Medierne omtaler deres bitre skilsmisse som en Big Money Divorce. Nu skal vanvittig kunstsamling sælges for svimlende beløb

Efter en dramatisk skilsmisse sælger et stenrigt newyorkerpar deres kostbare kunstsamling. »Et af de vigtigste salg i moderne kunsthistorie,« siger Sotheby's om samlingen, som tæller værker af Picasso, Koons og Giacometti.

Efter skilsmissen fra sin hustru gennem 59 år, Linda Macklowe, viste ejendomsudvikleren Harry Macklowe sig selv og sin nye 18 år yngre hustru, Patricia Landeau, på en storskærm på en af sine ejendomme i New York. Fold sammen
Læs mere
Foto: TIMOTHY A. CLARY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Harry og Linda Macklowe formelt blev skilt i 2018, hvor de begge havde passeret de 80 år, omtalte amerikanske medier det som en Big Money Divorce, altså en skilsmisse, hvor enorme værdier var i spil og skulle fordeles mellem ægtefællerne.

At tale om Big Money er i dette tilfælde ingen overdrivelse.

Boets værdi var ifølge amerikanske medier to milliarder dollar, mere end 12 milliarder kroner, og bestod blandt andet af et par lejligheder på Manhattan, hvoraf alene den ene koster 72 millioner dollar og fylder en hel side på Plaza Hotel med udsigt til Central Park, en bolig i det eksklusive Hamptons på Long Island, en yacht på 150 fod og ikke mindst en kunstsamling second to none, som vi vender tilbage til.

Det var på ingen måde en almindelig skilsmisse. Ikke alene på grund af de store værdier, men også fordi parret havde været gift i 59 år og var kendte i medierne og de højere societykredse i New York.

Harry Macklowe har skabt en formue ved ejendomsudvikling af skyskrabere, og han står bag en række kendte bygninger i New York, blandt andet 432 Park Avenue, den såkaldt Billionaires’ Row, som i 2019 var verdens højeste bygning til beboelse, og, som det fremgår af navnet, et sted for rigmænd i Joakim von And-klassen.

Cy Twomblys blomsterbillede »Untitled« fra 2007 er ved auktionen hos Sotheby's vurderet til 40-60 millioner kroner. Fold sammen
Læs mere

Linda Macklowe er engageret i filantropi og kunst og blandt andet vicepræsident i den store non profit-organisation Guggenheim Foundation, som støtter kunst over hele verden.

Skilsmissen har ifølge amerikanske medier været bitter og uforsonlig. Formentlig fordi Harry Macklowe ville skilles, efter han i 2016 havde mødt og forelsket sig i den 18 år yngre franske forretningskvinde Patricia Landeau.

Mark Rothkos værk »No. 7« fra 1951 er vurderet til 70 millioner dollar. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

De to blev gift i 2018, og Harry Macklowe, der har haft succes i den brutale ejendomsbranche, kan ikke beskyldes for overdreven finfølelse over for sin tidligere hustru. Efter brylluppet viste han på en storskærm på en af sine monumentale bygninger i New York et billede af sig selv og sin nye hustru.

Siden har de tidligere ægtefæller gennem deres advokater bitterligt været oppe at slås. Ikke om køkkenmaskiner, litografier og møbler, som almindelige mennesker gør, men om parrets enorme kunstsamling opbygget gennem årtier.

Striden, som blandt andet har handlet om prisfastsættelse, er nu endt med, at auktionshuset Sotheby's af to omgange, i november 2021 og maj 2022, skal sælge 65 værker fra samlingen.

Alberto Giacomettis skulptur »Le Nez« fra 1964, en skulptur med Pinocchio-næse, er ifølge udenlandske medier vurderet til 60-70 millioner dollar. Fold sammen
Læs mere

Vurderet til 3,8 mia.

»Det er en af verdens mest betydningsfulde private samlinger af moderne kunst,« siger Charles Stewart, Sotheby's topchef, til nyhedsmediet Bloomberg.

Samlingen er vurderet til 600 millioner dollar, svarende til 3,8 milliarder kroner, og en samling i den prisklasse er højst usædvanlig.

Til sammenligning: I 2018 solgte auktionshuset Christie's Peggy og David Rockefellers kunstsamling for 835,1 millioner dollar, hvilket var over vurderingen og det højeste nogensinde for en privat samling.

Macklowe-samlingen omfatter værker af kunstnere som Alberto Giacometti, Mark Rothko, Andy Warhol, Willem de Kooning, Jeff Koons, Sigmar Polke og Gerhard Richter og Pablo Picasso, og der er i flere tilfælde tale om værker af museumskvalitet, altså værker af så høj kunsthistorisk værdi, at de ville kunne hænge på store nationale kunstmuseer.

Giacometti til 70 millioner dollar

Auktionens to dyreste værker, Alberto Giacomettis skulptur »Le Nez« fra 1964 og Mark Rothkos værk »No. 7« fra 1951, er hver vurderet til 70 millioner dollar.

Andy Warhols »Nine Marilyns« fra 1962 med Marilyn Monroe som motiv er vurderet til 40 millioner dollar, mens Cy Twomblys maleri med titlen »Untitled« fra 2007 er vurderet til 60 millioner dollar.

Andy Warhols »Nine Marilyns« fra 1962 med Marilyn Monroe som motiv er vurderet til 40 millioner dollar. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

»Macklowe-samlingen er et resultat af årtiers streng, frygtløs og velinformeret stræben. Værkerne er ikke alene definerende mesterværker for de enkelte kunstneres æstetik. De taler også til vores følelser, intellekt og fortæller uforfærdet om menneskets komplekse livsvilkår,« siger Brooke Lampley, chef for Sotheby's internationale afdeling for kunst.

Dele af samlingen vil, som store auktionshuse plejer, når der er tale om værker, som appellerer til et internationalt publikum, blive sendt på verdensturné, så mulige købere i Taipei, Hong Kong, Los Angeles, London, Paris og New York kan få syn for sagn, inden de eventuelt køber.

Salget af store privatejede samlinger har stået stille under coronapandemien, fordi markedet har været for usikkert, men salget er nu ved at komme i gang. Sotheby's i New York solgte således i foråret en samling til 150 millioner dollar, og til november kommer en anden samling vurderet til 200 millioner dollar under hammeren.