Mens pensions- og udlændingedebat fylder alt: Her kan du diskutere kunst og kultur under valgkampen

Når politikerne ikke vil tale om kunst og kultur i valgkampen, så må andre gøre det. Kunsthal Charlottenborg, Det Kgl. Teater og netmagasinet Kulturmonitor står for to arrangementer om kunst og kultur i politik.

1
Kasper Holten, chef for Det Kongelige Teater, diskuterer gerne kultur under en valgkamp, der ikke virker særligt interesseret i emnet. Hvorfor ikke? Det vil han nok også give et svar på. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Kulturpolitikken var ikke oppe og vende, da partilederne tirsdag aften havde valgkampens første diskussioner. Mange emner blev taget op, men ingen mente tilsyneladende, at kulturpolitikken var så væsentlig, at den skulle med.

Så måske i erkendelse af, at kunst og kultur har det svært i dansk politik, har Kunsthal Charlottenborg taget initiativ til at placere kunst og kultur i valgkampen. 22. maj lægger de hus til en debat med titlen »Hvordan får vi kunsten ud til hele Danmark?«. Paneldebatten foregår fra kl. 8.30 til kl.10.00 på Charlottenborg ved Kongens Nytorv. Kunsthal Charlottenborg spørger, hvordan vi sikrer dannelse i de næste generationer, og hvordan vi får fat i børn og unge, der i dag ikke kommer på kultur- og kunstinstitutioner. Med i panelet er blandt andre Marianne Jelved (R), Nikolaj Bøgh (K), Morten Messerschmidt (DF), musikeren Pernille Rosendahl og instruktøren Fenar Ahmad.

Michael Thouber er leder af Kunsthal Charlottenborg: »Vi holder som noget nyt fire arrangementer om året i Kunsthal Charlottenborg om kunst og kultur. Det gør vi, fordi jeg mener, at vor kunst- og kulturpolitik er for uambitiøs. Det må ikke ende med bingo, »Far til Fire« og overfladiske ting. Vi må tage ansvaret ikke mindst for ungdommens kunst- og kulturoplevelser alvorligt, og det gælder både politikere, kunstnere og institutioner. Vi må få paraderne ned og åbent føre dialog om en stærkere indsats på kunst- og kulturområdet, så vi ikke taber en ny generation på gulvet, der aldrig får stiftet bekendtskab med den berigende kunst, som jeg selv var så heldig at se, da jeg som ung mand så kunst på gaden i Odense.«

Et andet arrangement for at få kunst og kultur inddraget i valgkampen står netmagasinet Kulturmonitor for. Kulturmonitor er en webside, der skriver om kunst og kultur, og sammen med Det Kgl. Teater sætter de kunst og kultur ind i en valgkampssammenhæng. Debatten finder sted 14. maj 16.30 til 18.00 i Skuespilshusets foyer. I panelet deltager blandt andre Det Kgl. Teaters chef, Kasper Holten, Michael Thouber, museumsinspektør Gitte Ørskou og Naser Khader (K).

Kulturmonitors redaktør, Birgitte Rahbek, siger: »Det er nærmest blevet en selvfølge, at kulturpolitik ikke fylder noget i politik, og området fyldte intet under de første partilederrunder. Kulturen er med til at definere os som samfund og nation. Kulturen er ikke et frynsegode, men en naturlig og vigtig del af danskernes liv og samfundet. Det, mener jeg, er lige så vigtigt, at politikerne forholder sig til som udlændingespørgsmålet og pensionsalderen.«