Mattias Stølen Due: »Hvad kan vi lære af Ole Gunnar?«

Det kan lyde som en kliche, men det har været bemærkelsesværdigt at se, hvor meget positiv energi, der er udgået fra de revitaliserede United-spillere, skriver Mattias Stølen Due.

Mattias Stølen Due, Berlingskes parterapeut og samlivsekspert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Det var onsdag aften i sidste uge. Sveden dryppede fra min pande, hjertet galopperede som en vild hest, og musklerne trak sig anspændt sammen. Hele min krop sitrede og skreg på en forløsning. Anledningen var, at mit favorithold - den engelske fodboldklub Manchester United - var i færd med at skabe et historisk mirakel i Champions League mod Paris Saint-Germain. De havde været bagud 0-2 efter deres hjemmekamp i England og stod nu overfor – i overtiden – at skulle sparke et afgørende straffespark i byernes by, der kunne give dem en 3-1 sejr og dermed en billet til kvartfinalen.

Ole Gunnar Solskjær under kampen mellem Paris Saint-Germain og Manchester United. Fold sammen
Læs mere
Foto: John Sibley.

21-årige Marcus Rashford eksekverede straffesparket med arrogant kølighed, og kort efter stod det klart, at United var videre. Denne sejr står som det største symbol på den forandring, den norske træner – og tidligere United-spiller – Ole Gunnar Solskjær har skabt i Manchester United. På få måneder har han ændret klubben dramatisk. Fra at være et kedeligt, depressivt og tabende hold er de blevet et sprudlende, engageret og vindende hold. Forklaringen på denne succes skal imidlertid ikke findes så meget i det fodboldtaktiske, som i det relationelle arbejde Solskjær har udført. Et arbejde, som vi alle kan lære af, når det gælder vores forhold til hinanden.

For det første har det været hans erklærede mål at få smilet tilbage blandt spillerne. Det kan lyde som en kliche, men det har været bemærkelsesværdigt at se, hvor meget positiv energi, der er udgået fra de revitaliserede United-spillere. De har dermed båret vidnesbyrd om smilets potente virkning og mindet os om, at sunde relationer er betinget af, at man kan mærke en gensidig glæde ved hinanden. Vi skal naturligvis ikke smile for enhver pris, og det falske smil, der dækker over tristhed eller frustration, er en maske, som berøver alle den nødvendige autenticitet.

Disse pointer ændrer dog ikke ved, at bevidste og intentionelle smil gør en stor forskel. Vi bør derfor proaktivt beslutte os for at smile noget mere til hinanden. Og hermed henvises der ikke kun til mundens opadgående bevægelse. Vi kan nemlig også smile med vores ord. Det gør vi ved at rose vores kollega for et godt stykke arbejde, ved at sige noget opmuntrende til vores venner og ved at fortælle vores familie, at vi elsker dem. Vi kan så at sige smile både med krop og sjæl.

21-årige Marcus Rashford (m) eksekverede straffesparket med arrogant kølighed, og kort efter stod det klart, at United var videre Fold sammen
Læs mere
Foto: IAN LANGSDON.

Desuden har Solskjær gentagne gange påpeget, at spillerne skal udtrykke sig selv. På engelsk kalder han det »to express themselves«. Det lyder banalt, men kender man bare lidt til den fodboldfilosofi, som hans forgænger - portugiseren José Mourinho - praktiserede, vil man vide, hvorfor opfordringen giver mening. I Mourinhos system var der strenge regler for, hvad spillerne måtte og ikke måtte. Systemet var vigtigere end spillerne, og det var væsentligt ikke at fejle. Derfor er der en indlejret emancipatorisk kraft i Solskjærs opfordring.

Også uden for banen kan der desværre være systemer eller sociale spilleregler, der hæmmer os eller gør os ufrie. Vi kan blive bange for at give udtryk for vores bekymring, irritation eller sårbarhed. Og vi kan blive bange for at være ærlige, hvilket reducerer trygheden og trivslen i vores relationer. Vi gør derfor klogt i at lytte til nordmandens opfordring.

Vi skal nemlig give andre lov til at være dem, de er. Give vores venner og kollegaer mandat til at tænke anderledes end os selv og give vores børn og ægtefælle legitimitet til at være irriterede på os, uden vi af den grund forsvarer os selv, eller bebrejder dem noget. Vores kollega har nemlig ret til at mene, at vores idé er dårlig, og vores familie må gerne savne vores nærvær eller engagement.

United-spilleren Jesse Lingard talte for nyligt om »the license to be free«, og selvom det er udtalt i en fodboldkontekst – og derfor nok ikke er så dybt ment – er det netop denne gensidige tilladelse, som er så afgørende i vores relationer.

Solskjær har sidst, men ikke mindst konstateret, at United-spillerne har løbet alt for lidt sammenlignet med de andre tophold. I den forbindelse har han insisteret på, at de skal op på hesten - og motionscyklen - igen. For uanset talent, så er der brug for træning og hårdt arbejde - både på og udenfor banen. Vi kan nemlig ikke komme sovende til gode relationer. Hvis vi vil have et godt forhold til vores kollegaer, venner og familie, må vi træne og øve os. Og vi må kvalificere vores relationskompetencer via læsning eller samtale med hinanden.

Det spil, der hver dag udspilles i vores relationer, er desværre noget mere kompliceret, end det, der blev spillet på Parc des Princes forleden dag. Det ændrer dog ikke ved, at vi kan lære meget af Ole Gunnar.

Mattias Stølen Due er psykolog og direktør i Center for Familieudvikling.