Mattias Stølen: Vi bør bekymre os noget mere

Peter Plys siger et sted: »Nogle mennesker bekymrer sig for meget. Jeg, tror, det er det, man kalder kærlighed.« Her rammes pointen på sømmet: Bekymringen er nemlig – når den gælder andre - at sammenligne med godhed og kærlighed.

xxx
Mattias Stølen mener, at vi bør »dobbeltbekymre« os mere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Vores seksårige søn, August Bjørn, er netop startet i før-SFO. Det er stort for forældrene, men mildest talt lidt overvældende for den lille purk at starte i skole. Han er normalt en meget ekstrovert fyr, men i de første uger har vi set en ny og mere usikker side. Således har vi hørt ham give udtryk for bekymring over, om han mon nogensinde får en god ven på sin nye skole.

Vi har forsøgt at berolige ham og har samtidig gjort os umage med blot at forstå ham. For det er jo skræmmende at starte i skole. Det er urovækkende at skulle indgå i et nyt socialt spil med udefinerede positioner, hierarkier og relationer. Selv om han er rigtig glad for at synge (gebrokkent) med på Queens monsterhit »We are the champions« for tiden, så ligner han ikke just en champion. Han ligner snarere en lille fugleunge, der forsøger at baske med vingerne for første gang uden for reden.

Med til historien om den vanskelige start hører også, at han har måttet tage afsked med en særligt god ven i børnehaven. En dreng han havde en betydningsfuld tilknytning til. Forleden dag mødte vores søn heldigvis sin ven igen til fodbold. De var overlykkelige for at se hinanden igen og havde mere travlt med deres eget form for samspil end det, der bidrager til at få læderkuglen i nettet.

Efter fodbold sagde August Bjørn, at hans ven havde fortalt, at han var begyndt at lege med en ny dreng i børnehaven. »Det var da vildt hyggeligt«, sagde vi begejstret, men indeni frygtede vi, at vores søn ville reagere med jalousi og tristhed. Det ville jo være forståeligt, hvis han blev en smule ked at, at han så nemt kunne »erstattes« af en anden ven. Imidlertid måtte vi overraskende og glædeligt konstatere, at vi blot havde projiceret vores egen (selviske) fortolkning over på vores søn.

»Det er en mentaløkonomisk belastning for vores hjerne og krop at skulle bruge tid på at tænke på andres ve og vel. Men det nytter ikke noget primært at bekymre os for vores egen lykke, indre ro og balance«


Modsat vores forventning sagde han nemlig:  »Det er godt nok dejligt, at han har fået en ny ven. Så slipper jeg for at være dobbeltbekymret«. »Dobbeltbekymret?«, sagde vi. »Hvad mener du med det?« »Jo altså«, sagde han. »Nu slipper jeg for både at skulle bekymre mig for, hvordan jeg får nye venner i skolen, og hvordan min bedste ven har det i børnehaven. Nu kan jeg nøjes med at tænke på mig selv«. Dette svar gjorde min hustru og mig en smule paf. Selv om vi begge er psykologer, kender vi ikke til begrebet dobbeltbekymring, men lige der gik det op for os, hvor rammende det er.

Umiddelbart var vi lettede over, at August Bjørns dobbeltbekymring blev reduceret til en bekymring, der kun gælder ham selv. Børn har nemlig ikke godt af at blive overansvarlige i for tidlig en alder. Ved nærmere eftertanke slog det mig imidlertid, at vi voksne i alt for lille grad »dobbeltbekymrer« os. Vi har travlt med at bekymre os for karrieren, eller hvad andre tænker om os, men disse bekymringer har ofte vores egen navle som epicenter. Sådanne bekymringer er der ikke behov for flere af. Hvad, der imidlertid er behov for, er flere bekymringer, der vedrører andre. Bekymringer, der handler om, hvordan vores venner, kollegaer eller ægtefælle har det.

Vi tænker ofte på bekymring som noget negativt, men bekymring har to ansigter. Den er et janushoved. Det ene ansigt er lagt i urolige og indadvendte folder. Det bærer vidnesbyrd om introspektive tanker, hvor vi bekymrer os for noget. Det andet ansigt er derimod præget af, at vi bekymrer os for nogen. Det er et udadvendt ansigt. Hvor førstnævnte er synonymt med mental uro, så er sidstnævnte synonymt med det at tænke på og drage omsorg for andre mennesker.

»Vi jagter vores egen glæde, som var den formålet med livet«


Bobby McFerrin blev i 1988 verdensberømt med hittet »Don´t worry be happy«. Selv om det er over 30 år siden, er den diskursive grundtone stadig lige naiv og skæv. Vi jagter vores egen glæde, som var den formålet med livet. Vi skal være »lykkelige«, som Rasmus Paludan flere gange gentog i den netop overståede valgkamp. Men hvis vi er så optaget af egen lykke, risikerer det at gå ud over andre. Andre har nemlig brug for vores bekymring. Peter Plys siger et sted: »Nogle mennesker bekymrer sig for meget. Jeg, tror, det er det, man kalder kærlighed.« Her rammes pointen på sømmet: Bekymringen er nemlig – når den gælder andre - at sammenligne med godhed og kærlighed.

Bekymringen for andre medfører et vist forbrug af glukose og er derfor energikrævende. Det er en mentaløkonomisk belastning for vores hjerne og krop at skulle bruge tid på at tænke på andres ve og vel. Men det nytter ikke noget primært at bekymre os for vores egen lykke, indre ro og balance. Det bliver vores relationer ikke bedre af. I en tid, hvor parolen - noget karikeret - lyder: »Først mig selv og så mig selv og så min næste – hvis det ellers er til mit eget bedste«, bør vi ganske enkelt »dobbeltbekymre« os noget mere.