»Massa Peter« frigav slaverne – er det på tide at sende filmen om ham på kolonimuseum?

I denne artikelserie skriver journalist og filmanmelder Kristian Lindberg om danske spillefilm, der tegner et billede på godt og ondt af dem, vi er i Danmark. Dette er den fjerde artikel i serien, og denne gang handler det om Palle Kjærulff-Schmidts »Peter von Scholten«.

Peter von Scholten (Ole Ernst) ankommer til St. Croix, hvor han bydes velkommen af sin »kolonihustru«, Anna Heegaard (Etta Cameron). Foto: Crone Film Fold sammen
Læs mere
Foto: OLEERNST
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvornår og hvordan Danmark vil formidle sin egen kolonihistorie til fremtidige generationer er et spørgsmål, som Nationalmuseet lige nu har kastet ud til befolkningen. Det eneste, man kan være nogenlunde sikker på, er, at et så politisk brændbart emne næppe en gang for alle kan præsenteres på en langtidsholdbar facon.

Som bevis kan man se Palle Kjærulff-Schmidts historiske drama »Peter von Scholten«, der havde premiere i 1987, og allerede da fik pisken af anmelderne for sin noget tørre fremstilling af generalguvernør von Scholtens frigivelse af slaverne på Jomfruøerne i 1848.

Ved gensyn synes jeg, at datidens kritik af filmen er uretfærdig. Det er ganske rigtigt en snakkefilm, og den kan indimellem minde mere om en tv-serie end en spillefilm, men Sven Holms dialoger får oprullet den politiske situation i Danmark og på St. Croix uden at blive en alt for åbenlys historielektion.

Som da Peter von Scholten (Ole Ernst) viser St. Croix frem for sin nys ankomne embedsmand Heilbuth (Preben Kristensen), der er rystet over de løse forhold på den tropiske ø.

»Hvad havde De forventet?« spørger generalguvernøren.

»Jeg havde forventet en mere dansk ø,« svarer Heilbuth.

»De må vænne Dem til, at alt er større herovre,« lyder svaret fra Peter von Scholten, der i filmen både fremstilles som korrupt, men også som den eneste dansker i kolonien, der for alvor kerer sig om slavernes tarv.

Der bliver muligvis smurt tykt på i den henseende. Generalguvernøren tager egenhændigt ud til en plantageejer, der er mistænkt for at mishandle sine slaver, og han stiger ned i de lave hytter for selv at tage piskesårene i besigtigelse.

Under et besøg i Danmark bliver Peter von Scholten præsenteret for Kaptajn Irminger (Søren Pilmark), der af Kongen betegnes som »Helten fra Guineabugten« – et tilnavn, kaptajnen har fået, fordi han har bombet en oprørsk landsby i Afrika til pindebrænde. Kongen ønsker, at kaptajnen skal sikre herredømmet på Jomfruøerne med sit kanonskib, men understreger, at »ingen i Kongeriget ønsker død over negrene«.

»Det var ikke død, men tugt,« siger Kaptajn Irminger om sin bedrift i Afrika.

»Ikke desto mindre har jeg forstået, at de sorte døde af det?« siger Peter von Scholten spydigt.

Den magiske indfødte

Mens dialogerne mellem danskerne fungerer fint, viser filmen til gengæld sin alder i fremstillingen af den sorte befolkning, der i filmen taler eftersynkroniseret dansk.

I amerikansk presse har man i årevis gjort grin med Hollywoods hang til at lave såkaldte »magic negro«-karakterer, der ikke har anden funktion i film end at komme ind og tilbyde de hvide hovedrolleindehavere livsvisdom – gerne i form af gådefulde metaforer.

Den slags sorte karakterer er der en del af i »Peter von Scholten« fra von Scholtens farvede »kolonihustru« Anna (Etta Cameron), hvis karakter er skrevet, som besad hun en engleagtig tålmodighed med sin danske elsker. Kong Buddo (Dale Smith) er leder af slaveoprøret og lover Peter von Scholten »ild og kniv«, hvis ikke slavernes krav tilgodeses. Generalguvernøren lytter også til en lokal spåmand, der kommer med varsler.

Man mærker i filmen en rest af den stolthed, som danskerne indtil for nylig følte ved at have været den første kolonimagt, der ophævede slaveriet.

»Vi er den ø, hvor sorte og hvide er mest lige,« praler von Scholten i en tale, der forekommer fuldstændig anakronistisk.

Skulle man lave en dansk tv-serie i dag om de 250 år, som Jomfruøerne var under dansk flag, ville man være mere opmærksom på at være i øjenhøjde med den sorte befolkning. Man ville have handlingsforløb, hvor vestindiske karakterer så på danskerne som »de andre«, og ikke som det konsekvent er i filmen, lige omvendt, med en slavebefolkning der udelukkende ses som en trussel eller som underdanige offerobjekter som tjeneren, der indleder hver sætning på pidgin-dansk med »Massa Peter«.

Instruktøren David Dencik gjorde sig umage med at opfinde en ny kolonifortælling i »Guldkysten« (2015), men forvandlede til gengæld tropeeventyret til en miniudgave af Francis Ford Coppolas udsyrede »Dommedag Nu«.

I den henseende er ideen om et nyt kolonimuseum helt rigtig. Fortællingen er for så vidt ikke »færdig«, men kan fortælles igen og igen. Danskerne er selvfølgelig et unikt folk, men måske er vi ikke så unikke som kolonimagt, som vi har bildt os ind. Det kan et kolonimuseum kaste lys over – eventuelt sammen med en ny filmfortælling om kolonierne.

»Peter von Scholten« kan streames på Filmstriben.dk eller lejes på Blockbuster.