte juletræ. Det er man nødt til,« siger Mia Lyhne, som sidder i et lille omklædningsrum på Betty Nansen Teatret, hvor hun lidt senere skal til endnu en prøve på stykket Don Quixote. »Nååårh,« lyder det stille fra Mia Lyhne, mens hun kigger på billedet af sine tvillingepiger.

Lidt efter lidt begyndte det at gå bedre med skuespillet. Pludselig dukkede der anmeldere op til forestillingerne på Teater Grob, og da Mia Lyhne fik et legat og Reumert-prisen, tænkte hun, at det var hele kampen, alt det hårde arbejde, værd.

I dag har det ikke længere nogen betydning, at hun ikke er uddannet. Men nogle gange kommer det alligevel til udtryk.

»Det har givet en ydmyghed, tror jeg. Måske også fordi, det har været svært, så er der noget instinktivt i mig, der gør, at jeg bare bliver virkelig taknemmelig, hver gang jeg får et job. Nogle gange kommer den op, og nogle gange så meget, at jeg ikke kan finde ud af at sige nej. Selv hvis det egentlig er noget dårligt,« siger Mia Lyhne, der af og til har taget opgaver, som hun ikke helt kan stå inde for.

»For eksempel har jeg nogle gange været nødt til at være med i underholdningsprogrammer for at tjene penge, og jeg synes også, at det kan være lidt... måske lidt luderagtigt. Det er ikke det, jeg har været stolt af. Men der skal smør på brødet. Jeg ville da ønske, at der var flere reelle roller. Ikke for at lyde snobbet, for nogle gange er man nødt til at gå på kompromis. I nogles øjne kan man komme til at blive stemplet: »Gud, er du med i det der?« Men det er ikke alt, man kan stå inde for.«

Mia Lyhne vil dog ikke komme ind på, hvilke roller hun konkret tænker på.

»Jeg ville helst have, at alt hvad jeg lavede havde en dybere mening og ændrede verden. Fede roller, hvor man bruger hele paletten med store kærlighedsscener og det hele, men sådan er virkeligheden bare ikke. Kun for meget få. På et tidspunkt havde jeg det rigtig dårligt med det. Men der var en kollega, der sagde: »Det er du jo nødt til, du er enlig mor«. Nå, ja, det er også rigtigt nok,« siger Mia Lyhne.

»Men nogle gange har det været svært, fordi jeg er skuespiller, og det er mit job at formidle roller, og når det så slet ikke er det, jeg laver, så er det ærgerligt... Jeg begynder lige at lægge lidt makeup under øjnene, mens du spørger,« siger Mia Lyhne, som ikke kun spiller én rolle i Don Quixote.

»1... 2... 3... 4... 5. Ja. Jeg spiller fem meget forskellige roller,« siger Mia Lyhne. Hun har lige hevet manuskriptet frem for at tælle, præcis hvor mange karakterer, hun spiller.

»En niece og en slavedreng, en hertuginde, en bondepige og en luder. Så er vi ligesom hele vejen rundt. Men det kan jeg egentlig meget godt lide. At få lov til at komme lidt rundt i manegen og bruge forskellige sider af mig selv.«

Netop dét kan Mia Lyhne til tider savne.

Mia Lyhne er sjov. Og hun er det på en ganske egen måde. Faktisk på en måde, der er så særlig, at man på en måde kommer til at besvare spørgsmålet »hvad vil det sige at være sjov?« blot ved at tænke på hende.

Sådan lød det blandt andet i talen, der skulle begrunde, hvorfor det lige var Mia Lyhne, som skulle modtage Ove Sprogøe Prisen. Men egentlig kunne hun godt tænke sig at prøve at være andet end sjov på scenen og på tv.

»Jeg har bare beskæftiget mig meget med de sjove roller, og jeg er ret sulten efter at lave noget andet. Fordi jeg kan mærke, at der er en del af paletten, som ikke er blevet brugt endnu, og den vil jeg gerne bruge. Det, håber jeg, at der er nogen, som giver mig mulighed for en dag. At nogen tør satse. Men det er ikke så nemt, for man bliver jo lidt stemplet. Det kan jeg mærke, fordi jeg ikke får tilbudt så mange af de roller, der ikke er sjove. Man bliver meget type-castet på den måde i den her branche, fordi det er så pengeafhængigt, så det er noget med, at de øverste herrer altid tænker i penge, og at de skal være sikre. Derfor vælger de nogen, som de ved eller i hvert fald tror kan noget bestemt.« Mia Lyhne tænker sig om, før hun fortsætter.

»Men jeg elsker også at lave ting, der er sjove. Der er ikke noget mere befriende end at bruge humoren på den måde. Men det er rigtig svært at lave komedier, og det er ikke altid, at det bliver sjovt. Nogle gange synes jeg, at der er en tendens til her i Danmark, at bare vi kan grine af det, så er det godt. Der må gerne lige blive stillet lidt højere krav. Hvis jeg selv kan bestemme fremtiden, så vil jeg gerne lave flere ordentlige humor-ting. Kvalitetshumor eller...

Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Noget, der har mere på hjerte og ikke bare en slatten komedie om ligegyldige ting. Og så noget mere drama. De lidt større følelser og de større problemstillinger i livet. Men altså, det er jo ikke så opdelt, for jeg vil gerne begge dele. Det, jeg godt kan lide ved at lave meget forskelligt, er, at jeg hver gang kan få lov til at give noget nyt og forholde mig til, hvad jeg gerne vil give med lige det stof.

Det er ikke alle roller, hvor jeg får lov til det, men jeg prøver altid at finde en sprække, finde det sjove i det eller det vigtige i det... Ej, jeg er simpelthen for træt. Jeg bliver nødt til at tage et stykke chokolade,« siger hun og afbryder sig selv. »Vil du have et stykke?«

Hun langer et stykke mørk chokolade over.

»Jeg er lige nu ved selv at skrive på noget andet sammen med en anden, og så har jeg også gang i et andet projekt. Det er sjovt at være medskaber, for det er ikke altid, man synes, det er et tiptop manuskript, man får. Så det er dejligt at prøve også at gøre det. Det har jeg gerne villet i noget tid, men ikke haft tiden til det.«

Hvad er det, du arbejder på?

»Det vil jeg ikke lige afsløre endnu.«Er det sjovt?

»Ja!« Hun griner og nikker. »Men det har også den anden dimension. Det er ikke bare sjovt, men virkelig noget, der også har en smerte i sig... noget dybde.., Så jeg håber, at det kan forenes. Det vil vise sig.«

»Men heldigvis skifter det lidt. For hvis du havde spurgt mig for fire år siden, ville jeg være en lille smule ved at kaste op over at spille teater. Jeg kunne næsten ikke holde det ud og syntes, at det var gammeldags og kunstigt. Det kunne ikke rigtig forføre mig. Men så har jeg lavet noget tv og fået nogle børn, og nu synes jeg egentlig, at det er meget dejligt at lave teater igen.«Hvorfor ændrede det sig?

»Jamen, det ved jeg heller ikke. Jeg kan bare mærke, at det har ændret sig. Nu ser jeg anderledes på det. Men det kan da være, det ændrer sig igen, det ved man ikke,« siger hun.

»Man ændrer sig jo også hele tiden som menneske.« Hvordan har det ændret dig at få børn?

»Pludselig er der i hvert fald kommet en anden dimension, noget, der er vigtigere end arbejdet, og det, synes jeg faktisk, har været godt for arbejdet. At det ikke er liv eller død. Fordi jeg måske nogle gange har taget meget hårdt fat. Lidt krampagtigt... Ej, det ved jeg ikke. I hvert fald har det været meget, meget vigtigt, og det er dejligt også nogle gange at kunne sige: »Det er bare et arbejde,« siger Mia Lyhne, som lige nu har en hverdag, der består af prøver på stykket Don Quixote og så at skynde sig hjem til børnene for at være sammen med dem.

»Det er dejligt og det bedste i hele verden at få børn. Det er jo skønt at tage hjem fra arbejde og bare glæde sig helt vildt til at se sine børn. Så kommer vasketøjet og oprydningen, og det er knap så dejligt. Men jeg vil sige, at det er det vigtigste i hele verden, og jeg nyder dem virkelig. Og jeg tror, hvis naturen kunne, så ville jeg gerne blive ved med at få børn og få børn og få børn.

Jeg er jo desværre ikke 20 længere, men hvis man var udødelig og ikke blev ældre og ikke fik skavanker, så ville jeg gerne. Og hvis jeg ikke var så træt... så ville jeg gerne. Og så blive ved med at have små børn. Sådan at jeg hele tiden havde børn i den alder. Også fordi jeg synes, at vores samfund i dag er bygget alt for meget op om det der arbejde.

Jeg synes godt nok ikke, at det er særlig meget tid, man har med sine børn, og det, tænker jeg, er helt forkert. Der er noget, vi helt har misforstået og bør lave om,« siger Mia Lyhne og fortæller, at hendes kusines børn i Norge kun gik i børnehave hver anden dag i fire timer.

»Der var så harmonisk og ikke sådan en kaos-stemning. I mine børns børnehave synes jge godt nok, at de er helt stuvet sammen, og støjniveauet er alt for højt. Så tænker jeg, »hvad er det her for noget, det er helt forkert«. Ja, jeg kunne godt blive statsminister. Jeg ved godt, hvordan det her land skulle se ud.« Hvordan skulle det se ud?

»Ej, det skulle du jo ikke have spurgt om... Men altså vi skulle være mindre selvoptagede, tænke mere på andre, have mere kærlighed til andre, arbejde mindre, have mere tid til vores familier. Være mindre fokuserede på at være perfekte. Ikke være så bange for at vise, hvem vi er. Bedre forhold for børn i det hele taget. Bedre forhold for ældre. Bedre forhold i skolerne...«

Mia Lyhne fortsætter med at remse op lidt endnu. »Ej, nu vælter det bare ud. Og så skulle man ikke være så bange for at sige, hvordan man egentlig har det, når man snakker sammen. Være mere ærlige.«

Men helt ærlig kan Mia Lyhne ikke altid være. Ikke i situationer som denne, hvor hun taler med en journalist. For det er ikke alt, hun har lyst til at dele. I 2010 følte Mia Lyhne for eksempel, at det var grænseoverskridende at stå frem og fortælle om, at hun fik sine børn alene med en sæddonor, fordi hendes daværende kæreste sprang fra deres aftale om reagensglasbefrugtning på en klinik.

»Det med, at jeg har fået mine børn alene, er egentlig en sårbar ting, som jeg ikke synes... Det var privat på en eller anden måde.«Hvorfor fortalte du så om det i sin tid?

»Fordi de ville finde ud af det alligevel på en eller anden måde. Så hellere fortælle det selv. Jeg tror ikke, at der er nogen kvinder, der får børn alene, fordi de gerne vil gøre det selv. Det er ikke sådan, virkeligheden er. Men det var ikke så svært for mig at træffe den beslutning, fordi jeg har vidst hele mit liv, at jeg gerne vil have børn. Så det var på ingen måde svært. Det var... hårdt, at det blev sådan, at der ikke var nogen mand med mig.

Jeg nyder mine børn rigtig meget og er glad for at kunne være der for dem. Men jeg drømmer da stadigvæk om, at det bliver en god gammeldags kernefamilie, helt romantisk som jeg er,« siger Mia Lyhne, der er flyttet tilbage til sit barndomshjem i Smørum for at være tæt på forældrene, som hjælper hende med tvillingerne.

Heller ikke nu har Mia Lyhne lyst til at fortælle meget om beslutningen om at få børnene alene. »Nu er tiden snart gået, kan jeg mærke,« siger hun. Generelt er hun træt af at tale med journalister og at læse om sig selv.

»Det er ikke verdens sjoveste ting ved det her job. Det er virkelig ikke for at lyde krukket. Mere fordi man prøver at passe på sig selv, og nogle gange er det lidt grænseoverskridende at åbne posen på den måde for hele landet. Og det er jo lidt synd, for nogle gange har jeg måske lyst til at sige noget, der ikke bare er overfladisk, og som kommer fra et dybere sted, men så kan jeg være lidt bange for det.

Jeg er meget ærlig af natur, og engang kunne jeg slet ikke filtrere eller passe på mig selv, og jeg er stadig ikke så god til det. Men jeg er blevet bedre til at sige fra. Fordi jeg hele tiden er nødt til at tænke over, hvilken overskrift det her kan blive til. Men nu, efter jeg har fået børn, er jeg også blevet bedre til at sige op i røven med det, jeg gider ikke læse det alligevel. Men nogle gange er det lidt specielt, at folk har et billede af en og tror, de ved, hvem man er.«

Påvirker det dit syn på dig selv – det du læser om dig selv?

»Jeg ved godt, hvad du mener... Nej, det synes jeg ikke, men... arh, det er svært at forklare. I begyndelsen, da jeg blev kendt og offentlig, syntes jeg, det var farligt, fordi man kan komme til at blive så selvcentreret af det, og det er meget uklædeligt og ikke særlig sundt. Det kunne jeg godt mærke, at jeg skulle passe på med. For det har fyldt lidt for meget, og det er jo også selvoptaget at gå ud og læse artikler om sig selv, og det er jo det, man ikke kan holde ud ved det. Man skal bevidst arbejde med ikke at blive selvoptaget.« Hun læner sig pludselig frem.

»Nogle gange kan jeg godt føle det lidt, som om jeg ikke har noget tøj på. Det er helt væmmeligt. Det er lidt sådan, det føles at være offentlig. Det er så nøgent på en eller anden måde.«

Mia Lyhne ser ikke sig selv som et privat menneske, som der står i nogle artikler om hende. Det handler ikke om, at hun er mere privat end andre. Det handler om at sætte grænser.

»Men nogle gange tænker jeg alligevel »fuck det, jeg gider ikke lægge så meget låg på hele tiden og lade være med at sige noget. Så det er hele tiden en balance. Men du får altså ikke det hele. Der er mange ting, som ikke kommer med i det her interview.« Hun griner.

»Så kan folk sidde og tænke over, hvad det mon er.«