Mens andre hamstrede toiletpapir, skabte Erik A. Frandsen skønhed ud af coronaens mørke: »Det var grusomt, men det avlede noget pissesmukt«

Kunstneren Erik A. Frandsen blev af coronakrisen tvunget til at droppe store rejseplaner. Da hans kone blev til en indespærret løvinde i lejligheden på Nørrebro, tog de til deres hus på Falster. Og Erik A. Frandsen gik i atelieret. For det er det, han gør. I stedet for at overgive sig til angsten, utrygheden og coronaens mørke lod han skønhed vokse ud af sig i form af malerierne »Karantænebilleder«. Derfor er han valgt af Berlingske som et forbillede. Læs Erik A. Frandsens historie her.

 
Kunstneren Erik A. Frandsen har aldrig været så produktiv, som da han isolerede sig i sit hjem på Falster og malede »røven ud af bukserne.« Han fik i atelieret. Og ud af al utrygheden i coronaens mørke voksede skønhed i form af malerierne. Video: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

»Da coronaen ramte, gik jeg i atelieret. Det gør sådan en som mig. Og så malede jeg på en bund af angst.

Jeg har aldrig malet så mange billeder på så kort tid – 20 på to måneder. De blev alle sammen malet med døden som baggrund. Vi har et hus i Lombardiet i Italien, så vi fik informationer om alle de døde mennesker, der blev kørt væk i militærets lastbiler. Det var grusomt, men det avlede noget pissesmukt.

11. marts, da det hele begyndte, var jeg til middag hos nogle gode venner. Vi var otte i alt med min kone og mig. En var musiker, og to var filmskabere. På et tidspunkt under middagen var der en, der foreslog, at vi hørte, hvad Mette Frederiksen havde at sige. Der blev folk blege. Virkelig blege.

En af dem skulle have været i gang med et stort filmprojekt ugen efter. Det blev lagt ned. Musikeren kunne se aflysninger hele vejen rundt. Og på fjernsynet skiftede de så over til folk, der stormede Netto for at købe toiletpapir. Alle reagerede på en eller anden måde – og hellere toiletpapir end våben. Det er trods alt lidt mere fredeligt.

I det hele taget skyllede en smule middelalder ind over vores liv. Som om en del af civilisationen blev krattet af den aften. Det hele krakelerede.

Det store rejseår

Min kone, der er skolelærer, og jeg havde taget et års orlov fra august 2019 til august i år — i år skulle det være. Vi skulle have været til Japan, og så skulle vi have været nede ved vores hus ved Comosøen i Italien. Min kone vil gerne lære italiensk, og vi har nogle gode italienske venner, der har en restaurant. Vi havde aftalt, at hun skulle stå i køkkenet i tre måneder for at lære italiensk. Alt det blev vi nødt til at aflyse.

Så stod vi uden planer. Jeg tog ud til mit atelier i Nordvest, mens min kone gik rundt hjemme i vores lejlighed på Nørrebro. Hver dag kom jeg hjem til en indespærret løvinde. Det gik ikke. Derfor tog vi ned til vores hus på Falster, hvor vi har plads og jord, og jeg også har et atelier.

Så skete der bare det, at jeg ikke engang skulle have dårlig samvittighed over ikke at hænge ud med folk eller sige, at jeg desværre ikke kunne komme til middag. Det var fedt. Det var det virkelig. Jeg er ikke asocial, men det skabte en energi.

Jeg havde ryddet kalenderen, fordi jeg troede, at jeg skulle rejse med min kone. Jeg havde ingen udstillinger, ingenting jeg skulle gøre. Så det var ren con amore, da jeg gik i gang i atelieret. Det var legende og uhøjtideligt, men samtidig kørte coronakrisen rundt i hovedet på mig. Et Europa i vanskeligheder, som vi er så afhængige af. Vi kan jo ikke undvære Spanien, Italien, Grækenland eller Malta.

»Jeg tænkte på den kultur og den tradition, vi har. Og så begyndte jeg simpelthen at planke andre kunstnere. Alle mulige,« siger Erik A. Frandsen, der arbejdede bidder fra Matisse, Cézanne og Caravaggio ind i sine »Karantænebilleder«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Jeg tænkte på den kultur og den tradition, vi har. Og så begyndte jeg simpelthen at planke andre kunstnere. Alle mulige. Mine store europæiske støttepiller arbejdede jeg ind i »Karantænebilleder«. Der er lån fra Matisse, fra Cézanne og Caravaggio. Jeg malede det ind i mine billeder. Jeg malede samplinger fra mit hjem.

På et billede satte jeg bogreolen ind i stuen, og jeg malede et Cézanne-maleri i baggrunden. Jeg har sgu ikke et Cézanne, men det vil jeg da gerne have, og sådan ville det se ud, hvis jeg havde et i mit hjem. Det var også sjovt at se, om jeg kunne få det til at ligne.

Andre gange malede jeg ikke et decideret billede ind, i stedet tog jeg bidder af deres billeder. Fra Caravaggio tog jeg en ornamenteret kjole fra et billede af Maria Magdalene. Modellen skulle i øvrigt have været en prostitueret – han var en rå banan, ham Caravaggio. Kjolen falder på en måde, så det ligner et tykt gulvtæppe. Det tog jeg med som baggrund i et af billederne.

Den måde at male på kom til mig i processen. Det var frigørende for mig. Og af afgørende betydning. Det betød, at »Karantænebilleder« blev mere frie. Mere overskudsagtige. Det blev en af de lykkelige perioder, hvor tingene bare hænger sammen, og alt fungerer.

Da coronakrisen slog sin klo i Danmark, gik Erik A. Frandsen i atelieret. »Det var grusomt, men det avlede noget pissesmukt,« siger han om en af de mest produktive perioder i sit liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Da frøet blev sået

Jeg var 14 år, da jeg fandt ud af, at jeg ville være kunstner. Min far var ostehandler i Randers, og min mor var hjemmegående husmor og hjalp til i osteforretningen. Vi sad hjemme i stuen med teaktræsbordet og det grønne gulvtæppe med ormemønster, og vi så TV Avisen.

Så tonede Poul Gernes frem på skærmen. Det var en tidlig performance, hvor han pakkede sig ind i papir og klippede sig selv ud igen. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det »rum«, jeg ville ind i.

Men jeg begyndte først at male, da jeg var 16 eller 17 år, og vi flyttede fra Randers til Ertebølle. Osteforretningen og det liv appellerede overhovedet ikke til mig.

»Jeg var 14 år, da jeg fandt ud af, at jeg ville være kunstner,« siger Erik A. Frandsen. Forældrenes osteforretning i Randers var han på ingen måde interesseret i at føre videre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Jeg fik min studentereksamen fra Aars i Himmerland og tog med det samme til København sammen med min kæreste. Hun kom ind på seminariet, og jeg kom ind på universitetet, hvor jeg skulle læse politologi. Det var forfærdeligt. Min far kunne slet ikke forstå, at jeg søgte ind på universitetet. Han kunne se, at det aldrig ville gå. Det gjorde det heller ikke.

Både min kæreste og jeg droppede studierne og arbejdede i tre måneder for at tjene alle de penge, vi kunne. Og så tog vi til Kreta, hvor vi lejede et hus, og jeg endte med at passe en keramikforretning. Der lærte jeg også at dreje og betjene ovnen. Min kæreste og jeg gik senere fra hinanden, men jeg turede rundt i Europa de næste tre-fire år. Og jeg har aldrig set mig tilbage.

Den risikovillighed har jeg nok altid haft. Jeg har den også stadig. Nogle gange forbander jeg den. Jeg kaster mig bare ud i ting. Som for eksempel programmet »Kunstnerkolonien«, der kører nu hver søndag. Fuck! Det har været helt forfærdeligt. Der kan man tale om risikovillighed.

I forhold til min kunst kan man ikke på den måde tale om risikovillighed. For jeg tænker ikke på, hvordan folk vil opfatte det, jeg laver. Kunst er elitært. Sådan er det. Du kan godt være folkelig, men det er ikke for folk.

Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg har lavet nogle krumspring, fordi jeg ville tækkes eller passe ind i en parnasidé om, hvad kunst er. Men det gør jeg ikke længere.

Frigørelsen kom, da jeg blev 60 år. Måske lidt før. Det lyder måske arrogant.

Faktisk bliver jeg enormt glad, hvis folk kan lide det, jeg laver. Men det er ikke målet.«

LÆS MERE