Mens vi diskuterer kolonitidsmuseer, er her beretningerne om dengang, den hvide danske mand drog ud for at studere verdens mærkværdigheder

Også Danmark sendte engang videnskabsfolk ud i den store verden på eventyrlige ekspeditioner. Nu foreligger et omfattende trebindsværk om både kendte og ukendte danske eventyrere og forskere. Berlingske har mødt forfatterne bag værket, Michael Harbsmeier og Anne Haslund Hansen.

Det vakte opsigt, at forskeren Lauge Koch ved en ekspedition til Grønland i 1932 havde opdaget en fiskeart, der var en væsentlig del af udviklinghistorien. New York Times skrev i 1932 om »en firbenet fisk, der gik i land.« Fantasien om den firbenede fisk bølgede gennem folkehavet, og Storm P.  tegnede senere i 1943 til B.T. denne fantasi over et sådant dyr på land. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste danskere kender de eventyrlige ekspeditioner, som danske videnskabsmænd og -kvinder i tidligere tider begav sig ud på. Der er en særlig aura omkring disse ofte farefulde ekspeditioner, hvor væsentlig viden blev indhentet, og mange genstande erhvervet.

Hvem har ikke hørt om Carsten Niebuhrs arabiske rejse i 1700-tallet, som forfatteren Thorkild Hansen skrev om i sin roman »Det lykkelige Arabien« (1962)? Vitus Berings vovelige ekspedition gennem Rusland for at nå Stillehavet. Og den første Galathea-ekspeditions jordomsejling i midten af 1800-tallet.

Men der var mange andre både kendte og ukendte ekspeditioner, der også var farefulde, eventyrlige og berigende.

Søofficeren Jens Munk gennemførte 1619-1620 en dansk ekspedition for at finde Nordvestpassagen. Under ekspeditionen bortførte man fire grønlændere, som fik en krank skæbne i København. Her er de malet i 1654. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Nationalmuseet, Lennart Larsen. Illustration fra bogen. .

Om mange af disse videnskabelige ekspeditioner foreligger der nu tre tykke bind fuld af illustrationer og dramatiske fortællinger på godt 1.400 sider skrevet af en lang række af vores førende forskere.

Første bind dækker perioden 1600-1850 og er redigeret og delvist skrevet af professor emeritus Michael Harbsmeier og seniorforsker ved Nationalmuseets Antiksamling Anne Haslund Hansen. Det har fået undertitlen: »I kongens og oplysningens tjeneste«.

Hvorfor kommer dette kæmpestore værk om de videnskabelige ekspeditioner nu?

Michael Harbsmeier: »Der har indtil nu kun været spredt forskning i de videnskabelige ekspeditioner. Nu har vi beskrevet en lang række af dem – lige fra de tidligste til de seneste, herunder rumrejser. For første gang har vi nu en fremstilling, der videnskabeligt ligger på niveau med international forskning. Dansk ekspeditionshistorie handler også om et globalt samarbejde mellem videnskabsfolk og lokale på tværs af landegrænser og kontinenter. Så vor fortælling er ikke snæver dansk kolonihistorie, men en global historie.«

Er der en ny vinkel på stoffet?

Michael Harbsmeier: »Ja. Tidligere var fortællingen om den hvide danske mand, der drog ud for at udforske det fremmede. Med vores bøger fortæller vi i højere grad om samarbejdet med andre europæiske ekspeditionsfolk og med de »indfødte«, der bidrog med viden og indsigt.«

1931-1938 udgravede danske arkæologer den syriske by Hama. Man hjemtog en del genstande, således denne Hamaløve, der blev fragtet til nationalmuseet i 1942 fra Glyptoteket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

Hvad har udvælgelseskriteriet været, for der var jo i hundredvis af ekspeditioner, og I har vel omtalt ca. 40?

Anne Haslund Hansen: »Vi har taget nogle af de meget kendte med som for eksempel Niebuhr-ekspeditionen, Galathea-ekspeditionen og flere af de kendte Grønlands-ekspeditioner. Men så har vi også ganske ukendte ekspeditioner med, som ofte var lige så eventyrlige, dramatiske og videnskabeligt succesfulde. Vi har lagt vægt på at have forskellige typer videnskab repræsenteret. De tidlige ekspeditioner havde flere typer videnskab, senere udspaltedes ekspeditionerne og blev mere snævre videnskabeligt set.«

I skriver, at vores videnskabelige ekspeditioner har banet vej til kolonisering og været en vigtig brik i dansk udenrigspolitik. Så I ser altså disse ekspeditioner også i et mere nutidigt kolonialt perspektiv?

Michael Harbsmeier: »Dansk kolonipolitik spiller ikke nogen stor rolle i vores bind. Det er rigtigt, at når vi når op i 1800-tallet og imperialismen og kolonialismen rigtig får vind i sejlene, så er også videnskabelige ekspeditioner en del af denne politik. Men ofte rejste danskere i franske eller britiske besiddelser og indgår altså ikke i dansk udenrigspolitik. Men specielt i forbindelse med Grønland kan man godt anlægge det synsvinkel, og vi kunne jo have fyldt alle tre bind med Grønland-ekspeditioner. Det er dog rigtigt, at tidlige ekspeditioner til for eksempel Nordafrika var forbundet med dansk udenrigspolitik og for at tjene diplomatiske interesser. Ikke mindst spillede de lidt senere ekspeditioner, som for eksempel P.V. Glob stod for, en rolle for Danmarks forbindelser til lande i Mellemøsten.«

Racisme og arrogance

Kan man sammenligne danske ekspeditioner med andre europæiske landes ekspeditioner?

Michael Harbsmeier: »Vi var en lille nation, og det spillede en rolle for vor ringe ressourcer. Hvis vi for eksempel sammenligner med Tyskland, så kom den tyske nation sent ind i udforskningen, og Tyskland blev en meget brutal kolonimagt med mange ressourcer, hvilket også smittede af på de videnskabelige ekspeditioner. Vi havde for eksempel ikke straffeekspeditioner, som andre europæiske lande havde, og de videnskabelige ekspeditioner fra Danmark havde ikke et militært sigte, som vi ser i andre lande.«

Det er interessant at se, at flere af ekspeditionerne i deres instrukser understreger, at man ikke må fornærme eller provokere de indfødte og for eksempel ikke sige noget fornærmende om islam?

Anne Haslund Hansen: »Ja, det er rigtigt, at man for eksempel i Niebuhr-ekspeditionen var klar over, at man skulle respektere de lokale. Men man må huske, at det også var en forsigtighedsregel for at få mest muligt ud af ekspeditionen.«

Michael Harbsmeier: »Det forhindrede ikke, at de danske deltagere kunne have tidens normale holdninger til de lokale, og ikke mindst i 1800-tallet delte tidens intolerante og til tider racistiske holdninger til ikkeeuropæere. Tiden spiller ind her. I 1700-tallet var man endnu i Oplysningens tidsalder, og det afspejler sig i ekspeditionerne og deres syn på de lokale, hvor man overvejende viste respekt. Men når vi kommer op i 1800-tallet under imperialismens tidsalder, spiller nyere grovere racistiske og koloniale holdninger ind. Og når fascismen og nazismen bliver til en politisk realitet fra 1920erne, kommer raceteorierne til at spille en endnu større rolle, og europæisk overlegenhed bliver til en selvfølge med et klart imperialistisk sigte.«

Hvad tog man med hjem?

Mange af ekspeditioner tog genstande med hjem, og vi kan se en række af dem i dag i Nationalmuseet. Hvordan beskriver I den del af ekspeditionerne?

Anne Haslund Hansen: »Man havde ofte et lille budget, så der var grænser for, hvad man kunne købe. Store lande på samme tid havde større tegnebøger med og kunne hjembringe mange flere ting. Flere danske ekspeditioner i perioden var naturvidenskabelige og skulle bringe planter og dyr hjem og ikke kulturgenstande. Jeg har selv gennemgået genstandene, der blev bragt hjem fra Niebuhrs rejse, og de fleste ting var dagligdags genstande, som dengang ikke var specielt værdifulde, men som tiden har gjort interessante. Frederik Ludvig Norden, der sejlede på Nilen 1737-1738, tegnede en masse, men hjemtog kun en eneste genstand.«

Michael Harbsmeier: »Det er en væsentlig og interessant problemstilling, men vi har ikke fokuseret meget på det i vores bind. Det er meget vanskeligt at afgøre, hvordan genstandene kom hjem, for kilderne er ofte få og utilstrækkelige. Muligvis blev en del genstande fremskaffet gennem en ulige byttehandel, men det er jo vanskeligt nu at fastslå. «

Forsker, spion og Danmarks første fotograf

I har mange spændende beskrivelser af kendte ekspeditioner, men I har en forrygende fortælling om en mere ukendt forsker, nemlig Christian Tuxen Falbe, der rejste i Nordafrika?

Christian Tuxen Falbe var en af de mest farverige og ret ukendte danske forskere. Han fandt Khartago og er verdensberømt for dette. Han udforskede Nordafrika og var fransk spion. Desuden var han Danmarks første fotograf. Her er han malet som 24-årig af miniaturemaleren Liepmann Fraenckel i 1815. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen..

Anne Haslund Hansen: »Christian Tuxen Falbe (1791-1849) var generalkonsul i Tunesien, og han var den første, der opmålte den berømte by Karthago. Det er han kendt for i den arkæologiske verden, men måske ikke bredt i Danmark. Hans opmåling var videnskabelig meget fremsynet og blev internationalt anerkendt som fremragende. Han udgravede også katakomber i Nordtunesien, og han fandt et smukt mosaikgulv, som desværre blev opbrudt af den lokale magthaver, fordi denne troede, at der lå guld og sølvmønter under mosaikken. Han gennemrejste andre dele af Nordafrika og laver rapporter.«

Sådan så Karthago ud, da Christian Tuxen Falbe fandt byen i 1838. Han tegnede selv byen og var den første, der førte bevis for byens beliggenhed i det nuværende Tunesien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen..

Det har vel ikke været ufarligt i dette område?

Anne Haslund Hansen: »Nej, han måtte udføre sine opmålinger i det skjulte. Han havde nære franske forbindelser og til franskmændene lavede han politisk-militære rapporter om situationen i Algeriet, som blev sendt til det franske krigsministerium, så han var i praksis spion for dem. I 1830erne finder man ham i Paris, hvor han køber et af de første fotografiapparater, nemlig en daguerreotypi, og han bliver Danmarks første fotograf. I 1847 blev denne selvlærte arkæolog direktør for den kongelige antiksamling, som senere indgik i Nationalmuseet.«

Konebådsekspeditionen til Grønland 1884-1885 var første gang, at kvinder deltog aktivt på en dansk videnskabelig ekspedition. Her ses de grønlandske deltagere i ekspeditionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen..

Hvad med kvinderne, for de var jo ikke med i de tidlige ekspeditioner?

Anne Haslund Hansen: »Der var kvinder, der drog ud både fra Holland og Storbritannien, men vi skal længere op i tiden, før danske kvinder er med som videnskabelige medarbejdere. Men på Konebåds-ekspeditionen til Grønland i 1880erne var grønlandske kvinder med som aktive deltagere. På Syriens-ekspeditionen i 1931-1938, hvor man udgravede oldtidsbyen Hama, var fotografen Bodil Hornemann med, og i min artikel har jeg så trukket hende frem. Jeg vil også fremhæve Henny Harald Hansen, der efter ekspeditioner til Mellemøsten skrev en lang række bøger og artikler om kvinder i Irak, Bahrain, Iran og Egypten.«

Henny Hald Hansen gennemførte en lang række ekspeditioner til Mellemøsten og skrev om muslimske kvinder. Hun var desuden en meget elsket foredragsholder og forfatter. Her er et foto fra hendes ekspedition til Bahrain. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Henny Hald Hansen. Illustration fra bogen..

Titel: Dansk Ekspeditions Historie, tre bind. Redaktion: Anne Haslund Hansen, Michael Harbsmeier, Christian Sune Pedersen, Jesper Kurt-Nielsen, Peter Andreas Toft & Kristian Hvidtfelt Nielsen. Pris: 800 kr. Sider: 1.400 Forlag: Gads Forlag

»For første gang har vi nu en fremstilling, der videnskabeligt ligger på niveau med international forskning«