25. december satte serieiværksætteren Martin Thorborg sig sammen med sin kæreste ombord på en flyvemaskine og fløj til Zanzibar i Tanzania. Begyndelsen på turen forevigede han med et Instagram-foto af sig selv og sin kæreste i flysæderne med champagneglas i hånden og teksten »Zanzibar here we come«.

Det har ikke overraskende medført to typer kommentarer: Dem, der skriver »god tur« og »gid det var mig«. Og så er der de kritiske, som ikke mener, at det er i orden at rejse ud midt i en pandemi, hvor regeringen har frarådet alle unødvendige rejser (rejsevejledningen er efter Martin Thorborgs hjemkomst blevet ændret til, at alle rejser frarådes, red.)