Men do they EGENTLIG know it’s Christmas?

Den gamle traver »Do they know it’s Christmas« fra 1984 er blevet en juleklassiker, vi hører igen og igen. Men kender du det, at du hører en gammel tekst, og pludselig oplever den på en helt ny måde? Hvad var historien bag, og hvorfor blev den så vigtig?

DO THEY IT'S CHRISTMAS? Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN MACDOUGALL

Boy George blev bagstiv sat på en Concorde fra New York for at nå frem i sidste øjeblik, og Spandau Ballet og Duran Duran havde tømmermænd, fordi de havde været i byen sammen i Tyskland dagen før.

Heldigvis havde Nick Rhodes (som stod for keyboards og synthesizere i Duran Duran) masser af makeup, de kunne låne, men selv den tykkeste firser-makeup kan ikke skjule et oppustet ego, og dem var der nok af den 25. november 1984, da næsten fyrre artister mødtes i Sarm West Studios i London under fællesnavnet Band Aid. Indtjeningen fra singlen skulle gå til ofrene for hungersnød i Etiopien.

»Det helt klare mål var at røre folks hjerter og åbne deres pengepunge«, har Ultravox’ sanger Midge Ure udtalt til Rolling Stone. Han og Bob Geldof, kendt som forsanger i Boomtown Rats, skrev sangen, men det var ikke just et hit, der skabte sig selv: »Bob kom forbi med en guitar næsten uden strenge, og en sang, som lød forskellig, hver gang han sang den – det var helt klart, at det bare var noget, han fandt på undervejs, og han lød som en retarderet Bob Dylan«. Til gengæld: Da den blev færdig, var den i 15 år Storbritanniens mest solgte single (indtil Elton John’s »Candle in the wind«-hyldest til Prinsesse Diana efter hendes begravelse), og succesen betød ifølge Rolling Stone en tilbagevendende irritation for Bob Geldof: »Hvert år, når jeg går ned til slagteren for at købe en kalkun til jul, begynder han at nynne sangen med et lille smil, og jeg siger »ja, ja, giv mig nu bare den fucking kalkun, fister«.

Henrik Milling, musikproducer og radiovært, mener, at sangen varslede et paradigmeskift i britisk pop, som kørte på New Romantic og sen-New Romantic-bølgen. »Spandau Ballet og Adam Ant hang ud på den hippe London-klub The Blitz, og hos Duran Duran og Depeche Mode fik den ikke for lidt med dame-flæsetøj, de havde købt i Harrods. Det var eskapisme gange tre, og den attitude kunne du bare ikke møde op med, når du skulle indspille en sang, der skulle redde menneskeliv.
Den tids tekster handlede om »dandy highwaymen« og romantiske riddere og »hungry like the wolf«, så det storladne lå i tiden, og derfor kunne Geldof og Ure slippe af sted med en rimelig patos-fyldt tekst. Pop-bræk-refleksen var simpelt hen ikke opfundet endnu – men selv den mest selvoptagede firser-stjerne indså, at lige netop denne dag, skulle han ikke troppe op i satin og flæser og forsøge at være midtpunkt.«

»Jeg tror, at han nærmest forskrækkede sig selv«

For to år siden – da singlen havde 30-års jubilæum - kom historien bag sangen frem i det amerikanske magasin Rolling Stone: Simon Le Bon fra Duran Duran startede indspilnings-dagen med at være sur, fordi han havde fået det indtryk, at han kun skulle synge en duet med Sting, og blev overrasket over at se alle de andre, da han trådte ind i studiet, Sting var sur over, at han skulle synge sætningen »... is the bitter sting of tears«, fordi han følte, at »sting« var hans navn, og Bono ville først ikke synge sætningen »tonight thank God it’s them instead of you« fordi han var bange for, at det ville blive misforstået. Midge Ure har fortalt til Rolling Stone, at da han og Bob Geldof først fik forklaret Bono, at meningen var, at man skulle huske, at man var heldig, gik han i studiet og gav den hele armen:
»Jeg tror, at han nærmest forskrækkede sig selv. Han hoppede en oktav op, og det var fantastisk – tænk at den lille mand kunne lave så meget lyd! Det var som at høre en operasanger. Han gjorde det to gange, men jeg tror, vi beholdt den første.«

Det er netop den sætning, der redder hele sangen, mener Henrik Milling. »Alle kan huske hans stemme, måske fordi der er en mærkelig modstand, fordi han i virkeligheden ikke ville synge den.« Han fremhæver også Phil Collins’ trommer, som faktisk blev lagt på som det allersidste den dag. »Det er, hvad jeg vil kalde fremdriftstrommer, og de er lagt på i første take, for der var ikke tid til mere. Du skal tænke på, at dengang skulle man have en master mange uger i forvejen for at trykke vinylplader, og de skulle håndpakkes i deres covers. Så Band Aid var under pres for at nå det op til jul.«
Ud skulle den, og det hastede, for der var ufattelig hungersnød i Etiopien, og i et opgør med politikernes langmodighed og tiden, blev teksten forfattet lige vel hurtigt. Når man hører den i dag, tænker man måske lidt over, hvor i Afrika, de egentlig ved, at det er jul, og måske også på sætningen »and there won’t be snow in Africa this Christmastime« ...

Professor i Afrika-studier, Holger Bernt Hansen fra Københavns Universitet mener, at sætningen »there won’t be snow in Africa this Christmastime« er en kende misvisende.
»Det ville være mærkeligt, hvis det for alvor sneede i Afrika. Der er selvfølgelig sne på Kilimanjaro og visse bjergplateauer, og i Nord- og Sydafrika kan der komme en smule af og til, men ikke som vi kender det. Jeg var i Uganda på et tidspunkt, og der var i aviserne mange skriverier om, at spejderkorpset skulle afrikaniseres, og først tænkte jeg »hvorfor nu det?«, men der var bl.a. det problem, at et af duelighedstegnene får du for at kunne redde folk, der er faldet gennem isen, og det er altså ret svært at øve sig på i Uganda.«

​»Måske er folk blevet trætte af at høre om alle de katastrofer«

Holger Bernt Hansen kan fortælle, at der holdes jul i alle de afrikanske lande, hvor der er kristne kirker, så titlen på sangen »Do they know it’s Christmas«, kan sagtens besvares med et ja. I de lande, hvor man overvejende er muslimer, bliver der også pyntet op, men det er så ikke med de kristne symboler, men halvmåner og cedergrene med guld- og sølv-glimmer.
Paul Weller, George Michael, Paul Young, Bananarama og Status Quo var blandt dem, der medvirkede på den originale støttesingle, som er blevet indspillet igen – med andre navne – i 1989, 2004 og 2014 (fra denne version gik indtjeningen til bekæmpelse af Ebola).

»Da man brugte sangen i en ny version for at sætte fokus på Ebola i 2014, havde det ikke den samme virkning,« fortæller Holger Bernt Hansen. »Måske er folk blevet trætte af at høre om alle de katastrofer, og tænker »åh nej, ikke igen«. Når man f.eks. ser Danmarksindsamlingen i dag, så er det nogle andre aktører, der skaffer penge. Måske er der et par popsangere som Medina, der optræder, men dem, der donerer de store beløb i dag er det private erhvervsliv.«

Bob Geldof sagde til den australske Daily Telegraph i 2010: »Jeg er ansvarlig for to af historiens værste sange. Den anden er »We are the world«, med henvisning til, at »Do they know it’s Christmas« var inspiration til, at også amerikanske kunstnere gik sammen om en støtteplade.
Personligt kan Henrik Milling bedre lide den amerikanske pendant, »We are the world«.
»Den er skrevet af Michael Jackson og Lionel Richie, så selvfølgelig er den bedre! Men det, Bob Geldof og Midge Ure gjorde, var nyskabende, og de må have stået med tungen i halsen og dirret af angst over, om det her eksperiment ville lykkes.«

Det gjorde det som bekendt. Singlen havde et år efter udgivelsen angiveligt indtjent otte millioner pund, og dens succes var medvirkende til at give Bob Geldof blod på tanden til syv måneder senere at iværksætte Live Aid-koncerten fra både London og JFK Stadium i Philadelphia, som angiveligt blev set af hvert femte menneske på jorden. Det var starten på en æra, hvor berømtheder indså, at deres status kunne bruges til andet, end fri adgang på diskoteker. Herhjemme skrev Nanna året efter sin egen Afrika-sang.

»Do they know it’s Christmas« havde helt sikkert en virkning, for hungerkatastrofen i Etiopien var gået forbi den generelle offentlighed i Vesten, hvor pengene skulle komme fra. Og den her sang og Live Aid var med til det allervigtigste – at samle penge ind, men også at sætte fokus på tørken og hungersnøden, og på at det faktisk kan lade sig gøre for folk, som ikke er politikere, at gøre noget. Når jeg hører sangen i dag, tænker jeg, at den er ret naiv og uskyldig og moralistisk – den appellerer til: »Du har det så godt, så del ud af din overflod«,« siger Holger Bernt Hansen.

Skulle man lave en tilsvarende støtte-single i dag, skulle den være helt anderledes, mener Henrik Milling. »Det ligger i tiden, at vi skal have en tekst med en personlig oplevelse i ekstrem jeg-form, og så kunne man i dag ikke få noget godt ud af at samle halvtreds stjerner – den skulle nok synges af en eller to personer.«
Midge Ure har for nogle år siden i sin selvbiografi skrevet om tilblivelsen af jule-ørehængeren:
»Det er en sang, der ikke har noget som helst at gøre med musik. Det handlede om at samle penge ind ... Sangen var ligegyldig på den made, at den ikke var hovedmålet.«

... Men den er stadig rar at synge med på, når der dufter af kanel og gran, julelysene er tændt, og man håber på at ramme tonerne når man efterligner Bono i »well, tonight thank God it’s them instead of you« ...