Mattias Stølen: Vi ønsker alle fra tid til anden at slå vores dårlige samvittighed ihjel

Hvis jeg googler »dårlig samvittighed«, har det øverste hit titlen: »Få 11 tips til at slippe af med følelsen«. Det er et skræmmende eksempel på en pop-psykologisk og hedonistisk trend i tiden: Har vi ubehagelige følelser, skal de helst fjernes.

xxx
Mattias Stølen mener, at vi bør »dobbeltbekymre« os mere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Jeg har i øjeblikket det privilegium at holde forældreorlov med min yngste datter Nora Liv. Hun er et år gammel og er lige begyndt at tage sine første (usikre) skridt. Det er stort at følge i den lilles fodspor, og hver dag overvældes jeg af taknemmelighed over dette lille vraltende og pludrende livstykke.

I sidste uge fik jeg mig imidlertid en frygtelig forskrækkelse. Nora Liv og jeg befandt os på 1. sal i vores hus. Der havde vi leget i en times tid med duplo og diverse andre dimser, og jeg havde – hvis jeg selv skal sige det – været en nærværende far det meste af tiden. Jeg var dog uopmærksom i et øjeblik, og pludselig konstaterede jeg, at min datter stod og balancerede ved vores trappe. Den består af 13 hårde trin og munder ud i et hårdt klinkegulv for neden. Jeg skyndte mig derfor at gribe ud efter hende for at afværge katastrofen. Det var dog for sent. Min hastighed var ikke hurtig nok og mine arme for korte.

I al min magtesløshed så jeg således min datter træde ud i luften, hvorefter hun bogstavelig talt fløj ned ad trapperne. Hun lavede flere saltomortaler undervejs, og i ren desperation hoppede jeg ud på trappen med hovedet først, som var det en tremetervippe i svømmehallen. Det var naturligvis irrationelt, men håbet bestod i at gribe hende, før hun nåede at banke sit lille fine hoved ned i det hårde køkkengulv. Det lykkedes ikke. I stedet var jeg tæt på at lande ovenpå hende med hele min vægt.

I løbet af disse sekunder fløj der tusindvis af tanker igennem hovedet på mig: Bliver hun mon hjerneskadet, eller slipper vi med en brækket arm? Min kone sad og arbejdede andetsteds i huset, og da hun hørte mit skrig og de mange bump, blev hun ligeledes grebet af voldsom angst. Hun frygtede, at vores datter var død.

Ambulancen kom hurtigt, og sidenhen blev vores datter undersøgt på hospitalet. Heldigvis viste det sig, at der ikke var sket noget alvorligt. Vi slap med skrækken. Om aftenen – da Nora Liv og hendes to ældre søskende var blevet puttet med ekstra ømhed – blev jeg imidlertid ramt af et emotionelt godstog. Jeg afspillede situationen igen og igen for mit indre blik og blev herigennem mindet om, hvor bange jeg nåede at blive. Først randt tårerne ned ad kinderne, og derefter bankede min samvittighed på min sjæls dør. Den dårlige samvittighed vel at mærke. Det var jo min skyld, at vores datter nær var kommet frygteligt til skade.

Pop-psykologisk trend

Hvis jeg googler »dårlig samvittighed«, har det øverste hit titlen: »Få 11 tips til at slippe af med følelsen«. Det er et skræmmende eksempel på en pop-psykologisk og hedonistisk trend i tiden: Har vi ubehagelige følelser, skal de helst fjernes. Jesper Fårekylling er som bekendt Pinocchios moralske vogter og på sin vis også en animeret udgave af vores samvittighed. I Disneys tegnefilm fra 1940 får han lov til at afslutte filmen med det, der sidenhen er blevet et folkekært julehit: »When you wish upon a star«.

Interessant nok går det noget anderledes i den oprindelige italienske udgave fra 1883. Her dræber den berømte trædukke nemlig Jesper Fårekylling med en hammer. Det kan både virke komisk og tragisk, men sagen er den, at der bor en (italiensk) Pinocchio i os alle. Vi ønsker alle fra tid til anden at slå vores dårlige samvittighed ihjel. Den kan nemlig gøre nas.

Samvittigheden – også den såkaldt dårlige – skal dog ikke slås ihjel af en hammer eller af feel good- inspirerede råd. Den er nemlig med til at konstituere os som mennesker. Den er et adelsmærke, som vidner om, at vi bekymrer os for andre mennesker, og at vi reflekterer kritisk over vores egne bidrag til fællesskabet. Hos såkaldte socio- eller psykopater er samvittigheden skræmmende fraværende, men hos os andre er det en instans, der kalibrerer vores relationelle kompas, så vi bliver mere opmærksomme på hinanden. Den er sjælens korrektiv til vores lystbetonede impuls til kun at tænke på os selv. Således kan den dårlige samvittighed hjælpe os til at række ud efter hinanden efter forglemmelser, svigt eller tillidsbrud. Ligesom den kan inspirere os til at opmuntre mennesker med et knus, en hilsen eller nogle værdsættende ord, når det er tiltrængt.

Forskellige mennesker har i tiden efter Nora Livs fald forsøgt at reducere mit indre ubehag. De har sagt: »Det skal du ikke have dårlig samvittighed over. Det kan ske for selv den bedste!«

Alle disse bemærkninger er velmente og sympatiske, men jeg har alligevel et ambivalent forhold til dem. For hvorfor skal jeg i grunden ikke have dårlig samvittighed? Jeg levede jo ikke op til mit ansvar som far. Det er muligt, at den dårlige samvittighed river i min sjæl og gør lidt ondt, men den har jo i en passende dosis en vigtig funktion. Den hjælper mig til at holde ekstra godt øje med min datter fremover. Den kan i virkeligheden ende med at redde liv. Helt konkret og i overført betydning.

Den dårlige samvittighed er derfor på mange måder en god samvittighed.

 

Mattias Stølen er psykolog og direktør i Center for Familieudvikling