Mediekommentar: DRs dokumentar om Omar el-Hussein lader hånt om troværdighed i iveren efter at menneskeliggøre terroristen

Mediekommentar. DRs ambitiøse dokumentar om Omar el-Husseins vej til terror får aldrig styr på sine virkemidler. Den fejler afgørende i iveren efter at menneskeliggøre terroristen, og den lader hånt om troværdigheden, skriver Berlingskes Bent Blüdnikow.

Faren til vagt ved synagogen i København Dan Uzan, Sergeot Uzan, fotograferet i 2015 med foto af Dan Uzan i baggrunden. Dan Uzan blev dræbt af Omar el-Hussein i forbindelse med terrorangrebet i 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Samtidig med at filminstruktør Ole Christian Madsens film »Krudttønden« havde premiere i sidste uge, viste DR en totimers dokumentar om terroren i 2015. Det var filminstruktør Nils Giversens »Angrebet – Omars vej til Krudttønden«, der fulgte Omar el-Husseins vej til angrebet på Krudttønden og synagogen i februar 2015.

Dokumentaren har to hovedspor: Det ene dokumenterer, at danske myndigheder svigtede under Omar el-Husseins vej til terroraktionen, og at han kunne være blevet stoppet undervejs, men at væsentlige oplysninger om hans radikalisering ikke nåede fra Kriminalforsorgen til Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Kritikken rettes også mod PET for ikke at følge Omar el-Hussein, da han blev løsladt fra fængslet kort før terroraktionen. Denne del af dokumentaren synes velbegrundet, idet Nils Giversen har haft adgang til kilder, der synes at dokumentere kritikken.

Det andet spor i dokumentaren er Nils Giversens forsøg på at klarlægge Omar el-Husseins vej til radikalisering. Man har ladet skuespillere indtale udsagn fra Omar el-Husseins venner og mor og genskabt scener med Omar el-Hussein, hans venner og mor spillet af skuespillere.

Det er her, at dokumentaren begyndte at krakelere, for som seer får man ikke en chance for at bedømme vidneudsagnenes troværdighed.

En hel del af fortællingen hænger på Omar el-Husseins mors fortælling, hvor hun fortæller, at hun har en universitetsgrad og var rejst til Jordan – sammen med Omar el-Hussein – for at undervise. Omar el-Hussein var allerede på dette tidspunkt på vej ind i kriminalitet.

Vi forstod på speakerteksten, at han var opfyldt af had til dem, der krænkede profeten, og opfyldt af had til jøder. Hvorfra kom dette had til jøder? Var det udelukkende på baggrund af Gaza-krigen, som dokumentaren lod forstå, eller var der i morens opdragelse en god portion fundamentalisme og had til jøder? Det fik vi ikke at vide, for der blev aldrig stillet kritiske spørgsmål til morens fremstilling.

De konstruerede scener gav intet indtryk af holdninger i vennekreds og hjem. Ingen af vennerne gav udtryk for sympati med Omar el-Husseins radikale holdninger og handlinger. Kan dette være rigtigt, når vi nu ved, at Omar el-Hussein blev fulgt til graven af 700 venner, bekendte og sympatisører? Moren udviste i de spillede scener i øvrigt kun moderlig kærlighed uden et ord om politik eller islam.

Mod slutningen gik det helt galt med dokumentaren. Før Omar el-Hussein drog ud for at udføre sin skændselsgerning, ser vi ham kærligt omfavne sin mor. Det er en scene, der kun kan tjene til at give indtryk af en kærlig søn.

Dokumentaren slutter med fotografier af Omar el-Hussein og et citat, der har til hensigt at menneskeliggøre ham:

»Selv den ondeste gerningsmand i verden er først og fremmest et menneske.«

Det er en banal konstatering, men jeg mindes ikke at have set den slags citater anvendt om Heinrich Himmler eller Anders Breivik. Hvorfor slutter dokumentaren af med billeder af den menneskeliggjorte Omar el-Hussein og ikke med billeder af hans ofre, Dan Uzan og Finn Nørgaard?

Dokumentaren lod sig rive med af sin egen og morens fortælling og fik aldrig styr på sine virkemidler. I forsøget på at menneskeliggøre Omar el-Hussein lod man hånt om troværdigheden.