Marie Key: Det er lettest at være sjov i medvind

Marie Key er gået fra at spille små koncerter på københavnske cafeer til at være en af Danmarks mest populære sangerinder, der lige nu er i gang med sin landsdækkende sommerturne. På vejen hertil har hun lært at stå ved, hvem hun er. Og at man godt kan skrive personlige sange om kærlighed uden at blotte sig helt.

Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Tror du, det er gået okay?« spurgte Marie Key trommeslageren, efter at bandet havde forladt Roskilde Festivals næststørste scene, Arena. Før koncerten gik i gang, føltes det lidt som at være til eksamen. Nu skulle hun stå sin prøve. Havde bookerne tænkt det her ordentligt igennem, kunne det virkelig bære?

Det var først, da hun kom tilbage på scenen for at synge ekstra-nummeret »Uden Forsvar« foran de 20.000 mennesker, at hun virkelig kunne mærke det. At det her faktisk var en kæmpestor succes. Publikum sang med på omkvædet, og da Marie Key nåede til de sidste vers, »Vi er endelig med, vi er endelig med,« løftede de alle sammen armene op over hovederne. Helt af sig selv, uden at hun havde bedt dem om det. Først da tænkte hun »okay, de har haft en god koncert«.

»Det var første gang i mit liv, at jeg oplevede, at noget, jeg havde sat mig op til, blev forløst til fulde. Det var virkelig sådan, at jeg stod på scenen og ikke kunne fatte, hvad jeg kiggede på. Det ser helt vanvittigt ud. At se på noget, som man simpelthen ikke fatter, og man kan heller ikke fatte, at man selv er centrum for det. Hele den Roskilde-oplevelse var virkelig surrealistisk,« siger Marie Key.

Det surrealistiske forbinder hun ikke bare med Roskilde-koncerten i juli, som af begejstrede anmeldere er blevet kaldt et højdepunkt i Marie Keys karriere indtil nu. Det uforståelige, føler hun, har præget hele det sidste halve år, hvor hendes karriere har taget voldsom fart. I foråret vandt hun P3-prisen til årets P3 Guld, og efter succesen på Roskilde, toppede hendes fjerde og nyeste album »De Her Dage« hitlisten. Netop nu er hun på sommer-turne i hele landet, og flere af hendes koncerter har været udsolgt.

»Det sidste halve år har været sådan meget UTROLIGT. Det havde jeg ikke rigtig forudset, men der er også mange rundt om mig, der ikke havde forudset det. Alle synes, det er mærkeligt,« siger hun og griner.

Hun sidder på en sofa hos sit pladeselskab Sony i det selvsamme lokale, hvor hun for otte år siden som 25-årig skrev under på sin første pladekontrakt. Siden har vejen til succesen været præget af op- og nedture, og den i dag 33-årige Marie Key kan med sine egne ord godt huske, »hvor svært det engang var at samle 20 mennesker i Skive.«

På det første album skrev hun humoristiske sange. Fortællinger, som helst skulle indeholde en sjov pointe og suppleres af vittigheder, når hun optrådte live – ofte på cafeer i København for tilskuere, som ikke kendte hende på forhånd.

»Humoren var en måde at få folk, der aldrig havde hørt om os før, til at bide fast, vi brugte humoren som en trumf for at lokke dem til. Jeg havde sådan en tanke om, at jeg skulle fortælle alle de her sjove historier mellem sangene, som jeg måske var kørt lidt død i, og det stressede jeg faktisk over. På de tidligere plader tænkte jeg meget over, om der mon kom nogen til koncerterne. Og det er lettest at være sjov i medvind.«

Marie Key taler som en historiefortæller. Hun formulerer sig ofte med et smil og afslutter mange af sine sætninger med et grin eller et københavnsk spørgende »ik’«. Samtidig kan man høre en eftertænksomhed, en tøven, der svøber sig om hendes stemme, et mildt »øh«, der dukker op mellem sætningerne. Marie Key er et menneske, som tænker, før hun taler. En person, der kan lide at være på sikker grund og helst ikke kaster sig ud i noget, hvis hun ikke ved, hvad det fører til.

Men da hun skulle skrive tekster til det andet album, gik hun alligevel i trods. Nu skulle der ske noget nyt, og i stedet for de sjove fortællinger, begyndte hun at skrive meningsløse sange som »Loppen« - en fortælling om, at hun hører musik på spillestedet Loppen, hvor hendes sidste cigaret knækker. Og så sker der ikke så meget andet. De nye sange havde svært ved at nå ud til et bredt publikum, og Marie Key Band gik i opløsning. »Der spredte sig en stemning i bandet om, at det var tid til at komme videre,« siger hun.

Siden fulgte et år, som Marie Key kalder »en eftertænksom periode«.

Hun så amerikanske tv-serier, og hver dag gik hun den samme tur på Østerbro og spekulerede over, om hun skulle blive ved med at lave musik.

»Jeg er helt vild med at synge og skrive sange, men for mig er det meget vigtigt at mærke, at mine sange når ud til nogen. Og da der så kom en periode, hvor jeg ikke rigtig havde kontakt til publikum, havde jeg ret svært ved at finde mening i det. Det er nok popmennesket i mig, som synes, at det betyder noget, om der kommer nogen til koncerterne. Og så tænkte jeg, at der jo er masser af andre ting, man kan lave og med en fast indtægt,« siger Marie Key, som overvejede at tage en uddannelse på universitetet og få et fast job. For i en lang periode havde hun det med musikken som med rygningen, fortæller hun: Det var bare en fase.

Men Marie Key fortsatte. Både med at ryge og med at skrive sange. En dag spurgte hun sig selv: »Hvad så om tre år, Marie? Hvor vil du så gerne være?« »Og så kunne jeg bare mærke, at jeg bare VILLE lave musik, jeg VILLE have lavet min plade, som jeg kunne være glad for. Hun begyndte at skrive sange igen, men denne gang gjorde hun det på en helt ny måde.

»Fordi den sidste plade var gået så dårligt, tænkte jeg, at Sony nok ikke gad lave mere med mig. Så jeg kan huske, at jeg sad inde i min stue og tænkte, at jeg kan skrive lige, hvad der passer mig. Jeg behøver ikke tilfredsstille nogen, for der er ikke nogen, som lytter.«

Hun skiftede guitaren ud med en computer og et musik-program, mens den humoristiske historiefortælling blev erstattet af mere personlige, stemningsfulde kærlighedssange. Sange, der havde en smerte i sig. For da hun gik sin daglige tur med musik i ørerne, hørte hun store kærlighedssange af Annie Lennox og Elton John og tænkte: »Det er sådan noget, du skal lave, det er jo de sange, du selv holder af.« Marie Key ville se, om musikken kunne bære uden humoren.

»Humor er jo også en gardering. Når folk griner, har man et bevis for, at de er med,« siger hun. »Men faktisk har jeg altid skrevet kærlighedssange. Jeg har bare kasseret dem, fordi jeg tænkte, at det interesserer ikke nogen.«

Marie Key er ikke ligefrem en klassisk popdronning; hun skriver kærlighedssange til kvinder. Ofte mørke. Og i modsætning til andre store popnavne som Medina og Nik & Jay, har hun en underspillet attitude med sit korte krøllede hår og runde briller. Alligevel er hun en af Danmarks mest populære sangerinder lige nu.

»Bredden viser, at det ikke handler om mit udseende, min type eller performance. For mig er det mest centrale, at folk kan spejle sig i mine tekster. Mine sange er tit meget ulykkelige kærlighedssange, og jeg tror også, det er meget menneskeligt, at man sympatiserer med den, der er på skideren.«

Marie Key tror, at populariteten er vokset, i takt med at hun er blevet ældre og bedre til at stå ved, hvem hun er. »Da jeg var yngre, var jeg sådan lidt mere en, der gemte sig. Jeg var mere lukket. Når jeg var færdig med at spille, vinkede jeg sådan hurtigt, og så var jeg bare væk.« Men i forbindelse med en koncert for nogle år siden, opfordrede en lydmand hende til at ændre den stil: »Vil du ikke være sød at anerkende det, når publikum klapper? Jeg ved godt, at du føler, at du står der i en time, men du står der bare to sekunder, så prøv lige at stå stille og sig tak,« sagde han. »Jeg har lært mange af de dyder, som jeg i mit sjuskede 25-årige ungdomsliv slet ikke kunne tage ind. Jeg er meget bevidst om, at det er vigtigt at tage pænt tøj på og være til stede og sige tak, når jeg optræder. I dag føles det naturligt og som noget, der giver mig styrke og stiver min performance af. Jeg tror, jeg har fået mere mod til at stå ved mig selv og til at tro mere på mig selv og på, at de sange, som jeg synes, er de bedste, også er de bedste.«

Da hun som yngre holdt de personlige kærlighedssange for sig selv, følte hun, at det ville være en blottelse at offentliggøre dem. Men da hun endelig fik modet til at dele dem med andre, fik hun sin bedste modtagelse – både af pladeselskabet og af publikum: »Det var så vildt at mærke, at når man risikerer noget, får man så meget igen. De nye sange fik en helt anden respons, end jeg nogensinde har fået,« siger Marie Key, der godt kan se det paradoksale i, at hun som et blufærdigt menneske skriver sange om sig selv.

»En generel ting med mine sange, som er lidt mærkelig er, at de er meget personlige og går meget tæt på, og det er sjovt, fordi jeg som person er mega privat. Det hænger simpelthen bare ikke sammen. Inden jeg sender sangene af sted, føles det meget blottende, men når jeg så sender dem ud, kan jeg se, at de får deres eget liv. Jeg skriver jo om mig selv. Men jeg tror ikke, folk ville lytte, hvis det ikke også var dem,« siger hun og fortæller om en episode på Samsø Festival, hvor hun fra scenen så et par synge hendes kærlighedssang »Uden Forsvar« til hinanden.

Der var dog én sang, som Marie Key følte var for blottende. Sangen »Skagen« om hendes far, der døde for fem år siden. Sidste stykke af teksten lyder:

Min far kan lide fisk, tobak og bøger

Rødvin, hvidvin og likør
Min far kan lide fint tøj, slips og skjorte

og det hele
Og min mor i nederdel

Engang dansede vi omkring
Nu har jeg kun hans ting

Og jeg savner ham

»Da jeg lavede den sang, tænkte jeg, at den skal aldrig på en plade, fordi den involverede et andet menneske.« Men en aften foreslog hendes trommeslager, at de spillede den live. Publikum blev helt stille. De lyttede virkelig. Marie Key kunne mærke, at det var dejligt at spille den, derfor kom sangen med på hendes sidste plade, og i dag er »Skagen« et af de numre, som folk kommenterer mest.

»Så det er en sang, som mange identificerer sig med, til trods for at det er nogle meget specifikke ting ved ham, jeg skriver om. Men det er jo det sjove ved sangskrivning; det, folk genkender, er jo savnet,« siger Marie Key, der ser sangen som en slags hyldest til sin far. En måde for hende at huske ham på. Og en måde at huske sin arv på.

»Min far har betydet rigtig meget for mig. Det er på grund af ham, at jeg står oppe på en scene. Det er der, jeg har entertainergenet fra. Han opfordrede mig til at stå frem og tage ordet, og når jeg fortalte en sjov historie, fik jeg point hos ham. Han var socialt ret stærk, tog føringen i festlige sammenhænge og kunne holde en tale, som var sjov og god. Det der med at skrive sine egne tekster og digte, det tror jeg, jeg har fra min far. For ham var det vigtigere, at en historie var sjov, end at den var sand,« siger Marie Key. Faderen arbejdede som landmåler ligesom moderen, som Marie Key beskriver som »jysk, mild og rummelig.« Det er fra hende, at Marie Key har sin blufærdighed. En lille skepsis over for sin egen trang til at stå frem og gå op på en scene. Derfor kan berømtheden også føles grænseoverskridende. De kulørte blade har fået øjnene op for Marie Key, og opmærksomheden mærker hun konstant.

»Men jeg vil ikke snakke for meget om det. Jeg prøver jo at lave nogle sange, som folk kan se sig selv i, og de komplikationer, der er ved at være kendt, mærker meget få mennesker. Det kan hurtigt lyde sådan en lille smule krukket, men selvfølgelig er opmærksomheden overvældende, og den er der jo hele tiden. Men altså, Thorning har det værre,« siger hun med et smil.

Ulemperne ved kendtheden er langtfra store nok til at overskygge fordelene, mener hun.

»Man må hele tiden tage stilling til situationen. Jeg kan bare sige, at der, hvor jeg står NU, er den dominerende følelse taknemmelighed over, at folk gider komme til koncerterne. Det kan være, at der kommer en dag, hvor der er mindre opmærksomhed, men så kommer der heller ikke så mange til koncerterne. Sådan hænger tingene sammen. Men lige nu synes jeg trods alt, at der er nok balance i tingene til, at jeg kan nyde det. Og det gør jeg helt vildt meget. Jeg nyder hver eneste koncert, og det er en forholdsvis ny ting. I gamle dage skulle jeg tage mig sammen for at gå op på scenen. Nu er det bare rigtig sjovt.«

Derfor vil Marie Key gerne opsøge det ukendte endnu mere i fremtiden. For hun har erfaret, at hun flytter sig allermest, når hun skifter retning. »Når du kører på en vej, du ikke kender, træner det dine sanser, din musikalitet og din fantasi,« siger Marie Key, der er i gang med at arbejde på sit kommende album, som helst skal indeholde flere elementer af rap.

»Der er ikke så mange kvindelige rappere i Danmark, så det er en meget sjov ting at prøve at kaste sig over. Og det er især sjovt, fordi jeg ikke aner, hvad jeg laver, det føles fuldstændig som en udebane.« Men tematisk bliver hun, hvor hun er nu. Ved kærlighedssangene, som hun ikke helt kan slippe. »Mine venner spørger mig, om den næste plade bare skal handle om det samme. Og det tænker jeg egentlig, at den skal. Det er lidt farligt at sidde og udtale sig for meget om, for lige nu har vi kun fire sange. Men jeg er ikke i gang med at lave en eller anden plade om arkitektur. Det bliver det samme tema,« siger hun. »Jeg synes bare, der er noget universelt over de der kærlighedssange.«