Mediekommentar: Kære kulturinstitutioner, fri os for alt det pludder og vrøvl

Engang var kunsten et tilbud og en mulighed, som man selv måtte sætte sig ind i, og som man selv måtte opsøge. I dag hærger formidlingsdesperationen.

Hvis man holder af klassisk musik eller anden stor kunst, behøver man ikke få stimuleret sin interesse ved, at præsentationen smøres ind i overdrivelser og søgthed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Jeg tror ikke, at alting var bedre i min ungdom, dengang i de røde og forvirrede 1970ere, men jeg er sikker på, at der var visse ting, der var bedre, og én af de ting, der helt sikkert var bedre, var, at kunsten ikke blev formidlet, som den bliver det i dag. Der blev ikke gjort dumme og overdrevne forsøg på at sælge flere billetter. Kunsten blev set som et tilbud og en mulighed, som man som potentiel bruger selv måtte sætte sig ind i, og som man selv måtte opsøge. Man respekterede kunsten. Og man respekterede publikum.

Sådan er det ikke længere, forekommer det mig. Se bare på markedsføringen af efterårets koncerter og operaopsætninger! Her myldrer det med eksempler på digital formidlingsdesperation.

Et af de værker, det går ud over, er Saint-Saëns ganske udmærkede cellokoncert nr. 1, der på drkoncerthuset.dk ophøjes til »et stykke elegant jordisk kultur, som ikke findes magen til noget sted i universet«, mens vidunderligt jordiske Mozarts sinfonia concertante for violin og bratsch sælges som »et stykke musik, der virker, som om det er faldet lige ned fra himlen«. Det Kongelige Kapel opfører Hans Abrahamsens »Schnee« under overskriften »Abrahamsens fornemmelse for sne« (ha, ha), og når medlemmer af samme orkester skal spille kammermusik af bl.a. Debussy hedder arrangementet »Tristans arvinger«, hvilket ret beset er noget pludder. Musikken til Bizets »Carmen« er ifølge Opera Hedeland »i en klasse for sig«, (der fik du dén, Verdi!) og Tjajkovskijs »Eugen Onegin« på Den jyske opera er ifølge samme opera »kærlighedsoperaen over alle kærlighedsoperaer«, så nu kan »Tristan og Isolde« og »La Traviata« og et par andre mesterværker godt gå hjem og lægge sig.

Til al denne rørstrømske og villede prosa er der bare at sige, at hvis man holder af klassisk musik eller anden stor kunst, behøver man ikke få stimuleret sin interesse ved, at præsentationen smøres ind i overdrivelser og søgthed. Hvis man omvendt hellere vil se »Vild med dans«, spille billard eller gå en dejlig lang tur i det gode vejr end sidde i en koncertsal og svede, så vil man med statsgaranti ikke lade sig overtale til at købe billet til Saint-Saëns cellokoncert, bare fordi DR forsøger at gøre den til det udødelige mesterværk, den ikke er.

Så når I, kære kulturinstitutioner, alligevel excellerer i søgte ord på diverse platforme, så ligner det mest af alt forsøg på at tækkes de politikere, der sidder på en stor del af pengene, og som synes at mene 1, At kunsten skal nå ud til så mange som muligt, før den har nogen værdi. 2, At hvis kunsten skal nå ud til så mange som muligt, skal den formidles i det sprog, som folk som flest taler og forstår. Og 3, At det sprog, folk som flest taler og forstår, ikke skal tages alt for alvorligt.

Dét syn på kunst og mennesker deler jeg ikke. Det er dumt, synes jeg. Faktisk det rene pludder.