Jeg vil gerne opleve
Paul McCartney. Beatles har betydet enormt meget for mig, de har på alle måder været en stor musikalsk inspiration. Jeg ærgrer mig stadig over, at jeg ikke fik set McCartney på Roskilde, men jeg var selv ude at spille med mit band, så jeg havde ikke muligheden. Paul McCartney er jo ikke helt ung længere, så det skal helst ikke vare for længe, inden jeg ser ham live.

Jeg træner
overhovedet ikke. Jeg har ellers det orange bælte i karate, hvilket ikke er så vildt endda, men alligevel. Egentlig ville jeg gerne begynde til karate igen, men jeg er så bange for at brække noget, så jeg ikke kan spille og må aflyse koncerter. Og det er ikke lige min stil at aflyse.

Jeg vil gerne rejse til
Maldiverne, inden øerne går til og forsvinder i den globale opvarmning. Jeg ville bo i en lille hytte helt ned til vandet og nyde en rigtig bounty-strand, for sådan en har jeg aldrig været på. Men hvem ved? Måske ville jeg kede mig ihjel, hvis jeg først fik opfyldt min gamle drøm?

Jeg ville gerne have mødt
Jesus fra Nazaret. Jeg synes, myten om ham er fantastisk, og jeg ville godt lige have fundet ud af, hvad han var for en fætter. Jeg tror på Jesus som en historisk og mytisk person, ikke som mirakelmageren Jersus. Men i bund og grund ville jeg nok bare gerne undersøge myten om ham lidt mere, for han er da om nogen interessant.

Min kæreste ejendel
er mit køleskab. Jeg ved godt, det lyder lidt sindssygt, særlig når mit køleskab ikke engang er spor fancy. Men jeg prøver at sætte pris på ting i min hverdag, som vi normalt bare tager for givet. Et køleskab er en genial ting, nærmest en revolution. Vi skal ikke længere tilbage end mine bedsteforældres generation, før alle ikke havde et køleskab.

Det bedste råd, jeg har fået
er»Smil til verden, så smiler den til dig«. Banalt, ja, men det virker. Ikke at man bare naivt skal gå ud i verden og smile til alle og enhver, men man kan prøve at tænke over det. Og det kræver faktisk noget mod, selv om det lyder mærkeligt. Det er et råd, jeg har fået fra min farfar, som døde her i sommer, 95 år gammel.

Et af de mennesker, jeg sætter størst pris på
er produceren og sangskriveren Thomas Troelsen. Han ville aldrig vedkende sig den store inspiration, han har været for andre. Samtidig har han vist, at selv om man er en lille bonderøv fra udkanten af Skive, kan man godt markere sig. Jeg har oplevet ham i rockbandet Superheroes, som han var medstifter af. Han var så lille, og han drønede rundt på scenen og var noget af det største.

Jeg sætter pris på
venlighed og imødekommenhed. Igen banalt, men også dét kræver noget overskud og ikke mindst mod.

Jeg slapper bedst af
når jeg er alene og læser. I øjeblikket er jeg i gang med »Me Talk Pretty One Day« af David Sedaris, en amerikansk humorist, han er genial. Jeg har ikke kunnet finde ud af, om handlingen virkelig er inspireret af hans eget liv, eller om det er ren fiktion. Jeg er vild med science fiction, klassikeren over dem alle er »Dune«, skrevet af Frank Herbert i 1965.

Min bedste madoplevelse
var i Myanmar, hvor jeg var sammen med mit band i juni. Vi spiste på en helt fantastisk restaurant i udkanten af Rangoon nede ved en stor sø. Men det mest utrolige var, at en femtedel af de mennesker, der opholdt sig i restauranten, var gæster, mens fire ud af fem var tjenere. Det virkede helt grotesk. Vores regning lød på flere millioner i kyat, som er deres møntenhed.