Maria Lucia og dæmonerne

Musicalstjernen Maria Lucia Heiberg Rosenberg har arvet sin afdøde fars dæmoner. En voksende rastløshed og ensomhed tvinger hende til at blive stærkere. Imens kører karrieren, og netop nu har hun den kvindelige hovedrolle i musicalversionen af »Shrek«.

Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Midt i mængden sidder Maria Lucia. Festen foregår omkring hende, men hun sidder stille, smilende og piller ved øllens mærkat. Hun har ikke sagt et ord i 20 minutter. I stedet betragter hun, analyserer situationen og føler efter.

Det er ikke generthed, der holder hende tilbage. Hun tør snakke med enhver, tage styringen eller for den sags skyld danse på bordene. Det gør hun af og til. Men til denne fest har hun ikke besluttet sig for, hvordan hun skal opføre sig.

Hun har det ikke dårligt, mens hun sidder der og forsøger at mærke sin sindsstemning. Hun har det heller ikke vildt fedt, siger hun.

»Nogle gange frygter jeg, at jeg er socialt handicappet. Fordi jeg bare sidder dér, i et hul. Det handler om mig og min usikkerhed – jeg vil vide, hvordan jeg passer ind i denne gruppe, på denne aften, så jeg kan opføre mig derefter. Så jeg kan få det bedst muligt,« siger Maria Lucia Heiberg Rosenberg, 29, under vores interview og begynder selv at stille spørgsmålene.

»Men hvorfor kan jeg ikke bare være den, jeg helst vil være? Hvorfor kan jeg ikke bare være den samme hele tiden? Jeg er træt af at forme mig efter, hvad jeg tror, omgivelserne forventer af mig. Jeg ved i dag, at jeg altid skal kæmpe mod mine indre dæmoner. Ligesom min far gjorde hele sit liv.«

Ti års popstjerne-jubilæum

Det er i dag ti år siden, omgivelsernes forventninger voksede eksplosivt. Da vandt den 19-årige Aarhus-pige TV2s daværende talentkonkurrence »Popstars«. Hun flyttede til København og året efter udgav hun det obligatoriske soloalbum, der solgte godt efter danske forhold, men blev fundet lidt for pænt og poppet af de fleste anmeldere.

Herfra kunne hun sagtens være forsvundet ud i glemslen, som det er sket for så mange andre vindere og finalister af »Popstars«, »Talent« og »X Factor« gennem årene.

Men hun har tilkæmpet sig en prominent plads i musicalverdenen. Forrige år var hun med i »Chess« på Aarhus Teater. Samme år vandt hun en Reumert for årets sanger for sin præstation i »Wicked« på Det Ny Teater.

Og netop nu spiller hun den kvindelige hovedrolle, Fiona, i »Shrek« foran tusinder af mennesker i Forum hver aften. Selv om »Shrek« fik tre stjerner i både Berlingske og Politiken, fremhævede begge anmeldere hende som noget særligt.

Det gør hende stolt. Og hun knytter næverne i en lille jubelscene, da vi snakker om starten på hendes karriere. Da hun 11. november 2003 vandt finalen i »Popstars« med Whitney Houstons sang »I Wanna Dance With Somebody«.

.

»Til november har jeg ti års jubilæum. Og jeg er stadigvæk vildt stolt over, at jeg vandt dengang. Men faktisk er der mange interviews, hvor jeg ikke fortæller så begejstret om det. For mange journalister ser ned på talentshows, og så siger jeg ikke så meget om det, da de alligevel vil fordreje mine ord. Men for mig var det et eventyr dengang, og det var starten på den karriere, jeg elsker,« fortæller Maria Lucia.

Men succesen fjerner ikke den usikkerhed, der altid har plaget hende. Og usikkerheden kommer ikke blot til udtryk, når hun skal planlægge sin opførsel i offentligheden. Den stikker dybere. Hun er reelt bange for, at succesen forsvinder lige så pludseligt, som den opstod.

»En frygt sidder i mit baghoved. Den siger, at der kommer nogen og fortæller mig, at jeg ikke kan en skid. At alt, hvad jeg har gjort og kæmpet for de sidste ti år, intet betyder. I min branche vrimler det med one hit wonders, og de der berømte 15 minutter, Andy Warhol snakkede om, dem lever vi lige nu. Jeg føler mig da klart presset af den næste generation af sangere. Branchen er usikker, og når jeg lægger det sammen med min egen usikkerhed, ved jeg, at jeg aldrig kan læne mig tilbage.«

Ensomheden tager til

Man skulle tro, at Maria Lucia finder ro, når hun er alene. Det gjorde hun engang. Men for tiden bliver hun dårligere og dårligere til det. Rastløsheden stiger med alderen. Selv om hun ikke mentalt føler sig som en, der fylder 30 år næste gang, kan hun godt se, at rynker begynder at vise sig, og at »tingene hænger lidt,« som hun udtrykker det.

»Tanker, jeg aldrig har haft før, begynder at vrimle i hovedet på mig. Hvad skal der så ske nu? Jeg er alene, og jeg har ikke nogen kæreste. Jeg tænker: »Er jeg virkelig ensom? Er det mon det, jeg er?« spørger Maria Lucia.

»I dag er jeg mere rastløs end afslappet i mit eget selskab. Jeg er forvirret over, hvem jeg er, og hvad jeg skal. Det irriterer mig – for jeg havde hørt, at det ville være omvendt. At man ville finde ro med alderen. Og det irriterer mig, fordi jeg gennem hele livet har nydt at være alene,« siger hun.

Ingen roser fra far

Vendepunktet fandt sted efter hendes fars død i 2009. Hun betegner sine forældre som sin største støtte gennem sit liv og sig selv som en ægte fars pige.

»Hvis min mor sagde nej til mig, da jeg var barn, gik jeg til min far. Han sagde ja, men måtte stå til ansvar over for min mor bagefter. Jeg tror, jeg har været skyld i en hel del småskænderier blandt dem, da jeg var barn. Men er ret sikker på, at de seriøse skænderier ikke var min skyld,« siger hun og smiler.

Det var også faderen, Maria Lucia kom til at bo hos i barndomshjemmet i Risskov nord for Aarhus, da moderen flyttede ud, mens hun gik i 2.g. Det var egentlig ikke fordi, hun fravalgte sin mor. Men det var det logiske valg, da Maria Lucia manglede et år på gymnasiet, og moderen valgte at flytte til København.

Musikaliteten har hun til gengæld fra begge sine forældre. Hendes mor – der dengang var tv-klipper på DR – sang for hende konstant, da hun var barn. Faderen, folkeskolelærer, spillede guitar i bands, der dog langsomt gik i opløsning på grund af familielivet. Men han forsatte med at spille guitar i hjemmet og skrev sange og lyrik hele livet.

For Maria Lucia var det en selvfølge, at hun skulle være sanger. Og hun havde sine forældres støtte fra en tidlig alder. Nu, da faderen er død, savner hun halvdelen af den støtte, hun altid har lænet sig op ad.

»Han har aldrig misset en eneste premiere i mit liv, og han gav mig altid røde roser. Derfor er det ekstra vemodigt i disse dage, hvor jeg lige har overstået en stor premiere med »Shrek«. Der lå langstilkede røde roser til mig. Men de var ikke fra min far.«

»Det må også være hårdt for min mor, at selv om hun gør alt det rigtige for at glæde mig og havde købt roserne, så mangler der altid noget. Der mangler ham!«

Maria Lucias søster og mor sagde efter premieren, at han var til stede under stykket. At de mærkede ham. Maria Lucia vil også gerne nå dertil. Men hun synes stadig, det er svært. Svært, at han ikke er der i fysisk form.

»Når jeg er nervøs, og jeg ved, at det bunder i min sorg, kan jeg godt lide at smile og bare se ham for mit indre blik. Det giver en form for ro. Jeg føler, jeg kan mærke ham. Om det bare er en måde at styre min nervøsitet på, eller om han er der i åndelig form, det ved jeg sgu ikke,« siger hun.

Maria Lucia og sorgen

Men sorgen har ændret sig meget de seneste tre år. I starten græd hun meget, var utrøstelig. Sågar mens hun var på arbejde, før og efter hun skulle præstere på scenen. Hun reagerede med at blive sur på sig selv. For hun frygtede, at gråden ville stresse hendes stemmebånd. Hun skammede sig over, ikke at kunne tøjle tårerne i arbejdstiden.

»Jeg er et meget komplekst menneske. Og jeg valgte at slå mig selv oven i hovedet med min sorg i stedet for bare at slappe af og mærke efter. Nogle gange blev jeg endda sur på min far. Det var jo hans skyld, at jeg overhovedet var ked af det.«»I dag er jeg blevet bedre til at acceptere, at han er væk. Og at sorgen aldrig forsvinder. Den mindskes, og den kan ændre form. Men den forsvinder aldrig. Og den ligger lige under overfladen. At acceptere, at døden er en del af livet, har fået mig til at vokse som menneske.«

Hun finder sin mobiltelefon frem, går ind i kontaktbogen og bevæger sig ned mod P. Der står han stadigvæk, Per Rosenberg, hendes afdøde far.

»Jeg kan ikke slette ham endnu. Men jeg er nået dertil, hvor jeg smiler, når jeg ser hans navn på skærmen,« siger hun.

Men der var en anden side af faderen end varmen, støtten og musikaliteten. Hans musikkarriere tog aldrig fart, hans ægteskab havde problemer, han var nedslået, depressiv i perioder.

»For at tøjle de dæmoner, han havde i sit liv, havde han alkoholproblemer i perioder. Jeg tror, dæmonerne opstod på grund af valg, han aldrig tilgav sig selv for, valg, der gjorde ondt. Måske prøvede han at drukne den sorg, han havde svært ved at kontrollere. Selvmedicinering kan man kalde det. Hvis man ikke føler sig forstået og har ondt i hjertet – så kan man drikke,« fortæller Maria Lucia roligt og eftertænksomt.

Han døde af blodprop nummer fire. Forinden havde han haft tre blodpropper, han ikke selv havde opdaget.

»Han kunne styre sit misbrug i lange perioder – der havde han det fint. Men så ramlede det pludselig igen. Der er masser af gode tider, hvor jeg ikke kan erindre, at han drak. Men der var også perioder, hvor jeg oplevede ting, jeg ikke burde have oplevet. Den sorg, han havde i sig, og som jeg oplevede, når han havde drukket, har på mange måder været med til at forme mig.«

Udover en trang til kaffe og et »kærlighedsforhold«, som hun udtrykker det, til de smertestillende Treo, er Maria Lucia ikke plaget af afhængighed som sin far. Hun har dog arvet meget af hans personlighed på godt og ondt. Som oftest er hun udadvendt og smilende, som han var det. Men hendes sind kan også være mørkt. Og netop den del af sig selv har hun i dag lært at omfavne.

»Jeg synes, det er vigtigt at have dæmoner. Det er vigtigt for mig ikke at være et overflademenneske, hvor jeg bilder mig ind, at alt er perfekt. Vigtigt at stå ved, at der kan være dage, hvor jeg er sur, irriteret og ked af det. Jeg er aldrig i tvivl, når jeg skal gennem en hård dag – en blå dag. Men i dag fortæller jeg mennesker omkring mig, at jeg er blå. Det er jeg blevet bedre til,« siger Maria Lucia, der de seneste ti år har søgt tilflugt i jobbet, når hendes privatliv ikke fungerer.

Støtten fra Szhirley

Hun fremhæver sin nære veninde og sangkollega Szhirley som en stor støtte, og som et menneske, der kan have det på samme måde. Når de er sammen, kan de snakke om de blå dage. Og de kan sidde uden at lave noget. Og ofte i stilhed.

»Jeg er færdig med at negligere mine dæmoner og blive sur og frustreret over, at de er der. Jeg forsøger at mærke efter og prøve at forstå, når jeg er ked af det. Jeg er i gang med en stor selvransagelse,« siger hun.

»Men det kan være svært for mine omgivelser, at jeg kræver at være mig selv, at lære mig selv og min plads at kende. Det gør det blandt andet svært at have en kæreste. Jeg har prøvet at være i forhold, men det er simpelthen som om, der er et led indeni mig, der ikke er klikket på plads endnu. Jeg føler ikke, jeg kan give det, et andet menneske fortjener, når vi skal være så meget sammen.«

Et forhold kræver kompromiser. Og dem er hun ikke villig til at indgå. Ikke som hun har det nu.

»Kompromiser – tro mig, jeg hader selve ordet. Dér brænder jeg helt sammen. Jeg magter slet ikke at snakke om »vi«, for jeg vil vide, hvad »jeg« vil. Og så kan jeg bare ikke være i et forhold, som det ser ud lige nu. Jeg er i en tilstand, hvor jeg ikke kan yde mit bedste, og så vil jeg hellere bare trække mig tilbage og være alene. Der er meget, jeg skal lære endnu.«

Hun føler sig overbevist om, at hun en dag får overskuddet til at være sig selv overfor den rigtige mand, og at hun bliver mor.

»At opleve døden og sorgen sætter mit liv i perspektiv. Min usikkerhed og perfektionisme skal jeg forsøge at give slip på. Hvis du spurgte mig for fem år siden, om jeg helst ville have kærligheden eller karrieren, ville jeg svare karrieren. Uden tvivl. Men selv om jeg lever af min passion, er karrieren i sidste ende ikke mere værd end de mennesker, jeg omgiver mig med. Eller den kærlighed og sorg, jeg møder på vejen.«